Af Allan Sørensen
korrespondent i MellemøstenMens USA umiddelbart mister en af sine vigtigste allierede i krigen mod terror med Pakistans præsident, Pervez Musharrafs, tilbagetræden, får Vesten samtidig muligheden for at vinde et mere stabilt Pakistan med en spirende demokratiseringsproces. På længere sigt, og i takt med at kampen mod terror går ind i en ny fase, kan sådan en proces vise sig at være mindst lige så effektiv som Pervez Musharrafs ofte ambivalente forhold til de militante islamister, der stadig bruger Pakistans grænseområder som skjulested.
Det står uklart, hvem der skal udgøre den pakistanske ledelse efter Pervez Musharraf, men til forskel fra den afgående præsident bliver der tale om en demokratisk regering, der ikke baner sig vej til magten med militærkup som middel.
Selv med Pervez Musharrafs hjælp gennem syv intensive år siden angrebene den 11. september 2001 har USA og de andre vestlige allierede ikke været i stand til at nedkæmpe de væbnede islamister i grænseområderne mellem Pakistan og Afghanistan.
Men spørgsmålet om disse grænseområder er ikke længere så akut som tidligere hos beslutningstagerne i Washington og andre vestlige hovedstæder. For det første, fordi ubemandede fly fra den amerikanske hær allerede selv udfører angreb i de områder med eller uden pakistansk hjælp. Og for det andet, fordi det centrale spørgsmål nu synes at være, hvor stabilt fremtidens Pakistan vil blive, og hvor stor en rolle den demokratiske proces vil spille.
I en periode, hvor al-Qaeda er trængt i defensiven i Irak og stadig ikke har noget fodfæste i Afghanistan, udover sporadiske angreb fra idé-kollegerne fra Taleban, skifter kampen mod terror gear. Kampene i grænseområderne mod militante muslimer er stadig vigtige, men de vil stå i skyggen af det, der kaldes for dannelsen af demokratiske og repræsentative regeringer. Det var målet i Irak. Og med Musharrafs afsked er det nu målet i Pakistan.
De vestlige regeringer kan tåle islamisternes tilstedeværelse i grænseområderne og finder det væsentligere at stabilisere Pakistan og skabe en situation, hvor landets atomarsenal forbliver i hænderne på en folkevalgt regering og ikke de terrorgrupper, der også har vundet fodfæste under Musharrafs hårdhændede styre.
For USA’s vedkommende be-tyder det, at Pakistan efter Musharraf vil være i stand til at ud-gøre en lige så stor hjælp som Musharraf har været siden den 11. september 2001. Blot på en anden og mere indirekte måde.
Med en demokratisk valgt regering i Pakistan vil tonen over for den interne ekstremisme måske blive en smule blødere end under Musharraf. Men alene det, at regeringen er repræsentativ og derved får større mulighed for at afværge den interne ustabilitet, der prægede Pervez Musharrafs regeringstid, anses for en meget positiv udvikling – også i Washing-ton.
allan@kristeligt-dagblad.dk