For et par måneder siden blev det diskuteret vidt og bredt, om dommere i danske retssale måtte bære tørklæder. Midt under debatten skrev landets integrationsminister en kronik i Politiken, hvor hun anførte, at man ved et forbud mod tørklæder i danske retssale skal ”gøre sig klart, at i det øjeblik, der gives efter for kravet om lovgivning, vil kravet om flere forbud omgående lyde højere.”

Integrationsministerens indvending handlede ikke om det politiske magtspil på Christiansborg, men om retsbevidstheden og en kristen grundanskuelse, hvor ”Luther lærte os at skelne mellem de to regimenter, det verdslige og det kirkelige.” Og det er derfor, fortsætter integrationsministeren, at hun siger stop. For i det øjeblik ”det danske folketing ligesom i diktaturer begynder at lovgive for den enkeltes sindelag, så brister både Luthers og Grundtvigs forudsætninger. For så må den kristne gøre oprør.”

Integrationsministerens moralske og etiske indvending som kristen dansker blev fuldstændig ignoreret af de såkaldte kommentatorer, der anskuede forløbet som en boksekamp. Ingen af dem stillede spørgsmålet, hvorfor et forbud mod tørklæder skulle være nødvendigt eller om kvindelige dommere med tørklæde pludselig havde invaderet danske retssale. Og taberen i boksekampen? Integrationsministeren samt os almindelige danskere, hvis ytringsfrihed den dag blev en smule mindre.

Et andet område, hvor de politiske journalister ikke har gjort deres arbejde godt nok, er flygtninge- og indvandrerpolitikken. Der er ingen tvivl om, at dele af dansk integrationspolitik har slået fejl. Men andelen af indvandrere i Danmark, sammenlignet med mange andre europæiske lande, er stadig ganske lille. Alligevel får indvandrerspørgsmålet lov til at sætte dagsordenen blandt de politiske partier på begge fløje, mens reelle problemer – som en folkeskole, der ikke er, hvad den har været, et sygehusvæsen, der stadig har lange ventelister – i bedste fald nævnes i en kort notits.

I marts i år udsendte statsministeren en pressemeddelelse med følgende ordlyd: ”Helt generelt fordømmer jeg enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som forsøger at dæmonisere grupper af mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund.” Men da en ledende politiker i regeringens støtteparti udtalte, at ”på mange stræk er vi anti-muslimske,” var der ikke én eneste journalist, der stillede statsministeren det helt åbenlyse spørgsmål, om fordømmelsen også gjaldt pågældende politiker.

I dag er politikerne klar over, at hvad de siger ikke får nogen konsekvenser. Resultatet er, at vi i de seneste syv år har haft en regering, der mere end nogen anden mestrer form, men hvortil der er meget, meget lidt indhold. Alt for sjældent stilles en politiker til ansvar for noget, vedkommende har sagt eller gjort. Det eneste, der betyder noget, er, hvor godt man behersker politisk spin.

Da den nuværende regering kom til magten, var det med mantraet om et opgør med ekspertvældet og smagsdommeriet, der havde domineret Danmark i alt for lang tid. Og der blev nedlagt en række nævn og udvalg, mange af dem under Miljøministeriet, der under Svend Aukens hånd satte Danmark i front internationalt i miljødebatten på et tidspunkt, hvor miljøspørgsmålet tilsyneladende ikke var helt så vigtigt for regeringen som i dag.

Efter valget sidste år meddelte regeringen så, at man nu ville nedsætte en række kommissioner for skat, klima, arbejdsmarkedet og meget mere. Med andre ord, at smagsdommeriet og ekspertvældet skulle genindføres, blot med eksperter og smagsdommere, som delte regeringens synspunkter.

Enkelte debattører anførte det ironiske i nedsættelsen af disse kommissioner og ekspertudvalg. Men langt de fleste politiske journalisters hukommelse var så kort, at man ikke ulejligede sig med at stille politikerne til ansvar og fortælle os almindelige danskere, at når det kommer til et opgør med ekspertvældet, har regeringen det mest i munden.

Værst står det til, når det drejer sig om Danmarks engagement i krigen i Irak. Måske fordi opdelingen i journalistiske områder i dag er så skarp, og fordi de såkaldte kommentatorer er så optaget af det politiske magtspil og af deres egen rolle som meningsdannere, fik Irak-krigen stort set ingen konsekvenser i Danmark. Behovet for at orientere sig mod det store udland er tilsyneladende ikke til stede hos de indenrigspolitiske journalister, for hvem de danske soldaters liv blot er en brik i et indenrigspolitisk spil.

Da en politiker for nylig tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved dansk udenrigspolitik, blev hun i den grad sat på plads af hele det politiske spektrum. Statsministeren erklærede, at han var ”bestyrtet” og slog dermed fast, at udenrigspolitik ikke står til diskussion i Danmark. I hvert fald ikke den udenrigspolitik, hans regering fører.

Og pressen? Tja, som sædvanlig blev alt reduceret til et spørgsmål om form og spin, mens kun ganske få journalister gjorde opmærksom på, at vi ellers har en lang tradition i Danmark for at diskutere udenrigspolitik såvel som indenrigspolitik åbent.

Det blev også ganske ignoreret, at en lignende stædighed og arrogance har kostet den amerikanske præsident hans popularitet, og at der nu fra begge fløje lyder krav om en omprioritering af den amerikanske udenrigspolitik. Men ikke i Danmark. Angsten blandt de politiske journalister for at gøre sig upopulær hos politikerne er åbenbart for stor.

Måske skyldes den elendige journalistik de nedskæringsrunder, som både aviser og tv har været igennem; måske skyldes det selvcensur hos journalisterne. Faktum er, at der ikke er noget, der tyder på, at det bliver bedre. Naturligvis bærer politikerne også et ansvar. Men hvorfor skulle de ikke udnytte det, når journalisterne uden videre giver dem frihjul og ikke stiller dem til ansvar over for befolkningen?

Det er et stort problem, når den fjerde statsmagt i den grad vanrøgter sin stilling. I et demokratisk samfund er det journalisternes pligt konstant at stille spørgsmål til enhver beslutning, der træffes, og ikke give op, før de får svar.

Politik er andet end underholdning. Det er mere end magtkampe og spin. Det handler om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og skidt. Og det handler om moral og etik.

Det, at der ikke længere stilles kritiske spørgsmål, har store konsekvenser, og vi kan takke de politiske journalister for, at vores samfund i dag er en smule mindre demokratisk end for få år siden. For mens de pudser glorien og overvejer, hvad der er bedst for deres videre karriere, sidder vi, de almindelige danskere, tilbage som de store tabere. Vores engang så ihærdige vagthund er død.

Claus Elholm Andersen er skribent og kommentator,
bosat i San Diego, Californien, USA