Præsten med de 1000 børn

Præsten har nok at se til, for han er i princippet far til alle sine sognebørn. Dog ikke i bogstavelig, men i åndelig forstand. Noget andet er, at udtrykket sognebørn inkluderer voksne mennesker. Præsten er altså åndelig far for sognebørnene, der ofte er voksne. Forvirret?

I følge ordbøger og leksika er sognebørn beboere i et sogn. Et sognebarn eller sognebørn er medlemmer af et sogns menighed, og udtrykket bliver ofte brugt i forhold til præsten. For eksempel: ”Præsten kom kørende med hest og vogn, når han skulle på besøg hos sine sognebørn.”

I dag er det de færreste præster der kører i hestevogn, hvilket giver et fingerpeg om, at begrebet sognebørn passer bedre ind i en svunden tid, end det gør i dag.

Den jødiske forfatter Meïr Aron Gold-schmidt var den første til at bruge udtrykket sognebørn på skrift. Det skete i månedsskriftet Nord og Syd i 1849. Om udtrykket har været brugt i folkemunde inden da, vides ikke. Dog er det sikkert, at bevidstheden om at høre til i et sogn igen fik stor betydning i 1800-tallet, og her var præsten det samlende punkt. Præsten havde en patriarkalsk funktion som sjælesørger eller fader for sognebørnene. Han var en slags beskytter, der tog sognebørnene under sine vinger. Ordet sognebørn ramte kernen i det romantiske billede, man gerne ville tegne af præsten, som en fader eller hyrde, der sørgede for at holde sine ”børn” på den rette, kristne vej. Samtidig var præsten i langt højere grad end i dag en naturlig del af sognebørnenes liv, da han blandt andet var tilsynsførende i skolen.

I dag bruger vi stadig ordet sognebørn i forhold til præsten, men måske mest i mangel af bedre, for det har ikke længere samme klang. Præsten er ikke på samme måde vores far, og i øvrigt er der nu også kommet kvindelige præster til. At være et sognebarn betyder bare, at man bor i et sogn og er medlem af folkekirken, så måske man skulle overveje et nutidigt ord a la sognebo i stedet?

schelde@kristeligt-dagblad.dk