En smutter eller en bevidst udeladelse?

Et besøg denne sommer på den muslimske borg Alhambra i Spanien har endnu en gang mindet mig om den islamiske kunsts ufattelige skønhed. En samtale forrige år med en buddhist i Cambodja lukkede mine øjne op for de meget værdifulde elementer i buddhistisk etik. Og jødisk litteratur indeholder dybe indsigter i både bibelske tekster og menneskelivet, som kan overraske og berige en kristen læser. Jeg ved af erfaring, at læsning af Elie Wiesels meditationer over bibelske personer kan sætte nye tanker i hovedet på en kristen forkynder. Så vel kan vi lære noget af de andre.

Det var påmindelserne. Uklarhederne er i sagens natur vanskeligere at få greb om. Kjærs uklare bidrag i debatten knytter sig blandt andet til forholdet mellem dialog og det kristne vidnesbyrd, som kan lede mennesker til tro. Kjær taler om, at dialogen "ikke sigter mod at omvende nogen", men om at lære af hinanden. Måske er det rigtigt, men kristne er vel altid fundamentalt smittefarlige? Er det ikke en af de pointer, vi kan uddrage af Apostlenes Gerninger, at de første kristne drev mission i dialogen? Ikke ved siden af dialogen.

Helt forvirrende bliver det, når vi kommer til udtryk som, at Helligånden er "virksom i alt, hvad der er kærligt, skønt, fredeligt og retfærdigt."

Måske er det rigtigt; men hvad betyder det? Kan man ikke gøre, sige eller skrive noget kærligt, skønt, fredeligt eller retfærdigt på fælles menneskeligt grundlag? Skal man være skabskristen og helligåndsinspireret for at gøre det? Er den logik ikke en underkendelse af første trosartikel? Eller skal Kjærs ord forstås sådan, at den smukke islamiske kunst, Elie Wiesels litteratur og buddhistisk etik i virkeligheden er åbenbaringer af Kristus, som de pågældende ophavsmænd bare ikke selv gennemskuer? Og er det ikke rimeligt respektløst over for dem? Hvor bliver der i så fald af den luthersk bekendelses betoning af, at Ordet, dåben og nadveren er Helligåndens midler, som rækker os Kristus? Eller er den betoning bare en smutter fra reformatorerne?

Hermed nærmer vi os artiklens himmelråbende udeladelse. For den kristne tro har på bundlinien aldrig antydet, at der intet sandt eller smukt er i andre religioner. Men den har påstået, at der ikke er givet mennesker noget andet navn end navnet Jesus, i hvilket der er frelse (ApG. 4,12). Altså, at midt i al smuk, sand og etisk værdifuld erkendelse, så leder andre religioner til fortabelse, fordi de ikke leder til Kristus. Og det er i det lys, det giver mening at tale om noget dæmonisk i de religioner.

Det er denne klassisk kristne bekendelse, jeg savner i Kjærs artikel. Det kan være en smutter, at den ikke er der. Fair nok, det kan der rettes op på. Men det kan også være en bevidst udeladelse. Altså, at Kjær på dette punkt har forladt den fælles kristne bekendelse og ikke kun regner med én vej til fællesskab med Gud.

Nogle af Kjærs udtryk kan – isoleret betragtet – faktisk godt forstås sådan, at det er muligt uden om troen på Kristus at møde Gud som "vor kærlige far". Og det er vist ikke kristendom!

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen