Nu ved jeg ikke, hvad der er mest forargende: at sige sandheden eller at fortie den.

Per Holbo Rasmussen, Bodil Kornbek og hendes støtter mener åbenbart, det er vigtigere at tale med tunger, der fragår den sandhed, som partiet blev grundlagt efter: at abort er at tage livet af ufødte børn og at det er uforeneligt med det at være kristen.

I alle andre sammenhænge fordømmer vi folkemord, blot er det åbenbart svært for Per Holbo Rasmussen af se aflivningen af uskyldige ufødte børn for offentlighedens regning som værdig til at fortjene indsigelse.

Per Holbo Rasmussen synes åbenbart, det især er synd for kvinderne, fordi de dermed kan kaldes for mordere eller potentielle mordere, bare de overvejer tanken om abort.

Og det er så sandelig også en forkvaklet opfattelse, at kvinderne skal hænge på den betegnelse - helt alene - for sandheden er jo den, at der eksisterer en meget stor sammensværgelse imod de ufødte, som de kvinder, der mener de har retten til at bestemme over deres egen krop og dermed fordrive et andet menneskes sjæl og krop, har været med til at cementere.

Ja, hvem har ikke set fordelen i disse fordrivelser af uskyldigt liv, både kvinder, mænd og samfundet som helhed, hvoraf flertallet mente at kunne slippe lettere ud af en situation, som jo kunne blive både tyngende, bekostelig og nærmest uoverkommelig, hvis det indkommende liv skulle tages vare på på betryggende måde.


Og i stedet for at stå fast på vore Gudsskabte værdier og løfte opgaven i samklang dermed, solidarisk og medmenneskeligt, så begyndte vi at tage en gevaldig bid af det æble, som slangen rakte os og fordrev i stort mål det uskyldige liv, som var kommet til verden i moders liv, til en helt anden dimension, som ikke længere besværede os.

Troede vi!

Indtil det viste sig, at æblet var både råddent og uspiseligt.

Mødre, fædre, bedsteforældre, søskende, samfund blev ikke lettede for byrder og sorger, for trods stædige forsøg på at fordøje æblet viste det sig, at det var umuligt. I stedet for gav det sygdom og bragte endnu værre tilstande med sig end dem, man havde villet fordrive.

Glædesløse fysiske og psykiske tilstande efter fordrivelsen, en evig sorg, et evigt savn, et evigt tomrum, evige skarer af fordrevne uskyldige ufødte "lever" nu i arrene i vore kroppe, i vore tanker og i vore sjæle mere eller mindre bevidst, men de er der, som en meget tung og livløs arv.

Og fik vi så ønskesamfundet med ønskebørnene og ønskefamilierne, det perfekte liv, vi sådan ville tiltvinge os? Nej da, for hvordan skulle noget perfekt kunne bygges op på drab og mangel på medfølelse?

Livet i samklang med Guds værdier når vi ikke ved at slå ihjel, men ved at hjælpe hinanden. Ikke ved at tro at vi kan skalte og valte med livet, som det nu passer os, men ved at byde det velkomment og tage vare på det, så godt vi formår.

Derfor er det godt, at en ny formandskandidat træder frem, der tør tale ord, der igen minder os om partiets oprindelige grundsyn og tradition, som intet har med fordømmelse at gøre men med sandheden om at passe på den Gudsskabte natur.

Nu lykkedes det mig så endelig at finde ud af debatten her på Kr.Dagblad, så jeg vil gerne uddybe min holdning til emnet.

Det er jo trods alt mig, der står for skud her.

For det første:
For mig og for KD er livet ukrænkeligt fra undfangelsen. Det betyder, at vi under ingen omstændigheder kan gå ind for den såkaldte "fri" abort.

For det andet:
Sandheden skal man altid kunne sige, men der er mange måder at sige sandheden på og Kirkegaards er i mine øjne den forkerte måde.

Spørgsmålet er nemlig, hvor vi skal lægge fokus: skal vi lægge den på skyld og pege fingre og sige til den abortsøgende kvinde, lægen og sygeplejersken: "Du har slået ihjel" eller skulle vi hellere fokusere på, hvordan vi gør noget ved problemet?

Jeg mener det sidste. Jeg har ikke samvittighed til en hensynsløs idealisme uden plads til mennesker. Jeg har ikke samvittighed til at sige: "du har slået ihjel" for derefter at stille mig i kø ved håndvasken vel vidende at mit budskab ikke har nedbragt aborttallet med så meget som blot én eneste abort.

Imens bliver der foretaget 15.000 aborter årligt.

Det tal skal vi have bragt ned og skal det lykkes, må vi gå i dialog med dem, der ikke er enige. Den dialog må starte med livet - ikke med døden og skylden.

Jeg er ikke bleg for at sige, at det er menneskeliv, det drejer sig om. Jeg er heller ikke bleg for at sige, at nogen i egoisme udnytter og i nogle tilfælde omgåes den danske lovgivning på området.

Men at sætte alle abortsøgende kvinder i bås som drabsmænd er at gå for langt. Fordømmelsen er under den nuværende ledelse bragt ud af retorikken og den skal vi ikke have ind igen. Som også Jens Møller har måttet erkende i interviewet forleden i Kr. Dagblad, så løftede vi i 70´erne idealerne så højt, at vi mistede jordforbindelsen og var ubarmhjertige.

Ubarmhjertighed har i min optik aldrig været en god kristen værdi.

citat:
Sandheden skal man altid kunne sige, men der er mange måder at sige sandheden på og Kirkegaards er i mine øjne den forkerte måde.

Spørgsmålet er nemlig, hvor vi skal lægge fokus: skal vi lægge den på skyld og pege fingre og sige til den abortsøgende kvinde, lægen og sygeplejersken: "Du har slået ihjel" eller skulle vi hellere fokusere på, hvordan vi gør noget ved problemet?



Karlo: Jeg synes at du argumenterer på en underlig måde. Jeg går ind for at abort skal forbydes ved lov (jeg kender ikke Kirkegaards holdning i detaljer), men jeg kan ikke finde mig selv i dine påstande. Jeg kan da selvfølgelig ikke drømme om at pege fingre og udelukkende lægge skyld på kvinden der ønsker abort. Når offentligheden legaliserer abort lægges der netop et pres på hospitalsvæsenet. Indtil videre har offentligheden bedt hospitalsvæsenet om at afbryde livet for ½ million ufødte danskere indenfor de sidste 30 år. Jeg kender mange ansatte der har det dårligt på den konto.
Den gravide sættes i en forfærdelig situation. Abort er altid en mulighed, så hun er tvunget til at overveje om ”barnet er ønsket eller ej”. Allerede her starter det umenneskelige. Kvindens omgivelser kan evt. også lægge et umenneskeligt pres.

I dag er 10% af alle danskere uønsket, og ”fjernes” derfor med samfundets støtte og accept som værende en naturlig del af ”danskheden”. Hvilke tanker giver det ikke for de ”overlevende”.

Per Holbo: "Du har slået ihjel"

Karlo: JA – kvinden har slået ihjel, men alle vi danskere må i fællesskab bære skylden, for vi tillader abort. Jeg peger IKKE fingre ad kvinden for hun er ofte den svage part i dette spil, jeg peger heller ikke fingre ad den kvinde der f.eks. får barnet fjernet fordi det har et handikap (stor eller lille). Men jeg er VRED på samfundet der muliggør disse forfærdelige valg.

Per Holbo: At sætte alle abortsøgende kvinder i bås som drabsmænd er at gå for langt.

Karlo: Jeg vil ALDRIG nogen sinde kalde disse kvinder ”drabsmænd”, og det er et ord jeg næsten aldrig hører i min omgangskreds. Kvinderne har (af den ene eller anden grund) taget imod samfundets tilbud om abort. Provokeret abort er og bliver ”drab”, men ordet ”drabsmand” dækker dårligt over de implicerede parters handlinger – samfund (legaliserer) - kvinde – kvindens omgivelser – læge – sygeplejerske. Jeg vil kalde kvinden ”drabsmand” hvis hun gør det i hemmelighed i et samfund hvor abort er forbudt, men så længe samfundet legaliserer/hjælper (nogle læger ligefrem opfordrer)kan kvinden ikke kaldes "drabsmand".

Karlo til Per Holbo: Når du argumenterer for den ene eller anden holdning, vil du så ikke være så venlig at ”holde bolden på egen banehalvdel”. Jeg føler at du skyder mig flere ting i skoene som jeg overhovedet ikke kan nikke genkendende til, og det gør mig ked af det – jeg tænker ”tror de virkelig at jeg er et uhyre” (eller noget lignende) – Jeg er selvfølgelig godt klar over at sådan tænker du ikke – men sådan opleves det når jeg læser dit indlæg.

Mine argumenter skal kunne klare sig selv, uden at jeg sætter andres holdninger i et kunstigt dårligt lys!

Ps. Hvis jeg har skudt dig ting i skoene som du ikke ”kan stå inde for” må du endelig reagere.

Med venlig hilsen
Karlo Brondbjerg

Jeg er bange for, vi ikke vil kunne ændre på noget uden at have det grundlæggende i orden: at et liv er et liv fra undfangelsen til naturlig død og at slå dette liv ihjel er drab.

Det har intet med fordømmelse at gøre, men er et logisk og indlysende fundament, som ikke kan fraviges uden at tingene forvrides og fordrejes.

Sandheden kan siges på mange måder, ja, men den kan også siges så udvandet, at ingen kan høre det forfærdeligt alvorlige budskab, som sandheden i dette tilfælde har til os og som vi så nødigt vil høre.

Men der er intet barmhjertigt i at glatte ud og føre sig selv og hinanden bag lyset. At leve på en løgn, gør blot ondt værre.

At erkende, hvad man har gjort, sætter fri, for så kan man angre og forbedre sig.
At erkende, hvad man er i gang med, kan hjælpe os til at stoppe op og nå at afbøde noget af skaden.
At erkende, hvad man kan blive fristet til, kan hjælpe med til at forberede sig,så man ruster sig bedre til at overvinde fristelsen og finde andre og bedre veje.

Ubarmhjertighed er at lade være med at kalde tingene ved deres rette navn i misforstået omsorg for personer og et samfund, som ubarmhjertigt slår over 15.000 forsvarsløse liv ihjel om året.

Det ubarmhjertige og hensynsløse ligger i ikke at ville forsvare den svageste part, det ufødte barn og hævde dets livs ukrænkelighed som ligeså værdifuldt som alle andre menneskers.