Tina Thuesen |
22. august 2008
Der er ingen saglige argumenter til hinder for at ændre indfødsretsloven, så dobbelt statsborgerskab vil være muligt for alle danskere
DER HAR I DEN SENESTE TID været skrevet om dobbelt statsborgerskab for danskere her i dagbladet.
Jeg er gennem bevægelsen statsborger.dk fortaler for retten til dobbelt statsborgerskab og har med stor tilfredshed noteret, at Kristeligt Dagblad med solid journalistik søger at belyse temaet fra flest mulige sider.
Således er de fleste involverede parter blevet spurgt om deres mening om sagen. Blandt andet også folketingsmedlemmer med forskellige politiske tilhørsforhold.
De adspurgte politikere i Kristeligt Dagblad den 29. juli: Anne-Marie Meldgaard (S), Gitte Lillelund Beck (V) og Søren Krarup (DF) er medlemmer af indfødsretsudvalget, som tager stilling til alt, der har med loven om indfødsret i Danmark at gøre.
Jeg har mødt udvalget ved et foretræde, jeg havde den 15. maj i år. Jeg var i selskab med min medaktivist Charlotte Sylvestersen, og vores formål med at få foretræde var at forklare udvalgets medlemmer, hvorfor vi mener, at Danmark bør ændre paragraf 7.1 i LBK nr. 422, så det i fremtiden vil være muligt for alle danskere at besidde mere end ét statsborgerskab.
Det glæder mig, at Venstre og Socialdemokraterne ikke har nogen problemer med, at jeg, danskfødt og bosiddende på 19. år i Schweiz, vil kunne være i stand til at søge om schweizisk statsborgerskab uden at skulle tvinges til at opgive mit danske statsborgerskab.
Et dansk statsborgerskab er ikke noget, man får foræret. Cirka 40 procent af alle borgere, der opnår dansk statsborgerskab, får ved ansøgning lov til at beholde deres oprindelige statsborgerskab.
Alligevel er den største betænkelighed for Venstres og Socialdemokraternes ordførere kriminelle danske dobbeltborgere. Hvor er logikken i denne betænkelighed? Man kan jo ikke blive dansker ved lov, hvis man er kriminel.
Gitte Lillelund Beck anførte også argumentet om forældres bortførelse af børn af nationalt blandede ægteskaber som en fare for at lande i en juridisk suppedas. Men børn af en dansk og en udenlandsk forælder har allerede i dag ret til dobbelt statsborgerskab. Dette ulykkelige problem er altså ikke løst ved at forbyde alle andre danskere at antage dobbelt statsborgerskab.
JEG ER OVERBEVIST OM, at kriminalitet bekæmpes ved dygtigt politiarbejde, gode dommere og en passende straf. Kriminalitet bekæmpes ikke ved at sætte hindringer i vejen for lovlydige borgere. Med samme ræsonnement burde man afskaffe indkomstskatten for at forhindre, at nogen vil snyde i skat!
Verden ser ikke mere terrorisme, flere krigsforbrydelser og forældres kidnapning af egne børn ved at opfylde et ønske fra titusinder af mennesker om at kunne opnå dobbelt statsborgerskab. Jeg er højlydt imod den måde at tænke på. Argumentationen fra Venstres ordfører har intet med liberalt sindelag efter den gamle lærebog at gøre. Det forvirrer mig som en overbevist liberalt tænkende person.
Jeg kan trods alt bedre acceptere Dansk Folkepartis modstand mod dobbelt statsborgerskab: et folkeparti er, hvad enten det er schweizisk, dansk eller fransk pr. definition reaktionært og nationalistisk. Holdningen fra DF er klokkeklar: en dansk borger er altid dansk og kun dansk, ellers er han at sidestille med en landsforræder.
I OVENNÆVNTE ARTIKEL fremfører Anne-Marie Meldgaard, at de 21 lande ud af de 27 EU-lande, der i dag tillader dobbelt statsborgerskab, har gjort det, inden de nye terrortrusler kom på bordet.
Denne udtalelse er direkte forkert, når det gælder vores nabolande. Angrebet på World Trade Center i New York, som udløste den verdensomspændende frygt for terror, foregik den 11. september 2001. Sverige ændrede loven i 2002. Island og Finland i 2003 og Tyskland så sent som i 2007.
Jurister i Schweiz skrev i 2005 en mere end 100 sider tung betænkning om, hvorvidt man burde ændre den gældende lov fra 1992, der giver schweizeren ret til dobbelt statsborgerskab. Den schweiziske konklusion var, at verden oplever ikke mere eller mindre kriminalitet eller terrorisme, fordi dens borgere besidder mere end et pas. En kriminel person er i sagens natur ligeglad med enhver form for lovgivning. Internationalt politisamarbejde giver mindre terror og kriminalitet, mener man i Schweiz.
Jeg ønsker mig, at politikerne sætter sig ind i sagen på en neutral og saglig måde. At de ved noget om international ret og jura. Eller at de i det mindste følger deres egen politiske ideologi.
I så fald vil Danmark snart være det 22. land ud af 27 EU-lande, der tillader dobbelt statsborgerskab. Vi vil dermed være 5,2 millioner flere mennesker i statistikken over de 90 millioner i Europa, der allerede i dag har mulighed for at besidde mere end et statsborgerskab.
Der er ingen saglige argumenter til hinder for at ændre indfødsretsloven, så dobbelt statsborgerskab vil være muligt for alle danskere.
Tina Thuesen,
talskvinde for bevægelsen statsborger.dk
Weidstrasse 9,
Zufikon, Schweiz
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad