Arkæologi i et bibelsk minefelt

De første spadestik til udgravningen af klosterkirken blev taget tilbage i 1994. I begyndelsen pegede fundene i retning af en tidlig kristen kirke fra byzantinsk tid (300-600 e.Kr.) med et smukt bevaret mosaikgulv.

Men efter et par gravesæsoner begyndte et andet billede at tone frem. Velbevarede stenmure, trætage, døre med trækarme og masser af fine genstande. Ruiner efter et overraskende stort og velstående kloster med kirke, økonomibygninger og mindst et kapel. Altså langtfra det forventede, ydmyge ørkenkloster, hvor munke levede en asketisk eremittilværelse.

Richard Holmgren og hans kollega Anders Kaliff forsøgte at finde en forklaring på placeringen af så rigt et kloster på så øde et sted. De dykkede ned i de skriftlige kilder, hvor særligt én fangede deres opmærksomhed: en liste over deltagerne ved i det berømte kirkemøde i Nikæa i 325. Her blev alle bispesæder i den arabiske provins remset op. Deriblandt ét med navnet Sodoma beliggende på den østlige side af Det Døde Hav – netop der, hvor svenskerne havde gjort deres fund.

Denne kilde sammenholdt med andre historiske referencer til ødelagte byer på østsiden af Det Døde Hav og deres fund af en ældre by med spor efter brand satte for alvor tankerne i gang.

– I 1996 kom vi med de første forsigtige udmeldinger om fundet af det bibelske Sodoma og blev mødt af en sand mediestorm! Pludselig sad vi i sofaen i TV 4’s morgenprogram og fortalte om arkæologiske udgravninger og blev kontaktet af Medelhavsmuseet i Stockholm med tilbud om at udstille vores fund. Så teorien om Sodoma vakte mildest talt opsigt, husker Richard Holmgren.

I de følgende år faldt flere brikker på plads i forhold til at tolke lokaliteten som Sodoma. Geologer har påvist, at området blev ramt af et kraftigt jordskælv omkring 1800-2000 f.Kr. Netop det tidsrum, hvor Abraham, Lot og ødelæggelserne af Sodoma og Gomorra traditionelt set dateres til. Beliggenheden ved Det Døde Hav med alt dets salt ligger også fint i tråd med fortællingens beskrivelse af Lots hustru, der forvandles til en saltstøtte.

– Uden at vi skal tage fortællingen bogstaveligt, virker det sandsynligt, at vores lokalitet er identisk med Bibelens Sodoma. Jordskælvet lagde by og frugtbar jord øde, og folk så den voldsomme naturkatastrofe som en indgriben fra højere magter. Den bibelske tilknytning forklarer også, hvor-for man siden valgte at anlægge et stort bispesæde på netop dette sted, påpeger Richard Holmgren.

I dette efterår drager de to svenskere atter til Jordan for at fortsætte udgravningerne ved Det Døde Hav. De håber at finde bevarede tekster, der kan fortælle om livet i den tidligkristne tid.

– For mig at se hører tekster til de vigtigste fund, som vi kan gøre i de bibelske områder. Arkæologi skal hverken bruges til at bevise eller underbygge Bibelen – det er at kræve for meget af fundene. Men forskning, udgravninger og særligt fund af tekster kan gøre os klogere på Bibelen ved at lære os mere om livet, kulturen og tankegangen på den tid, forklarer Richard Holmgren.

En bevaret tekst blev startskuddet til en anden ”bibelsk” udgravning i Jordan, hvor Richard Holmgren deltog.

I det sagnomspundne Petra blev der fundet papyrusser i den byzantinske kirke. Efter et møjsommeligt arbejde med at tyde de skrøbelige tekstruller kom arkæologerne på sporet af et hidtil ukendt kloster kaldet Huset for Ypperstepræsten Sankt Aron.

Området omkring Petra er i høj grad bibelsk land og danner rammen om mange begivenheder, der er beskrevet i de hellige tekster. Både Moses og hans bror, Aron, opholdt sig her i en periode, og Petra ligger da også i en dal kaldet Wadi Mousa (Moses’ dal på arabisk). I nærheden ligger et bjerg med navnet Jabal Harun, Arons Bjerg. Og på Jabal Harun skulle et hold finske arkæologer og Richard Holmgren gøre et spændende fund.

Mange rystede på hovedet, da de gav sig til at grave på toppen af det 1250 meter høje bjerg, hvor blæst og sand føg om ørerne på dem. Men snart afdækkede arkæologerne et klosterkompleks med tilhørende basilika med kor, to rækker søjler og marmorgulv. Oppe i koret fandt man rester af en tronstol tiltænkt klosterets abbed eller selveste biskoppen. Ved siden af kirken lå et kapel med alter og døbefont, hvor arkæologerne gjorde det mest sensationelle fund: en sten med navnet Aron skrevet på oldgræsk. Her kunne tilrejsende pilgrimme altså blive døbt i den hellige Arons navn.

– Sjovt nok er der en kobling mellem de kristne nabatæere i Petra og lokaliteten ved Det Døde Hav. Befolkningen fra Petra begravede nemlig også deres døde på de store gravfelter her. Målet med de kommende undersøgelser er at få mere viden om disse mennesker, der hører til de allerførste kristne, fortæller Richard Holmgren.

De to svenskere har allerede fundet papyrusfragmenter på stedet, så det er ikke urealistisk at håbe på mere velbevarede tekstruller. Får de held med det, skal det nok skabe avisoverskrifter:

– Jeg er ikke i tvivl om, at resultaterne af vores undersøgelser bliver interessante. Finder vi tekster, kan det besvare mange spørgsmål omkring den tidligkristne tid. Samtidig kan vi vise, at man godt kan håndtere så eksplosivt mytologiske emner som Sodoma og Gomorra på helt videnskabelig vis, fastslår Richard Holmgren.

Richard Holmgren vidste, at de stak hænderne i en hvepserede med udmeldingen om Sodoma tilbage i 1996. For arkæologi i bibelsk land bliver ikke kun vejet på den akademisk-videnskabelige vægt. Her spiller religiøse ideologier og politiske dagsordener også ind.

– Arkæologer bør som udgangspunkt altid gå ud med resultaterne af deres forskning. Men i visse tilfælde er det bedre at være lidt ”street smart”, for religion og ideologi kan bruges og har været brugt som politisk boldtræ. Det er et svært dilemma at arbejde i, men sådan er vilkårene som arkæolog i bibelsk land, erkender Richard Holmgren.

Foreløbig holder Sodoma-teorien dog vand. Og forhåbentlig bliver der føjet yderligere et kapitel til den videnskabelige bibelfortælling med efterårets ekspedition.

historie@kristeligt-dagblad.dk