Regeringen forsøger at fastholde de stramme regler for ægtefællesammenføringer, men et EU-direktiv vil give flere par adgang til Danmark
I snart syv år har Det Radikale Venstre stået på den politiske sidelinje, men de seneste tre uger har partiet opnået sin største politiske sejr, siden VK-regeringen trådte til i 2001.
Dels er det lykkedes at rejse så voldsom blæst om regeringens uklare svar om reglerne for familiesammenføring, at Folketingets ombudsmand har taget sagen op.
Dels ser det ud til, at det bliver væsentlig nemmere for danske statsborgere at få en ægtefælle hertil fra lande uden for EU’s grænser – en af de højst prioriterede radikale mærkesager.
Det sidste sker ikke, fordi danske politikere pludselig vil slække udlændingepolitikken, men fordi et EU-direktiv fra 2004 sikrer fri bevægelighed mellem EU-landene, også for ægtefæller fra tredjelande.
En dom fra EF-Domstolen fastslog for nylig, at fire indvandrede personer kunne blive boende med deres ægtefæller i Irland, selvom de ikke havde lovlige opholdstilladelser.
Dommen giver dønninger i regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er i dag tilbage fra sin sommerferie og ventes at give sit bud på, hvordan Danmark kan bevare en ”fast og fair” udlændingepolitik – uden at landet kommer på kollisionskurs med resten af EU.
Her er der et stigende ønske om at dæmme op for illegal indvandring, og flere andre lande er enige med den danske regering i, at EF-Domstolen er gået for vidt i sin fortolkning af direktivet fra 2004.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, frygter ligefrem, at dommen placerer en bombe under den stramme danske udlændingepolitik. Han mener, at menneskesmuglere vil udnytte EU’s afgørelse til at skaffe tusindvis af udlændinge til Danmark via familiesammenføring. Og at vi vil få et A-hold og et B-hold af udlændinge, nemlig dem, der er kommet hertil via de stramme danske regler, og dem, der er kommet hertil på baggrund af EU-reglerne.
Regeringen synes umiddelbart at have tre udgange på sagen:
1. Den kan gå sammen med de øvrige EU-lande for at få ændret direktivet om fri bevægelighed. Det er imidlertid en meget besværlig og langsommelig affære.
2. Den kan forsøge at stække EF-Domstolens magt. Den løsning synes heller ikke oplagt, da for eksempel Lissabon-traktaten giver domstolen endnu mere magt, end den allerede har.
3. Endelig kan regeringen give sit bud på, hvordan man ”lukker hullet”. Det vil sige, at Danmark bevarer sin 24-års-regel, kravet om at familiesammenførte ægtepar skal kunne forsørge sig selv, stille en økonomisk sikkerhed samt fra næste år bestå en danskprøve – også selvom de kommer via EU’s lempeligere regelsæt.
Under overfladen lurer kravet om nye undtagelser over for EU-samarbejdet, hvilket ikke harmonerer godt med, at regeringen ønsker de tre ”gamle” forbehold afskaffet. En undtagelse over for direktivet om fri bevægelighed er utænkelig, da det er en af grundstammerne i EU.
Under alle omstændigheder er den danske udlændingepolitik kommet under pres, og begejstringen hos den radikale næstformand og udlændingeordfører Morten Østergaard er til at føle på.
Han kalder de seneste tre ugers debat for ”en fantastisk reklamekampagne” for EU’s lempeligere regler for ægtefællesammenføringer. Og han er overbevist om, at mange flere danske statsborgere fremover kommer til at bo her i landet med deres ægtefælle, uanset oprindelsesland.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk