Af Anne Korsholm |
7. august 2006
I terapi: Kemi, fornemmelse og god kommunikation er basis for et vellykket forløb hos en terapeut
Det kan være en lille ting, som udløser det. Noget chefen sagde. At ægtefællen ikke gider snakke eller det modsatte: vil være alt for tæt.
Men det kan også være en større ting. Skilsmisse, dødsfald eller en ubehagelig barndom, der ikke vil lade en i fred. I hvert fald drypper en sidste dråbe i bægret med svære, uløselige ting, og man beslutter sig for, at nu skal det være.
Man vil videre, udvikle sig, så livet bliver til at holde ud. Så man slår op i telefonbogen eller på internettet og ser række efter række af navne på psykologer og psykoterapeuter og nogle med mere eksotiske terapeut-titler. Men hvem skal man ringe til? Hvad skal man kigge efter? Spørge efter?
Kristeligt Dagblad har spurgt sig for hos Dansk Psykolog Forening og Psykoterapeut Foreningen.
– Spørg først hvad det koster. Typisk ligger prisen på mellem 500 og 1000 kroner. Der findes billigere terapeuter, som måske er nyuddannede og dermed heller ikke så erfarne, siger Erik B. Smith, som er gestaltterapeut og formand for Psykoterapeutforeningen.
Han anbefaler også, at man spørger til afbudsreglerne, hvis man bliver syg eller af andre grunde ikke har lyst til at møde op. Så kender man rammerne og kan aftale en tid, hvor man mødes.
– Man skal fornemme om kemien er i orden, og om der er ordentlig kontakt, siger Roal Ulrichsen, formand for Dansk Psykolog Forening.
Ifølge ham kan man forvente, at psykologen første eller anden gang skitserer problemet og det forløb, klienten skal igennem, og at man laver en mundtlig kontrakt. Kontrakten skal sørge for, at der er rammer omkring terapien, og på den måde bliver det også meget tydeligt, hvis klienten bryder rammerne ved at komme for sent eller slet ikke komme. Og det kan gøre et problem tydeligt, for sandsynligvis gør klienten det samme i sit almindelige liv.
– Kontrakten hjælper også, hvis klienten får lyst til at afbryde behandlingen, fordi det føles ubehageligt, når man kommer ind til kernen af et problem, siger Roal Ulrichsen.
Erik B. Smith mener, at man godt kan forvente, at man er lidt lettere om hjertet allerede efter første gang. Man skal fornemme, at terapeuten vil lytte uden at fordømme, og man skal have en klart fornemmelse af at "det her kan man bruge".
Til gengæld bryder han sig ikke om at lave mundtlige kontrakter.
– Hvis klienter går, så skal man lade dem gå. Det er deres ansvar, og hvis de har været trygge undervejs, så skal de nok vende tilbage, siger Erik B. Smith.
Mange går i terapi hver fjortende dag i hvert fald i begyndelsen, men det er op til klienten, understreger Erik B Smith. Det er klienten, som betaler, og hvis han kun vil komme hver måned, kan man sige, at det er meningsløst, men det er altid klientens valg.
Han advarer mod terapeuter, som forsvarer sig eller forklarer sig i lange baner. Historier om terapeutens egne traumer og oplevelser skal heller ikke fylde terapirummet.
– Det er klientens scene, understreger han.
Dansk Psykologforening advarer mod terapeuter, der ikke holder sig professionelle. I perioder kan en klient måske synes, at terapeuten er fantastisk og måske blive forelsket i vedkommende. Det kan være en del af klientens process, og ikke noget terapeuten skal sole sig i. Klienten kan også komme til at føle sig meget afhængig af psykologen, og det skal psykologen selvsagt heller ikke udnytte. Målet er altid at sende klienten ud af døren som voksen, siger Roal Ulrichsen og tilføjer, at klienten må føle, hvad han vil, mens psykologen eller terapeuten skal være medfølende, og hele tiden strengt professionel.
Erik B. Smith er enig i, at terapeuten skal forblive professionel, men han er åben for, at der kan være situationer, hvor man som professionel gør noget helt usædvanligt.
– Jeg havde engang en ung kvinde med aids som klient. Første gang hun kom, spurgte hun mig, om hun måtte sidde på mit skød og blive holdt om. Det gav et gib i mig. Men jeg tænkte på, at hun var syg og ikke havde nogen fysisk kontakt, og så sagde jeg ja. Jeg var meget opmærksom på hendes og min egen reaktion. Næsten gang spurgte hun om det samme, og jeg sagde ja. Først den 11. gang hun kom, sagde hun selv, at nu havde hun ikke brug for det mere, fortæller han.
Begge formænd understreger, at psykiske sygdomme skal tages alvorligt. Erik B. Smith anbefaler, at man som psykoterapeut henviser til læger eller psykiatere, Roal Ulrichsen anbefaler, at psykologen samarbejder med andre fagpersoner.
Der kommer også en dag, hvor et vellykket terapeutisk forløb stopper. Roal Ulrichsen anbefaler at man laver kontrakter på et fastsat tidsrum, som eventuelt kan genforhandles, når et mål er nået og et andet presser sig på.
Erik B. Smith siger, at man skal stoppe, når man nogle gange er gået fra terapeuten med en fornemmelse af, at det var rart at se ham, men at samtalen også handlede mest om almindelige ting.
– Terapi skal ikke være en stok, men hjælp til at lære at gå, siger han og anbefaler, at man ikke bare melder afbud, men siger rigtigt farvel.
– For de fleste mennesker, har det været et vigtigt forløb, og det er godt at slutte det ordentligt. Måske kan terapeuten samle lidt op om forløbet og sige, hvad han ser, at der er sket undervejs.
korsholm@kristeligt-dagblad.dkDet kan de
**Psykolog er en lovbeskyttet titel, som kun må bruges af mennesker, der har en universitetsuddannelse og mindst to års praktisk erfaring med mindst 160 timers personlig supervision.
**En psykoterapeut i Psykoterapeutforeningen har en fireårig terapeutuddannelse, har selv været i løbende terapi og er fortsat i supervision.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad