Fra nu af skal det bare være mere leg

– Med alderen har jeg fået en frihed til at lege. Det er nysgerrigheden, der driver. Man har vist, at man kan. Fra nu af skal det bare være mere leg. Men det kan ikke undgå at blive alvorligt alligevel. Alligevel kan man ikke komme væk fra sig selv.

Maleren, tegneren, grafikeren, billedhuggeren, jægeren og naturelskeren John Olsen blev 70 år den 25. maj. Fødselsdagen er markeret på Johannes Larsen Museet i Kerteminde med en stor retrospektiv udstilling, ”John Olsen – kunsten at se”, der senere kommer til Holstebro Kunstmuseum og Sophienholm i Kongens Lyngby. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) åbnede udstillingen, og forfatter og direktør for Ny Carlsbergfondets direktion Hans Edvard Nørregård-Nielsen holdt åbningstalen, som efterfølgende blev bragt i Kristeligt Dagblad. Fødselsdagsfesten blev fejret i forlængelse af ferniseringen på museet.

– Det var sat telt op i haven, og Skjern Salonorkester spillede. Jeg elsker at danse og var ude på dansegulvet hele tiden og svinge damerne. Det var meget skønt. Jeg fik også lov til at synge en mågesang, der lyder ligesom mågernes skrig, sammen med orkestrets to sangerinder. Jeg var så lykkelig og glad, siger John Olsen.

Han blev skilt fra sin kone nummer to for fem år siden og bor alene på den store tidligere landbrugsejendom. Her breder arbejdsværelset med malerbøtter, farvetuber og pensler sig ind i stuen med det store bord, hvor bøger, tegninger, optegnelser og andet fra en dagligdag i evig bevægelse bliver skubbet til side for at gøre plads til frokost. Sild, en hjortepølse fra Ulfborg, ost fra Pyrenæerne, rejesalat, agurk, druer og brød. Enkelt og godt.

John Olsen har forberedt sig til samtalen om at runde de 70 og dermed være nået til den alder, man før i tiden kaldte for støvets år. ”Det er hårdt at være ung, når man er gammel,” har han skrevet med store blokbogstaver på brunt tegnepapir.

– Det er et paradoks. Alder er svær at forstå. Nogle dage er man meget ung, nogle dage meget gammel. Enhver alder har sit centrum. Man mister noget og får noget. I virkeligheden synes jeg, at man bliver bedre og bedre kunstnerisk og menneskeligt. Gamle mennesker er rummeligere, rigere og fyldt med erfaring, som gør, at de er skønne at være sammen med. Jeg har altid været glad for gamle mennesker.

– Man bliver mere fri, og det er det gode ved at fylde 70 år, hvis man altså holder sig levende i forhold til nuet. Jeg har ikke det med, at jeg skal sikre alderdommen. Jeg skal arbejde, til jeg falder om. Se forfatteren Jytte Borberg, der blev 90 år. Selvom hun var rynket over det hele, var hun pragtfuld. Hun havde læst op ved Det Danske Akademis møde på Rungstedlund, og under middagen bagefter sank hun sammen og var død. Hvor smukt kan det være?

– Jeg er mere produktiv, end jeg nogensinde har været. Det hænger måske også sammen med, at jeg er nået så langt ned ad slisken, at der ikke er ret meget tid tilbage. Så skal man nå det, man skal nå. Jeg har arbejdet mere de sidste fem år end i resten af mit liv. Det er blevet en slags vejrtrækning at arbejde, og jeg får det dårligt, hvis ikke jeg gør det. Sådan er det, når man er gift med sit arbejde. Lige nu er jeg træt efter kraftanstrengelsen oven på udstillingen, og bagefter ryger man ned i et hul og skal rekreere sig. Sådan er det, siger John Olsen.

Men den store edderfugl, han har skabt på bestilling fra Johannes Larsen Museet, er han ikke tilfreds med.

– Jeg kan mærke, at den forbandede edderfugl ikke er blevet god nok. Jeg skal lige lave lidt mere på den, inden den bliver støbt. Jeg tror, at man stiller større og større krav, jo ældre man bliver. Jeg orker for eksempel ikke at spilde tid på mennesker, der ikke siger mig noget, eller at stå i kø i supermarkedet. De unge, der sidder bag kassen, har masser af tid, vi andre, der står på gravens rand, kan ikke stå dér og vente i kø. Man vil have livskvalitet, være til stede og have det intenst. Når du skal skabe, skal du leve intenst, du skal derud, hvor galskaben er. Det er dér, du laver kunst. Der skal være ekstreme forhold. Jeg skal over til Vesterhavet, ned i min sauna eller ud i frostvejr. Sidde og hygge med det kan jeg ikke.

– Men jeg kan tegne i sengen som terapi. Nogle gange skal man samle kræfter, og så kan du hvile, samtidig med at du ligger i sengen og tegner. Jeg har nogle temaer, jeg er optaget af. Men det, der lader mest op, er at tegne kvinder, den ene skønne efter den anden. Så lader min generator op, det tænder mig, det kvindelige er det igangsættende. Eros er en enorm drivkraft for mænd, det kan give en ny ungdom og virilitet. Men jeg har ikke tegnet en eneste efter model, for jeg kender det så godt. Det samme med rådyr. Jeg har set dem og brugt mine øjne. Det allervigtigste er at se.

Og dermed har John Olsen taget hul på en af sine kæpheste, der alle har noget med det moderne menneskes fremmedgørelse fra naturen at gøre. Denne handler om, at uddannelse i dag udelukkende bygger på ordet og ikke på det at sanse og se. At skoler smider deres naturhistoriske samlinger ud. Det gør ham vred, at børn i dag ikke får lov til at tage en ting op i hånden og mærke den.

– Alting er blevet så digitaliseret, man tænker ikke organisk mere. Mennesket er jo biologi.

Når han selv blev kunstner, skyldtes det, at han ikke kunne andet.

– Det er noget med nogle evner, som man opdager i folkeskolen, når man sidder på bagerste række og tegner. Jeg kunne hverken læse eller regne, og sprog kunne jeg slet ikke. Men jeg har altid tegnet som barn. Jeg havde en sød bedstemor, der tegnede for mig, og så fortsatte jeg selv. Jeg havde fået den gave, siger John Olsen, der måtte tage turen som reklametegner og malerlærling, glasurmaler på Den Kongelige Porcelænsfabrik og på tegnekursus på aftenskole, inden han kom ind på Kunstakademiet.

Opvæksten i Roskilde med moderen, der var hjemmegående, og stedfaderen, der var slagter, blev på flere måder en optakt til hans liv som kunstner, jæger og samler af ting, han finder i naturen.

– Vi boede i et arbejderkvarter, hvor jeg altid var ude at lege. Jeg var så heldig, at vi boede lige op ad en losseplads, en grusgrav og kratskov. Og så var der Roskilde Fjord, hvor jeg var meget optaget af strandjagt. Jeg har bygget mange, mange huler. At være i en hule er som at være tilbage i livmoderen.

John Olsen viser rundt på gården sammen med sin et år gamle springerspaniel ”Svante”. Det største atelier er i laden. Noget af hans store samling af fund i naturen – knogler, træstykker, døde fugle, tørre tudser, æg, fjer, tænder, sten – som indsat i skabe udgjorde hans vidt berømmede udstilling på Biennalen i Venedig i 1995, befinder sig for tiden på museet i Kerteminde. I køkkenet i stuehuset har han stadig det gamle brændeovnskomfur fra dengang gården, der er fra 1915, var befolket med hårdtarbejdende piger og karle.

– Der er selvfølgelig en del at holde ved det her hus. Jeg har fået rengøringshjælp en gang om ugen, og det har hjulpet meget. Der er meget, man skal sådan et sted, og så er der hunden og fårene. Men det er godt, at man aldrig bare kan begynde dagen med at sætte sig ned og tegne. Jeg kan godt lide at have flere ting i gang ad gangen. Og jeg har det godt med at bo alene. Men jeg har et par muser, der kommer og besøger mig, og de inspirerer mig. Jeg ville gerne finde en at bo sammen med, men det er ikke så nemt. For gu’ er det hårdt indimellem at bo alene. Og havde jeg ikke den optagethed af naturen og kunsten, kunne jeg ikke holde det ud.

– Når folk kommer her, siger de, at her er ensomt, og der sker ikke noget. Jeg forstår det ikke. Når jeg kommer til byen, kan jeg ikke komme hurtigt nok hjem. Det er her, livet er. Stilheden – den er en gave. Der er så meget larm i verden, at stilhed er blevet et privilegium. Jeg nyder det, men mange mennesker skal både have radio og tv tændt. Det handler om angst. Angst for tomrummet, for stilhed, for alt, der ikke er fyldt ud. Så kommer man til at tænke på livet og døden, og det fortrænger folk. Men man skal tænke på det.

– En af de gode ting ved at blive gammel er, at man er blevet dus med det. Nu kan jeg godt smuldre, for jeg har fået så meget. Alle de drømme og ønsker, jeg har haft, har jeg fået indfriet. Jeg har fået alt, hvad man kan få inden for kunstens verden. Jeg har rejst til Grønland, USA, Island og Færøerne. Jeg har også fået børn og kendt pragtfulde mennesker og dejlige kvinder. Jeg har nået så meget, at det er helt i orden at falde om nu.

– Der er også en taknemmelighed. Jeg har undgået døden, selvom jeg har været tæt på ved en trafikulykke, og jeg har også været ved at drukne. Overgangen fra, at noget går godt eller skidt, er meget lille. Mange mennesker, jeg har kendt, er døde. En gang i døgnet tænker man på dem, der ikke er mere, og så bliver man endnu mere taknemmelig.

– Jeg befinder mig jo i sidste fase af livscyklussen. Jeg tror, at når man dør, kommer man tilbage til sin fødsel. Jeg har tidslommer nogle gange, hvor jeg føler, at jeg er tilbage i min ungdom, og den første forelskelse står lyslevende. Jeg kan pludselig få lyst til at bygge hule med en kvinde nede på engen og ligge der og fortælle historier. Når man er blevet 70, behøver man ikke rejse så meget, skyde så meget vildt og jage så mange kvinder. Det ligger alt sammen inde i en, og det er bare at stikke snablen ned i erindringsstoffet. Hvis du vidste, hvor mange mapper jeg har med tegninger af noget, jeg har set og sanset, siger John Olsen.

Han har slidgigt i ryggen efter mange års hårdt arbejde med at løfte og bære og efter strandjagt i al slags vejr.

– Man er jo på tabletter hver dag mod det ene og det andet. Nogle er begunstiget fra naturen med et stærkt helbred, det har jeg ikke haft. Og nogle er gået ned med et brag, mens svæklinge som mig er mere seje. Men det er lige meget, om man bliver gammel. Det er livskvaliteten, der gælder. Mange ældre undrer sig mere over livets rigdom og intensitet. Den undren må holdes frisk, og du skal holde dig i gang. Livet forandrer sig hele tiden ligesom naturen, og det skal mennesker også. Det er dér, jeg mener, at der er en pointe.

remar@kristeligt-dagblad.dk