Af Bjarne Nederby Jessen

KRISTELIGT DAGBLAD har lørdag den 23. august et indlæg om en kvinde, der fik foretaget abort i 22. uge i England, fordi hun fik afslag på sin ansøgning om abort i Danmark.

Ønsket om abort skyldtes, at en scanning havde vist, at barnet manglede en underarm. Jeg har naturligvis ondt af et ægtepar, der får den besked. Men skal manglen af en underarm kunne føre til abort? Skal ganespalte? Hvor går grænsen?

DEN AKTUELLE SAG vil igen rejse spørgsmålet i Folketinget om, hvorvidt 12-ugers-grænsen skal flyttes. Flere politiske partier er parate til at flytte grænsen. Men er det rimeligt? Skal staten til at garantere ægtepar perfekte børn? Skal man kunne forvente en sen abort efter en misdannelsesscanning? Skal vi have et samfund med designerbørn? Noget tyder på, at flere og flere politikere er på vej ad den vej.

Det virker, som om brug og smid væk-mentaliteten skal tages med ind i spørgsmålet om børnefødsler.

Abortankenævnets årsberetning fra 2007 fortæller, at 51 fik afslag på ansøgning om sen abort, mens 818 fik tilladelse. Folk tror, at de selv kan træffe alle beslutninger, og kan ikke forstå, at de ikke er herrer over alting.

Cirka halvdelen af de sene aborter skyldes, at barnet har svære handicap, eller andre helbredsmæssige hensyn.

Men mange ansøgninger om sen abort er begrundet med ting som stram økonomi, dårlig timing, eller at der ikke var plads til barnet i hjemmet, eller så ”svære handicap” som læbe-gane-spalte.