Sportsmanden som olympisk utopi

Det giver sig selv, at der er foregået moralske skred i synet på, hvordan man bliver en vinder. Problemerne med doping og korruption er velkendte, og der er i dag ikke meget Knud Lundberg-gentleman-adfærd tilbage på en fodboldbane. Men grundlæggende er sportsmandens væsen uændret, og møder man folk som badmintonspilleren Peter Gade eller vores bomstærke forsvarsekspert på håndboldlandsholdet Lars Jørgensen, vil man opdage, at de fremstår som sympatiske og næsten ydmyge personer.

Men samtidig eksisterer de i en evig optagethed af præstationsevne, fysisk tilstand og trang til at overgå sig selv, og kun sjældent udviser de seriøs interesse for den omgivende verden. Dermed opstår det store paradoks, der i dag kendetegner eliteidræt, for mens sportens verden efterhånden har an­taget et omfang og en form, der konstant kalder på debat, optræder sportsfolkene blot som tavse figurer, der ikke forholder sig til de rammer, de indgår i.

Og det hele er i ekstra grad sat på spidsen ved disse lege i Kina, hvor diskussionen om menneskerettigheder, demokrati og behandlingen af den tibetanske befolkning længe har domineret.

Derudover ved alle, at OL 2008 langt hen ad vejen vil få form af ét langt propaganda-show, hvor kinesiske muskelbundter vil skrabe guldmedaljer hjem i dynger. Dette OL rummer så mange ideologiske komponenter, at sondringen mellem det sportslige og det etiske og politiske er ren utopi, og i denne falske boble bevæger sportsfolkene sig rundt som umælende cirkusdyr, der kun skuer indad.

Det skal dog nævnes, at enkelte af de danske deltagere har overvejet at give en mening til kende angående den virkelighed, der denne gang omgiver OL. Håndboldmålmand Kasper Hvidt luftede tidligere på året tanken om sammen med resten af holdet at arrangere en kritisk manifestation, men det bliver næppe til noget.

Blandt andet fordi Danmarks IdrætsForbund (DIF) i klare vendinger har anbefalet de danske idrætsfolk ikke at komme med politiske ytringer, mens legene foregår, og med den ordre i bagagen er sportsfolkene fra øverste hold blevet anbragt i netop den rolle, der fremover i stigende grad vil blive deres. Som tavse underholdningsobjekter i fysisk topform, men med en moralsk og politisk bevidsthed, der er blevet omhyggeligt amputeret til formålet.

Dette udgør i grove træk karakteristikken af den moderne idrætsmand, og hvis man spørger lederne i DIF eller præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Jacques Rogge, hvad vi egentlig skal med OL og de sportsfolk, der deltager, giver svaret sig selv.

De vil tale om national og global samlende kraft, og de vil helt sikkert sige, at sportsfolk som bærere af drømme og dyder som målrettethed og selvdisciplin skal fungere som hele verdens forbilleder.

INGEN KAN VÆRE I TVIVL om den samlede mængde af drømme og hårdt arbejde, når de danske OL-deltagere i aften ved åbningsceremonien træder ind på det olympiske stadion med Joachim B. Olsen i spidsen som fanebærer.

Men det er ikke kun en flok ambitiøse mennesker, vi ser. Vi ser også nogle pænt afrettede individer i dansk designet spejdertøj, der midt i det berygtede kinesiske styre – og en gigantisk luftforurening, ikke at forglemme – i de næste uger vil gå omkring som ren krop og meget lidt ånd og selvstændig dømmekraft.

Derfor bliver det uundgåelige spørgsmål, om sportsfolk på den baggrund i dag kan opfattes som forbilleder i positiv forstand. Ambitioner og selvtillid kan føre til meget godt, men mindst lige så meget repræsenterer den moderne sportsmand en ekstrem individualisme og mangel på ansvarsfølelse over for det, der omgiver ham.

Den gamle idé om idrætsmanden som et billede på vilje og smuk menneskelig stræben er op gennem historien blevet mødt af en virkelighed, hvor den enkeltes stræben er blevet et isoleret mål i sig selv.

Dermed er sportsfolk i dag primært eksponenter for, hvordan man afskærer sig fra omverdenen og den store fælles etiske diskussion for udelukkende at fokusere på evigt gentaget selvopfyldelse. Om nogen har sportsmanden nemlig lært, at hvis man vil lykkes her i verden, skal man først og fremmest koncentrere sig om sig selv.

I den nedfældede olympiske målsætning lyder det: ”Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det essentielle er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt.”

Disse ord står i næsten komisk kontrast til, hvordan de fleste sportsfolk tænker, og tiden er definitivt forbi, hvor tanken om den ædle kappestrid gav mening. Ved et OL kan den store modsætning mellem ideal og virkelighed mærkes overalt, og den, der har prøvet selv at gå omkring i en olympisk værtsby, ved, at duften af falskhed kan spores overalt.

Ikke kun i det turistfikserede plastikskær, der hviler over en storby, der gennem måneder er blevet vasket og skuret og renset for alt for mange uappetitligt fattige mennesker. Men også i den skærende kontrast mellem de højstemte udsagn og de (ofte mangemillionærer) sportsfolk, der for længst har punkteret illusionen om, at processen vejer tungere end resultatet. Det har de gjort ved at rendyrke en selvopfattelse, der gør det legitimt – ja, nærmest beundringsværdigt – at blive i stand til at forsage verden og udelukkende bruge kræfter på den selviske formåen, der skal føre til triumfen.

Midt i oplevelsen af disse moderne sportsfolk, bliver man specielt i olympisk sammenhæng ved med at klamre sig til den gamle idé om sportsmanden som en ren sjæl i et rent legeme, for hvis man officielt afskaffer den, afskaffer man selve den ideologiske kerne i De Olympiske Lege.

Derfor holder man fast i de tomme ord, og derfor vil legene fortsætte, mens vi oplever, hvordan sportsfolk i en verden styret af penge, prestige og politiske kræfter stædigt bliver præsenteret som noget, de reelt ikke er. Og som stiltiende og kritikløst bliver ved med at udfylde deres kunstige roller.

I de kommende uger vil OL i Beijing give os en enestående mulighed for hver især at vurdere, om nutidens sportsmand kan opfattes som et værdigt forbillede. Eller om det er blevet på tide at skelne mellem utopi og virkelighed og opfatte ham som noget andet.

Sørine Gotfredsen er journalist og sognepræst