25. august 2008
Enheden har sin pris. Det er hovedkonklusionen fra sommerens anglikanske topmøde Lambeth-konferencen
Af Andreas Rude
Nu, hvor støvet har lagt sig efter sidste måneds meget omtalte Lambeth-konference, viser det sig, at konflikten mellem konservative og liberale fraktioner om kvindelige biskopper og homoseksuelle gejstlige ikke fik lov at dominere. Det tre uger lange topmøde, der kun finder sted hvert 10. år, kom i stedet til at handle om magt og myndighed i forsøget på at sætte den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, bedre i stand til fortsat at sikre enheden i det globale kirkesamfund. Og det er nye og kontroversielle toner i en kirke, der er kendt for sin minimalistiske ledelsesstil.
At ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, stod distancen, er der ingen tvivl om. Der var ingen afstemninger på konferencen, og dermed undgik arrangørerne at polarisere de delte meninger yderligere. I stedet samledes de mange hundrede deltagende biskopper i såkaldte lyttegrupper på op til 40 deltagere, hvor biskopperne kunne lære hinanden bedre at kende, og hvor konferencens 76 observatører fra andre kirker kunne få lov at blande sig. Målet var konsensus, ikke flertalsafgørelser, og den bløde linje viste sit værd, da konferencen til sidst blev enig om et foreløbigt stop for homoseksuelle biskopper, stop for kirkelig velsignelse af homoseksuelle par og stop for, at ét bispedømme kan blande sig i et andets anliggender.
Om de små, men rige menigheder i USA og Canada så kan leve med, at deres kønspolitiske mærkesager bliver sat på vågeblus af hensyn til trosfællerne i Den Tredje Verden, kan kun tiden vise. Tilsvarende er det et åbent spørgsmål, om enigheden på konferencen virkelig vil forhindre de store bispedømmer i Afrika i at gå på strandhugst i liberale amerikanske bispedømmer. Usikkerheden gør det oplagt at spørge om, hvilken myndighed ærkebiskoppen af Canterbury står tilbage med i forbindelse med fremtidige kriser, og derfor var det så vigtigt for Rowan Williams ikke bare at få glattet ud mellem deltagerne, men også at få deres tilslutning til at styrke sin egen autoritet.
Et af midlerne hertil er etableringen af en såkaldt Faith and Order Commission, der skal tage sig af teologiske stridigheder anglikanerne imellem. Det er en nyskabelse, der er blevet sammenlignet med Vatikanets Troslærekongregation (tidligere kendt som inkvisitionen), og som skal sikre, at skænderier om for eksempel kvinders status i kirken og homoseksuelles stilling ikke løber løbsk igen.
En egentlig kirkeret skal også være med til at styrke enheden, skønt den kun kan have moralsk autoritet over de 38 kirkeprovinser. Til gengæld skulle der være mere saft og kraft i tanken om et pastoralt forum udnævnt af ærkebiskoppen af Canterbury, der kan gribe ind udefra, hvis der opstår en lokal krise.
Men prisen for enhed kan også blive for høj, mener nogle anglikanske biskopper, der peger på, at Rowan Williams initiativer lugter alt for meget af pavelig centralisme. Skønt den anglikanske kirke har et kirkesyn, der minder om det romersk-katolske, roser man sig også af en relativ uformel struktur. Og ligesom den danske folkekirke sætter sin rummelighed højt, er der mange anglikanere, der glæder sig over deres kirkes mangel på præcision i dogmatiske spørgsmål.
Biskoppen af New York, George Packard, er en af de betænkelige, og han mindede medierne om, at anglikanerne ikke fungerer på samme måde som den katolske kirke. Den amerikanske biskop advarede også om, at man stod i fare for at miste noget enestående ved den anglikanske kirke.
Men den slags indvendinger gjorde ikke indtryk på Rowan Williams.
Medmindre vi har noget, som vi er enige om, og som vi kan have tillid til kan løse vore uoverensstemmelser, så vil vi fjerne os endnu mere fra hinanden, sagde han på Lambeth-konferencen.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad