Da jeg mødte præsidenten

Flere af mine kontakter havde udtalt, at jeg burde møde præsidenten, men statssekretæren havde meddelt, at Eduard Sjevardnadse ikke modtog nogen for øjeblikket på grund af urolighederne i landet.

Derfor var det overraskende for mig, da jeg blev ringet op og fik at vide, at præsidenten ville møde mig ”i morgen kl. 12”. Tilmed var det juledag (den 7. januar).

Her fik jeg en overstrømmende modtagelse, som om jeg var en indflydelsesrig politiker. Vi gik mod hinanden i en kæmpe sal med en rød løber. På midten mødtes vi, og Sjevardnadse udtrykte sin glæde over at møde mig og takkede mig for, hvad jeg havde gjort for hans land, men også for, hvad jeg havde gjort for de tidligere sovjetiske republikker.

Præsidenten fortalte, at han selv var kristen, og at han var blevet døbt af patriarken Illia II to måneder tidligere. Han anså det for vigtigt i landets situation, at man kom tilbage til den kristne tradition, og at forståelsen for dette kunne fremmes ved, at Bibelen kom ind i alle unge hjem.

Men det vigtigste for præsident Eduard Sjevardnadse var, at dette kunne kombineres med fokus fra den vestlige verden og i det hele taget større kontakt med Europa og Amerika.

Præsidenten fortalte mig om de enorme vanskeligheder, som landet er i, og at borgerkrigen i Ab-khasien var det største problem. Han sagde, at der aldrig havde været etniske eller religiøse problemer mellem folkegrupper i Georgien, men at problemerne blev påført dem udefra af personer med ond vilje mod det selvstændige Georgien.

Det blev ikke direkte sagt, at det var Rusland, men indirekte var det næppe til at tage fejl af.

Senere på samme rejse mødte jeg den daværende undervisningsminister Konstantine Gabasjvili, som er lingvist og etnolog. Han gav mig et grundigt indblik i problemerne i Ossetien. Ligesom præsidenten begyndte han med at understrege, at Georgien altid havde levet i fredelig sameksistens med alle etniske og religiøse grupper.

En væsentlig årsag til problemerne i dag var efter hans mening, at man et år efter sovjethærens invasion af Georgien opdelte landet i fire ”autonome” republikker. Det var Josef Stalin, som var georgier, der gjorde dette i 1922 for derved at opnå større indflydelse, således at han havde stemmer fra fire republikker. De fire republikker var Ossetien, Abkhasien og Adsjarien, og resten forblev Georgien.

udland@kristeligt-dagblad.dk