Israel beskyldes for at have en finger med i krigen mellem Rusland og Georgien. Israel har angiveligt omkring 1000 militære rådgivere i Georgien
Kombinationen af en hebraisk-talende, jødisk georgisk forsvarsminister og et væld af eks-israelske militæreksperter med sans for lukrativ forretning har betydet, at Israel og Georgien i løbet af de seneste år kastet sig ud i et omfattende militært samarbejde.
I de israelske medier omtales Georgien som et eldorado for våbenhandlere, og i Georgien går man så langt som til at sige, at den georgiske hær er bygget efter den israelske model.
Ifølge Israels største dagblad, Yediot Ahronot, har Israel omkring 1000 militære rådgivere i Georgien og eksporterer årligt våben for mere end en milliard kroner til Georgien. Blandt de fremtrædende israelske rådgivere er Gal Hirsch og Israel Ziv, der spillede nøgleroller i Israels bekæmpelse af palæstinensiske terrororganisationer under intifadaen. Også Roni Milo, tidligere borgmester i Tel Aviv, er involveret i rådgivning af den georgiske hær.
Den situation er ikke kun skabt, fordi Israel gør meget for at sælge sin ekspertise og militære isenkram på den internationale scene, men også fordi Georgiens hebraisk-talende forsvarsminister, David Kezerashvili, har et hjerte, der banker for Israel. David Kezerashvilis bedstemor bor i Israel, og han har selv gået på gymnasiet i Tel Aviv forstaden Holon.
– For hver israelsk agent, der repræsenterer et israelsk våbenfirma, vedhæfter Georgien en fætter til forsvarsministeren, der kan hjælpe med at åbne de rette døre, skriver det israelske dagblad Maariv.
Ifølge den israelske analytiker Shraga Elam nyder både Israel og Georgien godt af venskabet.
For Israels vedkommende er Georgien et økonomisk eldorado og samtidig en måde at skabe en magtbalance over for Rusland på.
Israel håber, ifølge Shraga Elam, at være i stand til at presse Rusland til at annullere salg af visse våben til Iran, hvis Israel selv holder igen med salg af offensive våben til Georgien. For Georgiens vedkommende betyder venskabet med Israel, at hæren har fået nye muligheder for at lytte med på russiske telelinjer og overvåge grænseområder og troppebevægelser med ubemandede spionfly fra den israelske våbenindustri.
I tirsdags sendte det israelske flyselskab, El Al, to fly til Tblisi for at evakuere flere end 300 israelske statsborgere fra krigsområdet. Ifølge det israelske dagblad Ha’aretzhavde de israelske militæreksperter allerede forladt Georgien, da krigen brød ud.
allan@kristeligt-dagblad.dk