21. august 2008
De russiske ledere står tilstrækkelig stærkt på hjemmefronten; de havde ikke brug for en lille, vellykket krig. Rusland blev trukket med ind i striden af den georgiske præsident Mikhail Saakasjvilis hensynsløse opførsel, mener Mikhail Gorbatjov
Af Mikhail Gorbatjov
DEN AKUTTE FASE af krisen, der blev fremprovokeret af georgiske styrkers angreb på Sydossetiens hovedby, Tskhinvali, ligger nu bag os. Men hvordan glemmer man det frygtindgydende syn af det natlige raketangreb på en fredelig by, hele boligblokke, der blev jævnet med jorden, folk, der omkom i de kældre, hvor de havde søgt tilflugt, ødelæggelsen af oldgamle monumenter og forfædrenes grave?
Rusland ønskede ikke denne krise. De russiske ledere står tilstrækkelig stærkt på hjemmefronten; de havde ikke brug for en lille, vellykket krig. Rusland blev trukket med ind i striden af den georgiske præsident, Mikhail Saakasjvilis, hensynsløse opførsel. Han ville aldrig have vovet at angribe uden støtte udefra. Og da han gjorde det, kunne Rusland ikke tillade sig at se stiltiende til.
Den russiske præsident, Dmitrij Medvedevs, beslutning om at standse fjendtlighederne nu, var det rette træk fra en ansvarlig leder. Den russiske præsident handlede roligt, sikkert og bestemt. Hvis nogen havde forventet forvirring i Moskva, blev de skuffede. De, der planlagde dette felttog, ønskede tydeligvis at sikre sig, at Rusland uanset udfaldet ville få skylden for at have forværret situationen. Derpå iværksatte Vesten et propagandaangreb mod Rusland med de amerikanske nyhedsmedier i spidsen.
NYHEDSDÆKNINGEN har langtfra været retfærdig og velbalanceret, især ikke de første dage af krisen. Tskhinvali lå i ruiner, og tusinder var på flugt – inden nogen af de russiske tropper nåede frem. Men Rusland blev allerede beskyldt for at være aggressoren; nyhedsreportagerne var ofte en pinlig opremsning af den georgiske leders vildledende erklæringer.
Det er stadig ikke til at afgøre, om Vesten var indviet i Saakasjvilis planer om at invadere Sydossetien, og det er et alvorligt anliggende. Men det fremgår tydeligt, at Vestens bidrag til træningen af georgiske tropper og store våbenforsendelser snarere har skubbet regionen i retning af krig end fred.
Hvis disse militære ulyksaligheder kom bag på den georgiske leders udenlandske støtter, er det bare så meget desto værre. Det ligner et klassisk tilfælde af halen, der logrer med hunden.
Saakasjvili blev overstrømmende rost for at være en trofast amerikansk allieret og en ægte demokrat – og for at give en hånd med i Irak. Nu har USA’s ven skabt uro, og vi må alle – europæerne og ikke mindst regionens uskyldige civile – til at samle stumperne igen.
De, der iler med at sætte sig til dommer over det, der sker i Kaukasus eller søger at få indflydelse der, bør først sørge for at få bare lidt kendskab til regionens indviklede forhold. Osseterne bor både i Georgien og i Rusland. Regionen er et kludetæppe af etniske grupper, der bor tæt sammen. Derfor er al snakken om, at ”det er vores land,” og ”vi befrier vores land,” meningsløs. Vi må tænke på de mennesker, der bor på landet.
PROBLEMERNE I DEN kaukasiske region kan ikke løses med magt. Det har man forsøgt mere end en gang i de seneste to årtier, og det har altid giver bagslag.
Det, der er brug for, er en juridisk bindende aftale om at afstå fra magtanvendelse. Saakasjvili har gentagne gange afvist at underskrive en sådan aftale, og nu fremgår det med al ønskelig tydelighed hvorfor.
Vesten ville gøre klogt i at hjælpe med at få en sådan aftale i stand nu. Hvis man i stedet vælger at bebrejde Rusland og opruste Georgien, sådan som amerikanske embedsmænd foreslår, vil en ny krise være uundgåelig. Og i så tilfælde kan man vente sig det værste.
På det seneste har udenrigsminister Condoleezza Rice og præsident George W. Bush lovet at isolere Rusland. Visse amerikanske politikere har truet med at få Rusland smidt ud af G8, gruppen af otte industrinationer, afskaffe NATO-Rusland-rådet og holde Rusland uden for Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Det er tomme trusler. Rusland har i nogen tid tænkt: ”Hvis vores mening ikke tæller i de institutioner, hvad skal vi så med dem? Bare sidde ved veldækkede middagsborde og høre forelæsninger?”
For Rusland har længe fået besked på bare at acceptere kendsgerningerne. Her har I et uafhængigt Kosovo. Her er afskaffelsen af ABM-traktaten og USA’s beslutning om at placere missilforsvar i jeres nabolande. Her er NATO’s grænseløse udvidelse. Alle disse træk er foregået på baggrund af søde ord om partnerskab. Hvorfor skulle man dog finde sig i sådan en paradeforestilling?
I USA TALER MAN MEGET om at nytænke forholdet til Rusland. En ting, der afgjort trænger til nytænkning, er vanen med at tale nedladende til Rusland uden hensyn til landets standpunkter og interesser.
Vores to lande kunne udvikle en seriøs dagsorden for ægte, snarere end symbolsk, samarbejde. Mange amerikanere såvel som russere forstår, at det er nødvendigt. Men gælder det samme de politiske ledere?
Harvard har for nylig nedsat en to-parti-kommission under ledelse af senator Chuck Hagel og tidligere senator Gary Hart, der skal afgive betænkning til kongressen og den næste præsident om det amerikansk-russiske forhold. Der er flere seriøse medlemmer, og hvis man skal dømme efter kommissionens første udtalelser, forstår de, hvor vigtig Rusland er, og hvor vigtige konstruktive, bilaterale forbindelser er.
Men medlemmerne af denne kommission skal tage sig i agt. Deres mandat gælder ”politiske anbefalinger til en ny regering med henblik på at fremme USA’s nationale interesser i forholdet til Rusland.” Hvis det er deres eneste mål, tvivler jeg på, at det vil føre ret meget godt med sig. Men hvis kommissionen er parat til også at tage højde for den anden sides interesser og den fælles sikkerhed, vil det måske kunne være med til at genopbygge tilliden mellem Rusland og USA og tillade dem at indlede et nyttigt samarbejde.
udland@kristeligt-dagblad.dkMikhail Gorbatjov er forhenværende sovjetisk præsident.
© 2008 THE NEW YORK TIMES
Oversat af Nanna Vesterdorf
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad