Da verden mødte al-Qaeda første gang

Hun har travlt med at forberede mindehøjtideligheden, der i anledning af 10-året får besøg af Kenyas premierminister Raila Odinga.

– Vi kalder det "Bomb Blast Day" (Bombesprængningsdagen). Det var en helt skelsættende dag for os, fordi det var, første gang vi oplevede et angreb af den slags. Det satte en frygt i folk, som ikke har sluppet os siden, siger hun.

I 2002 gik det løs igen, da det israelsk-ejede Paradise Hotel i kystbyen Mombasa blev lagt i ruiner af en selvmordsbombe, og 15 blev dræbt.

Men siden har der ikke været nogen terroraktioner af betydning i Kenya. Og det er ikke så underligt, mener terrorforsker Bjørn Møller, Dansk Institut for Internationale Studier, der har et nært kendskab til terror og islam i Østafrika. I Kenya er opbakningen til islamistisk terror nemlig meget begrænset.

– Den traditionelle form for islam er i stort set hele Østafrika grundlæggende apolitisk og meget moderat. Der kan selvfølgelig altid være enkelte bittesmå subkulturer, som kan lade sig forlede af mærkværdige synspunkter, men der er ikke i det store muslimske samfund nogen klangbund for radikalisme eller fanatisme, siger Bjørn Møller.

At det lige blev Østafrika, der blev al-Qaedas første terrormål, skyldes alene, at ambassaderne her var de dårligst beskyttede. Angrebet blev heller ikke taget voldsomt alvorligt af USA, der først efter 11. september for alvor begyndte at interessere sig for Østafrika.

– Siden den 11. september er der opstået den opfattelse i USA, at Østafrika er et specielt problematisk område af verden med hensyn til terror, og det er en opfattelse, der tilsyneladende deles af næsten alle andre, selvom der intet som helst belæg er for det, siger Bjørn Møller.

Opfattelsen er alligevel endt med at få konsekvenser for regionen, idet USA har oprettet en række militære og halvmilitære programmer i Østafrika og et hovedkvarter i Djibouti. Siden har USA's stået bag aktioner i regionen i jagten på navngivne al-Qaeda-terrorister – blandt andet bombninger af somaliske landsbyer.

– Det har medført en radikalisering og militarisering af enkelte islamistiske grupper, ikke bare i Somalia, men også i Etiopien og til en vis grad – men forbavsende lidt – i Kenya. Så det er blevet en selvopfyldende profeti: Der var ikke noget problem, men man fik skabt et problem ved at reagere på det fiktive problem på en forkert måde, mener den danske forsker.

For Kenyas vigtigste indtægtskilde, turismen, har terroraktionerne derimod haft uoverskuelige konsekvenser. Strømmen på næsten en million årlige safarigæster i begyndelsen af 1990'erne var i 2003 nede på under 400.000.

Repræsentanter for den kenyanske turistindustri har ved flere lejligheder raset over rejsevejledningerne fra de vestlige landes udenrigsministerier, der advarer om betydelige risici for terrorangreb i Østafrika.

Det danske udenrigsministerium er blandt de forsigtige, der i sin rejsevejledning siden ambassadebombningerne i 1998 har advaret om terrorrisiko i området. Den seneste, der er gyldig pr. 4. august 2008, understreger, at "der er en betydelig risiko for terrorangreb i Kenya". Og indtil for under en måned siden omfattede terroradvarslen endda hele Østafrika.

Bjørn Møller finder advarslerne helt ude af proportioner:

– Der er intet som helst belæg for det. Området har faktisk været et af de mindst terrorhærgede i verden.

– Men, der er det specielle ved Udenrigsministeriets rejsevejledninger, at de går med livrem og seler. Det vil sige, at det er bedre at komme med en advarsel, der ikke er behov for, end det er ikke at komme med en advarsel, og der så sker noget alligevel, siger han.

udland@kristeligt-dagblad.dk