Harald Nielsen |
19. august 2008
Når man skal vurdere betydningen af religionskonferencen i Madrid, må man gå til konferencen og dens dokumenter og den kontekst, som konferencen blev til i
MIN GODE VEN Mogens S. Mogensen har i Kristeligt Dagblad den 13. august en kommentar til den store verdenskonference om religion, der blev afholdt i Madrid i dagene 16.-18. juli med Saudi-Arabiens konge, Abdullah bin Abdul Aziz, som indbyder og vært, og hvori jeg var den ene af de to danske deltagere.
I sin kommentar sammenblander Mogens S. Mogensen to forhold, nemlig formålet med konferencen og de hjemlige politiske forhold i Saudi-Arabien. Derved skaber han mistænksomhed omkring selve konferencens formål og baggrund.
Det er ikke fair, og Mogens S. Mogensen lukker dermed døren til dialog, inden den begynder. Og han placerer sig derved i netop den fælde, der har gjort så megen dialog nytteløs, idet han med sin sammenstilling ender med at sætte spørgsmålstegn ved, om den saudi-arabiske konge overhovedet har haft et legitimt formål med konferencen, når der stadig kan finde overgreb sted mod kristne i Saudi-Arabien.
Lad det være sagt helt klart og uden misforståelse: Overgreb mod ethvert menneske på grund af dets tro er utilstedeligt! Det gælder overgreb mod kristne såvel som mennesker af enhver anden religion.
Men Mogens Mogensen ved lige så godt som jeg, at reformer i selv en totalitær stat ikke sker fra ét øjeblik til et andet. I dialogarbejdet kan vi begge opregne flere skuffelser end succeshistorier. Men alligevel bliver vi stædigt ved med at arbejde for dialog som den eneste brugbare model.
Det gør vi, fordi vi er overbevist om, at vi her er ved kernen i det kristne budskab: ”Derfor, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer – dét skal I gøre mod dem!” , som Jesus siger det i Bjergprædikenen. Og det var bemærkelsesværdigt, at netop dette Jesus-ord blev citeret som et håbsord flere gange på konferencen af såvel muslimske talere som af repræsentanter fra Østens religioner.
NÅR MAN DERFOR skal vurdere betydningen af Madrid-konferencen, må man gå til selve konferencen og dens dokumenter samt den kontekst, som konferencen blev til i. Der er ingen tvivl om, at konferencen skal ses som et led i en større sammenhæng, hvori begivenhederne den 11. september 2001, de danske Muhammed-tegninger og Pave Benedikts tale i Regensburg er en del af forudsætningerne.
Efter de voldsomme reaktioner med ambassadeafbrændinger og demonstrationer i den muslimske verden mod såvel Danmark som Paven kom der i efteråret 2007 en ganske anden moderat reaktion i form af brevet fra de 138 lærde muslimer til Vestens kirkeledere – kendt under navnet ”A Common Word”.
I juni dette år afholdtes der en stor konference for muslimer fra hele verden i Mekka om ”A Commen Word”, og en af anbefalingerne fra denne konference var, at muslimerne skulle tage initiativ til en åben samtale med ikke blot kristne, men også jøder og Østens religioner. I det lys skal Madrid-konferencen ses.
SÅVEL ”A COMMON WORD” som Madrid-konferencen nedtoner på ingen måde, at der er grundlæggende spørgsmål mellem religionerne, som der hersker uenighed om, og som ikke skal udjævnes. Men begge steder inviteres der til i åbenhed at diskutere forskellene.
Men samtidig understreger kongen i sin åbningstale, ”… det er derfor pålagt os verdens religiøse ledere at erklære over for verden, at forskellene ikke må føre til konflikter eller konfrontationer, og til at understrege, at de tragedier, der er opstået i menneskehedens historie ikke var fremkaldt af religionerne, men var et resultat af ekstremisme, som nogle tilhængere af enhver religion eller politisk ideologi har været under indflydelse af…”
På konferencen talte jeg med en katolsk deltager, der sammenlignede denne konference med pave Johannes XXIII’s indkaldelse af Andet Vatikanerkoncil. Selv vil jeg måske hellere sammenligne Saudi-Arabiens konges tale med Gorbatjovs glasnost-politik fra 1987, der åbnede for Sovjets sammenbrud og åbningen mod Vesten.
Da jeg over for en muslim udtrykte min forundring over den åbenhed mod anderledes troende, som kongen gav udtryk for i sin tale, svarede denne, at man i Saudi-Arabien efterhånden har erkendt, at man med sin teologi har fostret terrorismen og derfor nu ønsker at rette op på dette gennem dialog. Hvis det er tilfældet, må man sige, at Madrid-konferencen markerer et nybrud.
Under alle omstændigheder blev Madrid-konferencen historisk. Det var første gang siden 1948, at muslimer fra Saudi-Arabien åbnede for en samtale med jøderne, der var talrigt repræsenteret på konferencen, og som også blev tildelt plads i panelet, når der skulle fremlægges oplæg til konferencen. Denne åbenhed blev der kvitteret for fra jødisk side med stor taknemmelighed og glæde.
Harald Nielsen er leder af Danmissions Dialogteam
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad