Erik Bjerager |
15. august 2008
Ruslands urimelige angreb på Georgien viser magtpolitikkens brutale ansigt
RUSLANDS HELT URIMELIGE angreb på Georgien er et brutalt eksempel på magtpolitikken i dens reneste form. Selvom man accepterede Ruslands udlægning af konflikten, retfærdiggør det ikke den overdrevne brug af våbenmagt. Men spillet er så gammelt som menneskeheden: Den stærke tryner den svage. Selvom invasionen af Georgien er i strid med alle folkeretlige regler, og Georgien som selvstændigt land har ret til både at vælge egen regering og tilslutte sig de internationale fora, der vil have landet som medlem, har Rusland ikke et øjeblik frygtet, at Vesten for alvor ville satse på at forsvare det lille land i Kaukasus. Ingen vestlige lande er villige til at lade deres soldater dø for Georgiens skyld, og ingen ønsker en krig, endsige en konflikt med Rusland om dette spørgsmål.
AT RUSLAND FOR første gang siden Sovjetunionens fald i 1991 har invaderet et andet land, er efter alt at dømme ikke begyndelsen på en ny kold krig. Ingen har interesse i det, allermindst Rusland. Men med sin magtdemonstration har Rusland sat stort spørgsmålstegn ved sin egen rolle som troværdig og pålidelig aktør på den internationale scene.
Angrebet på Georgien har til formål at vise Ruslands potentiale som stormagt. Formelt er russiske tropper rykket ind i Georgien for at beskytte det russiske mindretal i Sydossetien, der ønsker at høre Rusland til, men folkeretsligt er en del af Georgien. Reelt rykkede tropperne ind for at trække en klar grænse for, hvad den tidligere supermagt opfatter som sin interessesfære. Russerne angreb for at straffe Georgien for at søge NATO-medlemsskab og NATO for at overveje at tilbyde det. Med den lammende brug af våbenmagt har Rusland sendt et entydigt signal til Georgiens letsindige præsident, så der ikke i fremtiden kan herske tvivl om, hvem der har overherredømmet over de autonome områder i Georgien.
Præsident Mikheil Saakashvili overspillede sine kort, da han i ly af åbningen af De Olympiske Lege i sidste uge lod georgiske tropper trænge ind i Sydossetien, angiveligt provokeret af angreb fra russisk-støttede separatister. USA havde ifølge presseforlydender advaret ham imod at gøre det, men som en anden og langt mindre heldig David lod den georgiske præsident sig provokere til at gå frontalt op imod Goliat.
DEN VIRKELIGE LEDER af Rusland er den kynisk og magtpolitisk tænkende ministerpræsident Vladimir Putin, der i stigende grad fører sit land ind på en imperialistisk og nationalistisk kurs. Han har langsomt åbenbaret sin drøm om at genskabe Rusland som stormagt. Kontrollen over olie og naturgas er en af de vigtigste kilder til den nye storhed, herunder kontrollen med olieledningen, der går igennem Georgien.
Budskabet er blevet hørt fra de baltiske lande til Ukraine. Rusland ønsker at fastholde en indflydelse og forventer underdanighed af sine naboer. Derfor har lederne af de baltiske lande, Polen og Ukraine alle været i frontlinjen for at protestere over Ruslands adfærd, der er blevet sammenlignet med både Sovjetunionens angreb på Finland i slutningen af 1930erne og angrebet på Tjekkoslovakiet i 1968.
Vesten bør nu svare igen på den russiske magtdemonstration med en entydig fordømmelse og afvisning.
Men det forkastelige i Ruslands overgreb udstiller desværre også det problematiske i Vestens entydige opbakning til Kosovos selvstændighed fra Serbien, der i en russisk optik udgør en parallel til Sydossetiens ønske om selvstændighed fra Georgien.
Rusland vil formentlig helt naturligt blive isoleret i en periode i det internationale samarbejde, men i en global økonomi vil det ikke give mening at lave en økonomisk boykot af landet, endsige boykotte den planlagte vinterolympiade i 2014, som det har været foreslået.
Georgien bør have den demokratiske verdens fulde støtte, men det er en del af Putins magtpolitiske regnestykke, at Vestens moralske støtte også er det eneste, Georgien kan regne med, og at den ikke for alvor skader Rusland.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad