1 / 4
Russisk militær i Georgien. -
- Vasily Fedosenko/Scanpix Denmark
11. august 2008
Rusland afviser at Georgien har indstillet kampene og kræver betingelsesløs tilbagetrækning fra Sydossetien
Rusland afviste i går, at Georgien har indstillet skydningen i Sydossetien, og kræver, at Georgien trækker sig betingelsesløst tilbage fra udbryderrepublikken.
Tidligere i går sagde Georgien, at det har beordret dets styrker, der er presset af Ruslands militære overmagt, til at indstille skydningen i udbryderrepublikken Sydossetien. Samtidig tilbød Georgien at forhandle med Rusland for at afslutte konflikten.
Kort efter erklæringen blev udstedt, blev en militær lufthavn og den internationale lufthavn i udkanten af Georgiens hovedstad, Tbilisi, imidlertid ramt af bomber. Oplysningen blev bekræftet af FN-observatører i Georgien.
Og Rusland erklærede umiddelbart efter, at det har modtaget en note fra Georgien, hvoraf det fremgår, at Georgien har indstillet sine militære aktiviteter i Sydossetien. Men ifølge Rusland er der fortsat kampe i området.
– Jeg gentog, at kun en betingelsesløs tilbagetrækning kan genskabe freden i området, sagde Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov efter en telefonsamtale med sin georgiske kollega i går.
Tidligere søndag bekræftede den russiske generalstab ellers, at den georgiske hær er på tilbagetog.
– Situationen er sådan: Vi bekræfter tilbagetrækning af georgiske styrker. Den georgiske side har indledt tilbagetrækning af tropper fra Tskhinvali (Sydossetiens hovedby, red.), sagde oberst Anatolij Nagovitsjin fra generalstaben og tilføjede, at russiske tropper nu kontrollerer det meste af byen.
Få timer forinden sagde det georgiske indenrigsministerium, at Georgiens militær har trukket sig ud af hele Sydossetien, hvor soldaterne har kæmpet imod separatister og russiske styrker om kontrollen.
– De har trukket sig helt ud, fordi der har været så store civile, georgiske tab, sagde talsmanden, efter at hæren i tre dage har kæmpet for at få kontrol med Sydossetien.
Men som tidligere i konflikten er mange oplysninger fra området modstridende og de gensidige beskyldninger mange.
I går var der fortsat ikke sikre oplysninger om antallet af dræbte. Russiske embedsmænd sagde, at 2000 mennesker er dræbt siden i torsdags. Fredag sagde Georgien, at 300 georgiere, overvejende civile, var dræbt.
Der var i går også forlydender om, at Rusland og Georgien er enige om at etablere sikre korridorer for civile, der vil ud af Sydossetien, men det var ikke umiddelbart klart, hvornår sådanne korridorer kan være etableret.
Også oplysninger om den russiske flådes aktiviteter var modstridende.
Russiske nyhedsbureauer rapporterede, at russiske krigsskibe havde iværksat en blokade for at lukke af for våbenforsyninger til Georgien. Men det afviste den russiske flåde senere i går.
Flåden har base i den ukrainske havn i Sevastopol, og meldingerne tidligere på dagen fik Ukraine til at true med, at skibene ikke kan vende tilbage til Sevastopol.
– Ukraine forbeholder sig ret til at forbyde krigsskibe og fartøjer, der deltager i aktionen, i at vende tilbage til ukrainsk territorium, indtil konflikten er løst, hed det ifølge Interfax i en erklæring fra Ukraines udenrigsministerium.
Samtidig opstod der søndag stigende bekymring for, at konflikten breder sig til Abkhasien, en anden oprørsregion i Georgien.
Separatisterne i Abkhasien mobiliserede i går deres militærstyrker og sendte 1000 soldater til den strategiske Kodorikløft, meddelte separatistledelsen i Abkhasiens hovedby, Sukhumi.
Samtidig citerede nyhedsbureauet Interfax Abkhasiens leder, Sergei Bagapsh, for at sige, at over 4000 georgiske soldater er opmarcheret nær grænsen til den georgiske udbryderrepublik Abkhasien.
Abkhasien kæmper i lighed med Sydossetien for at rive sig løs fra Georgien. Begge regioner har et tæt forhold til Rusland.
Tidligere i går sagde en talsmand for Georgiens indenrigsministerium ifølge Reuters, at Rusland har indledt en operation, der sigter på at storme Kodori-kløften.
Kløften kontrolleres af georgiske styrker og regnes for at være strategisk. Der er også politistationer i kløften, hvor georgierne beskytter en rivaliserede pro-georgisk, abkhasisk ledelse.
FN har internationale observatører i Abkhasien, herunder fem danskere, og FN har advaret om, at konflikten om Sydossetien kan brede sig til Abkhasien. /ritzau/Reuters
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad