En konflikt gentager sig selv

Det fik straks osseterne på barrikaderne, og en række voldelige sammenstød sendte flere tusinde på flugt. Konflikten blev sat på vågeblus ved, at der i 1992 på russisk initiativ blev sluttet våbenhvile, og der blev indsat fredsbevarende styrker med ossetere og georgiere, men også russiske soldater.

Og netop Ruslands ageren i Sydossetien har været en torn i øjet på Georgien. Russerne har siden våbenhvilen underbygget deres interesse i området med handelsaftaler, den russiske rubel er den gangbare mønt, og indbyggerne er i stor stil blevet forsynet med russiske pas, så borgerne af Rusland nu bliver betragtet som russere.

– Ruslands politik er drevet af en blanding af følelser og beregning. De russiske sikkerhedsmyndigheder sætter pris på osseterne, som har været russiske allierede i mere end 250 år, mens de hader georgierne for deres anti-russiske nationalisme og deres alliance med USA, påpeger Anatol Lieven.

Han fortsætter, at Rusland netop har set Sydossetien som et middel til at holde Georgien inden for den russiske interessesfære. Et synspunkt, som David Clark fra organisationen Russian Foundation er enig i.

– Rusland forsøger at genoprette den interessesfære, som de betragter som en del af deres fødselsret, påpeger David Clark i avisen The Guardian.

David Clark understreger også, at Georgien og præsident Mikhail Saakashvili har en stor skyld i konfliktens genopståen.

– Han har vist sig at være et stykke fra den demokratiske rollemodel, som han blev udråbt til. Mange af hans tidligere beundrere er chokerede over hans stadig mere autoritære tilgang, siger David Clark. Men han tilføjer, at trods fejl er der ikke hold i russiske påstande om folkemord.

I den aktuelle konflikt handler det om, at han har undervurderet russernes vilje til at reagere militært.

Anatol Lieven påpeger, at Rusland og Vladimir Putin gentagne gange har sagt, at Rusland ville gribe ind, hvis Sydossetien blev angrebet. Georgien har over for Vesten påstået, at de bluffede.

– Det gjorde de ikke, konkluderer Anatol Lieven tørt.

Samtidig er krigshandlingerne i Sydossetien måske kun den spæde begyndelse i Kaukasus-området, der er et uhyre kompliceret kludetæppe af etniske og religiøse grupper.

Inden for Georgiens officielt anerkendte grænser befinder sig nemlig endnu en udbryderregion, Abkhasien, og situationen i Ab-khasien minder til forveksling om situationen i Sydossetien.

Abkhasien havde som Sydossetien status som ”autonomt område” i sovjettiden. Trods abkhasiske protester over at blive frataget denne status af Georgien var området forholdsvis roligt indtil midten af 1992, hvor georgiske styrker for at ”beskytte” jernbaneforbindelsen til Rusland besatte den abkhasiske hovedby, Su-khumi. Det førte til, at abkhaserne – med russisk støtte – indledte en modoffensiv i efteråret i 1992. Efter et års hårde kampe var 250.000 etnisk georgiske indbyggere fordrevet fra området, og fredsbevarende russiske soldater sørgede for at opretholde status quo. Også her har Rusland efterfølgende udstedt russiske pas til indbyggerne.

Indtil videre er det ”kun” blevet til militær rumlen i Abkhasien, men situationen bliver mere og mere spændt.

Og kigger man ud over Georgiens grænser, er der rigeligt af konflikter at tage af i området.

Armenien og Aserbajdsjan har opretholdt en kold fred siden 1994 om Nagorno-Karabakh, en armensk befolket enklave i Aserbajdsjan.

I det sydlige Rusland har især situationen i det muslimsk dominerede Tjetjenien trukket overskrifter gennem årene. Mens der nu er relativ ro i Tjetjenien efter en brutal russisk indsats mod oprørerne, har der på det seneste været flere bombeattentater i naboprovinsen Dagestan.

norum@kristeligt-dagblad.dk

andreasen@kristeligt-dagblad.dk