Danskerne vil altid være Nordens mindst religiøse

Det skyldes alt sammen først og fremmest de forskellige vækkelsestraditioner, der blev grundlagt i 1800-tallet i kølvandet på demokratiseringen af Europa.

– Traditionerne voksede sig hurtigt større og stærkere i vores nabolande, og vækkelserne varede i længere tid. I Finland har prædikanterne været udbredte langt op i det 20. århundrede, og det har præget kirken og synet på kirken i en traditionel og – for danskerne at se – konform retning, siger Hans Raun Iversen.

Forklaringerne på, at det gik sådan, går i flere retninger. Rent demografisk bor vores naboer på et langt større landeareal, hvilket har gjort det sværere for kirken at styre udviklingen. I Danmark var landet generelt rigere, vejene bedre og centralmagten stærkere, og derfor kunne kirken i højere grad kontrollere vækkelserne og styre de reaktioner, der kom, forklarer regionssociolog på Københavns Universitet, Morten Warmind:

– Og så havde vi ikke mindst Grundtvig. Han havde evnen til at gribe nogle af de budskaber, vækkelsesprædikanterne havde, og omtolke dem til noget mere nationalromantisk i en form af selvironisk nationalideologi. Hans idé om folkets kirke slog stærkt igennem og gjorde danskerne forhold til kirken mindre dogmatisk end i resten af Norden. Men det kunne altså kun ske, fordi infrastrukturen var så god og centralmagten så stærk.

Med Grundtvig fulgte samtidig, at kirketilhørsforholdet og nationalfølelsen kom til at hænge tæt sammen – uden at det nødvendigvis resulterede i et religiøst engagement. Vi ville ikke ”gribes”, siger Warmind:

– Det er blevet en indgroet del af den danske selvopfattelse, at vi tager afstand fra alle former for fundamentalisme. Hvis nogen blev eller bliver ”grebet” af eksempelvis helligånden, trækker de fleste på smilebåndet. Og det tror jeg også hænger sammen med, at vækkelsesprædikanterne aldrig fik så godt fat i danskerne.

Og sådan bliver det ved med at være. De religiøse strukturer, der blev skabt for 200 år siden, er fortsat styrende, mener Hans Raun Iversen. Den religiøse profil, man som nation fik dannet efter reformationen og vækkelserne, er de stærkeste markører for, hvorfor vi tror forskelligt i Norden.

– Somme tider forestiller vi os, at vi selv opfinder nye former for religioner. Og nogle gange kan der da også opstå debatter, der får titusinder til at melde sig ud af eller ind i kirken. Men de store perspektiver ændrer sig utrolig langsomt. Det vil undre mig, hvis det ikke om 10 eller 50 år eller langt mere fortsat vil være sådan, at man i Danmark går ind i kirken med træsko på, mens der i de andre nordiske lande vil være en fornemmelse af at gå ind i et hus, der ikke er deres eget.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk