Hvornår begynder vi åbent og ærligt at forholde os til den aktivistiske udenrigspolitik, vi har ført de seneste år? Et af tidens store spørgsmål er: Hvordan begrænser man terror? Hvilke metoder er effektive?
I Radioavisen for nylig var der i den linde strøm af overfladiske nyheder, der nu garneres med lydklip og forstyrrende musik, pludselig grund til skærpet opmærksomhed. Der blev fortalt, at i USA har en gruppe forskere lavet en omfattende undersøgelse af de seneste 40 års bekæmpelse af terror.
Forskerne har afdækket, at militær magt stort set ikke begrænser terrorisme. Kun for 7 procents vedkommende kan det siges, at militær magt virker. Der, hvor bekæmpelse af terror virker, bruges infiltration af potentielle miljøer for terrorisme. Resultatet af efterretningsvæsnets virke er, at 43 procent af de infiltrerede grupper laver en aftale med de regeringer, de tidligere bekæmpede.
De seneste års terrorbekæmpelse med militær magt af USA og dets allierede, blandt andre Danmark, har stik imod intentionen masseproduceret terrorister. Den voldsomme militære magt virker som en dynamo for rekruttering af terrorister.
Jeg håber, at nævnte forskerundersøgelse vil blive studeret nøje af ansvarlige politikere. I et demokratisk samfund bør vi reflektere og diskutere de politiske beslutninger. Det er som bekendt menneskeligt at fejle, men ikke vedvarende at fortrænge åbenlyse og tvivlsomme beslutninger.
Vagn Bertelsen,
Haderslevvej 40,
Christiansfeld