Når brødet ofres på alteret

Det er tyndt som papir, smager som tungen ud ad vinduet og alligevel rummer det hele fortællingen om en af de mest skelsættende begivenheder i verdenshistorien.

Der er naturligvis tale om oblater, de små alterbrød af vand og mel, der sammen med et glas vin symboliserer Jesu legeme og blod, præcis som Jesus selv beskrev det, da han ved den sidste nadver delte brød og vin med sine disciple.

Men hvad betyder egentligt "oblat", som er endnu et af de ord, man kun møder i kirken, men måske ikke helt forstår?

Ja, først skal det siges, at ordet hverken betyder brød eller legeme, men faktisk er udtryk for en aktiv handling. Ordet oblat har nemlig sin rod i de latinske udtryk oblata og oblatus, der betyder henholdsvis "frembåret" og "ofret".

Historisk blev der faktisk ikke givet oblater ved nadveren, men i stedet almindeligt, syrnet brød. I 1100-tallet begyndte man dog i den vestlige del af den kristne kirke at skifte til oblater, mens man i den østlige kirke holdt fast og stadig bruger almindeligt brød. Nogle kilder påpeger, at oblatens form som en mønt henviser til, at den også kan betragtes som løsepenge for mennesket.

I Norden har man traditionelt givet ansvaret for produktionen af oblater til det ældste diakonissehus i det enkelte land. Og sådan er det også i Danmark, hvor oblaterne siden 1877 er blevet bagt på Alterbrødsbageriet, som hører under Diakonissestiftelsen i København.

Umiddelbart kunne man tro, at Alterbrødsbageriet derfor værnede om den traditionelle opskrift på oblater, men på bageriets hjemmeside kan man faktisk læse, at man bare skal røre to kilo hvedemel sammen med 2,35 liter vand og så ellers bare gå i gang med dej og pande.

Alterbrød betegnes dog ikke kun som oblater, men af og til også som hostie. Og selvom der stadig er tale om det præcis samme stykke alterbrød, er forskellen af stor teologisk betydning. Med hostie henvises nemlig til et alterbrød, der er blevet indviet, altså velsignet.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk