Disse grundlæggende retsprincipper deler samtlige vestlige, liberale demokratier. Principperne har derfor fundet deres naturlige placering som uomgængelige frihedsrettigheder i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

De ovennævnte frihedsrettigheder blev affødt af liberalismens opgør med despotiske kongemagter i Europa. Principperne så først lyset i Magna Carta og fik deres praktiske gennembrud i oplysningstidens England og i den amerikanske forfatning, hvor de udgør essentielle elementer i individets beskyttelse mod vilkårlige indgreb fra staten.

Formålet med disse frihedsrettigheder er at beskytte individet mod statsmagten, uanset at denne måtte være legitim og demokratisk, og uanset hvilken forbrydelse man måtte være mistænkt for.

Principperne skal garantere, at der tilvejebringes tilstrækkeligt bevis, og at der sker en retmæssig prøvelse af statsmagtens indgreb over for individet, i mangel af hvilken borgeren er prisgivet systemet.

Som en af den amerikanske forfatnings fædre, Alexander Hamilton, udtalte "har udøvelsen af vilkårlig fængsling til alle tider været tyranniets foretrukne og mest frygtindgydende instrument".

De nævnte frihedsrettigheder tjener dermed det enkelte formål at beskytte individet, og kun indirekte – ved at garantere et basalt element af frihed – samfundet som helhed. At ændre disse principper risikerer at ende i en retstilstand, hvor borgeren som udgangspunkt er skyldig, skal bevise sin egen uskyld og kan frihedsberøves uden objektiv begrundelse eller uafhængig domstolsprøvelse.

Ministeren udtaler, at retssikkerheden ikke skal mistes, og at vi ikke skal blive et "big brother-samfund". Dette kan man kun erklære sig enig i. Men man må sande, at der allerede er taget skridt i denne retning rundt omkring i den demokratiske vestlige verden.

USA, landet som har habeas corpus, en retfærdig rettergang og individets frihed som grundlag for dets forfatning, har vedtaget meget vidtgående lovgivning, som går stik imod disse rettigheder. Det samme har England. Også her i Danmark har vi indskrænket retsgarantier i terrorbekæmpelsens navn. Med terrorpakken er terrorlister, hemmeligholdelse af bevismateriale, intensive indgreb i privatlivets fred, omfattende registrering af borgeres aktivitet, videregivelse af private informationer, overvågnings- og indrapporteringspligter pålagt private, administrative udvisninger af udlændinge uden domstolsprøvelse og skønsmæssige brede terrorbestemmelser blevet en realitet.

Det er et faktum, at en række af disse indgreb tidligere blev anset for at være betænkelige af politikerne, men nu er blevet vedtaget uden tilbundsgående debat, alene fordi der er tale om en "kamp mod terror".

Det er uforståeligt, at ministeren tilsyneladende ønsker ydereligere underminering af civilisationsbærende frihedsrettigheder i "kampen mod terror" end hvad der allerede er sket i forbindelse med den danske terrorpakke.

Dette på et tidspunkt, hvor Danmark ikke har været ramt af et terrorangreb inden for landets grænser, og hvor PET tilsyneladende med de tilgængelige midler succesfuldt har kunnet afværge sådanne angreb og samtidig få visse potentielle terrorister dømt for forsøg. At PET uden så meget som at løsne et skud har kunnet forhindre terrorangreb må være det bedste vidnesbyrd om, at der ikke er yderligere behov for at stramme terrorlovgivningen.

Såfremt man skal gå på kompromis med basale frihedsrettigheder, må det være aldeles strengt påkrævet og som en midlertidig nødløsning. Denne situation tager de gældende menneskerettighedskonventioner rent faktisk allerede højde for, idet en række af frihedsrettighederne deri kan suspenderes "under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens".

Det gældende retssystem indeholder altså en vis fleksibilitet og er ikke en naiv selvmordspagt. Men kun som allersidste og tvingende nødløsning som følge af overhængende fare skal frihedsrettigheder ændres eller suppleres.

Det burde være klart, at situationen i Danmark ikke kræver sådanne desperate tiltag, uagtet at Danmark er involveret i en langstrakt krig mod terror, som indebærer, at fanatiske islamister drømmer om at træde vores frihed og levevis under fode.

Frihedsrettighederne bliver meningsløse, hvis de, hver gang en demokratisk nation udsættes for pres eller trusler, indskrænkes. Hele deres formål er nemlig at beskytte vores dyrebare frihed. Også når frie nationer kæmper mod dem, der vil undertvinge dem.

Frihedsrettighederne er således hverken forældede eller et problem i forhold til terror. At de betegnes som et problem af magtudøvende politikere, beviser, at de tjener deres formål og har deres berettigelse.

Per Stig Møller burde i denne forbindelse skele til USA og England, hvor disse landes højeste retsinstanser i en række tilfælde har erklæret indskrænkninger af habeas corpus og øvrige fundamentale retsgarantier for stridende mod henholdsvis den amerikanske forfatning og EMRK.

Senest har vores egen Højesteret – der normalt er ganske tilbageholdende – i tunesersagen gjort klart, at selv ikke terrormistænkte kan frihedsberøves uden en vis meningsfuld domstolsprøvelse. Et klart signal til det politiske liv om, at der er en grænse for, hvor langt man kan gå med indskrænkninger af frihedsrettigheder i kampen mod terror.

Disse domstole har dermed bekræftet, at vi i Vesten lever i retsstater, der ikke kan sættes ud af spil, hverken af fanatiske terrorister eller af skræmte politikere.

Jacob Mchangama er advokat og ekstern lektor i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet. og Andreas Sams Kambjerre er stud.jur.