Langt fra tidligere tiders paradis

Omverdenen anser Abkhasien for en udbryderrepublik i Georgien – men i realiteten fungerer Abkhasien som en stat med regering, præsident, domstole, flag og grundlov. Den tildeler pas, og besøgende kan få visa – via e-mail.

Økonomien i landet består af køkkenhaver, landbrugsproduktion, vin, nødder og småhandel samt af halvanden million russiske turister, som hvert år bader ved Sortehavskysten.

Det er kun få uger siden, at moderen til den russiske ni-årige Maxim vurderede, at det var trygt at sende ham på ferie hos bedstemor Valentina Kuprijanova i Gali-regionen, grænselandet til Georgien.

Men så kom krigen. Og nu ved bedstemoderen ikke, hvordan hun skal få Maxim trygt hjem. Han er fanget i den abkhasisk-georgiske konflikt, akkurat som hans mor og bedstemor var det i 1990’erne.

Dengang måtte Valentina Kuprijanova gemme datteren for soldaterne. Under krigen blev indbyggerne i Gali plyndret af soldater fra begge sider, både abkhasiske og georgiske. De tømte offent-lige depoter, skoler og stjal fra folk i deres egne lejligheder.

– Vi gemte hende en nat på verandaen i en kartoffelsæk, selvom det var vinter og kraftig vind fra havet, husker hun.

Det var kun kvinderne, der kunne begrave de døde. Mænd, der nærmede sig kirkegården blev skudt.

Den abkhasisk-georgiske krig endte med formel våbenhvile i 1994. Abkhazerne havde fået kontrol med området, og 250.000 georgiere var drevet på flugt ind i Georgien.

På mange måder præger krigen fortsat livet i Abkhasien. Infrastrukturen er ødelagt, og genopbygningen er ikke begyndt. Strømmen kommer og går, vandet er væk, og der er intet arbejde at få.

Valentina, hendes søster og datteren overlever takket være en køkkenhave, en ko og en hest.

Før krigen – da hun arbejdede i en børnehave – var haven blot en hobby. Nu må hun og familien leve af det, den giver: mandariner, citroner, tomater, agurker, bønner, majs, æbler, hindbær, kål og salat samt æg fra høner og noget honning fra bier.

– Indtil sidste år havde vi grise, og vi kunne bytte kødet med sæbe, stegeolie og vaskepulver i Gali. Men en sygdom tog alle grisene, siger hun.

Familien ser russisk og abkahsisk tv. De følger med i nyhederne og har længe frygtet optrapningen af konflikten med Georgien.

Siden russerne i april formelt standsede sin økonomiske blokade af Abkhasien, har georgierne anklaget Rusland for en ”de facto” annektering af Abkhasien. Rusland opfordrer abkhaserne til at stemme ved russiske valg og tilbyder indbyggerne russiske pas samt russiske pensioner.

Spændingen blev udløst i en ny krig, da Georgien angreb Sydossetien den 8. august. Allerede to dage efter mobiliserede Abkhasien også – under dække af sin venskabspagt med Sydossetien – og gik ind i Kodori-dalen, som georgierne genvandt fra Abkhasien i 2006.

På mange måder er den nye krig bare en fortsættelse af den gamle konflikt.

– Rødderne til konflikten går tilbage til tsartiden, siger den abkhasiske udenrigsminister, Sergej Sjamba, som før krigen var professor i historie på universitetet i Sukhumi.

Ifølge ham har området været en enhed helt siden 800-tallet. Navnet ”Abkhasien” er nævnt allerede i romerske kilder, og området blev kristent i 600-tallet. Etnisk og sprogligt hører det til det øvrige Nordkaukasus.

I 1810 havnede Abkhasien under russisk overherredømme under tsarenes erobring af Kaukasus. Først under den sovjetiske borgerkrigen i 1921 blev Abkhasien igen selvstændigt som egen sovjetrepublik.

Selvstændigheden fik dog en brat ende med Stalin i 1931. Stalin lagde Abkhasien ind som en ”autonom socialistrepublik” under sovjetrepublikken Georgien. Abkhasisk blev forbudt, indbyggerne fik georgiske pas og var tvunget til at benytte det georgiske alfabet i stedet for kyrillisk. Store grupper georgiere og russere flyttede eller blev flyttet ind i regionen.

Derfor mener Ruslan Kiskmaria, den abkhasisiske præsidentrepræsentant i Gali-regionen, heller ikke, at det var umoralsk at drive 250.000 georgiere ud af Abkhasien i 1993.

– Det var Stalin, der flyttede georgierne til Abkhasien. De har aldrig hørt hjemme der, siger Ruslan Kiskmaria.

FN’s generalforsamling og den europæiske samarbejdsorganisation OSCE har erklæret fordrivelsen og drabene under krigen i 1992-1993 for ”etnisk udrensning”. Georgien kalder det for et folkemord. FN’s sikkerhedsråd har brugt forsigtigere udtalelser om ”uønsket demografisk ændring”.

I 1994 endte voldshandlingerne med en våbenhvile-aftale, som Rusland skulle beskytte med fredsbevarende styrker. Abkhaserne indførte derefter egen grundlov og erklærede sig uafhængigt i 1999 efter en folkeafstemning, hvor ingen af flygtningene i Georgien stemte. Intet land i verden har anerkendt uafhængigheden.

– Vores krav bygger på to piller: folkeafstemningen og statsretten, som følger af, at Abkhasien valgte at blive i Sovjetunionen, da Georgien meldte sig ud, forklarer udenrigsminister Sjamba.

FN, OSCE, EU, NATO og selv Rusland ser anderledes på det. De anser Abkhasien for en udbryderrepublik og har isoleret Abkhasien – og Sydossetien, som har en lignende historie – både diplomatisk, politisk og økonomisk. Efter at mange vestlige lande anerkendte Kosovo i marts i år, er den russiske støtte til uafhængighedskravene dog vokset.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Oversat af Ulla Poulsen