Forfatterens ønske om en bedre verden

Den sproglige formgivning er nøje tilpasset efter indholdet. Mette er en helt igennem ordinær københavner med dyre vaner. Hun hader Netto og synes ligefrem, det er pinligt at gå med en af deres poser på gaden. Når hun en sjælden gang går i Netto, tager hun altid en Brugsen- eller Irmapose med hjemmefra. I weekenden drikker hun Barolo-rødvine og serverer osso buco for vennerne.

Men Mette har efterhånden fået nok af det selvtilstrækkelige liv. Hun er begyndt at få dårlig samvittighed over for de fattige i Den Tredje Verden og vil gerne gøre noget godt for dem. Hendes projekt er at ændre den uretfærdige fordeling af verdens goder, men hendes engagement er ikke stort nok til, at hun kunne finde på at forlade sin lille familie. Hun foretrækker at læse om eller se på elendigheden frem for at rejse af sted og hjælpe mennesker i nød. Den viden, Mette indsamler, skal bruges til at skrive en roman med titlen "En dråbe i havet". På den måde spejler forfatteren sig i fortælleren og lægger ironisk distance til Mettes idealisme.

Romanen er bygget op som en gradvis eskalering af begivenhederne. I begyndelsen nøjes Mette med at researche i gamle støvede arkiver hos en hjælpeorganisation, og senere ser hun dokumentarfilm om bestialske folkemord i Afrika. Fjernsynsskærmen bliver dernæst udskiftet med en mystisk teknologi, der på eventyrlig vis lader Mette opleve rædslerne direkte på egen krop, som om hun var til stede. Den verdensomspændende organisation, der giver Mette fri adgang til oplevelserne, har praktisk nok indrettet sig i et hotelværelse midt i København. Når Mette træder ind over hotelværelsets dørtærskel, er hun pludselig midt i et af verdens brændpunkter, og når hun træder ud igen, er hun tilbage i sin trygge, velkontrollerede hverdag. Problemet er blot, at grænsen mellem fiktion og virkelighed flyder ud, så Mette bliver mere involveret i virkelighedens gru, end hun bryder sig om, og langsomt mister hun kontrollen over sit liv.

Et større problem er imidlertid, at man som læser gradvis mister interessen for Mette og hendes projekt, i takt med at besøgene på hotelværelset stiger i antal. Måske er hun for naiv i sin fremfærd, måske er der for få originale refleksioner over emnet. I hvert fald virker Mette og med hende romanen mere og mere banal, som handlingen skrider frem. De mange nøgne beskrivelser af verdens elendighed udgør ikke i sig selv noget interessant konfliktstof. Først da Mettes mand, Martin, melder sig i romanens slutning for at antænde et ægteskabeligt drama, stiger intensiteten på ny.

Kirsten Hammann er eminent til at beskrive Mettes indre verden, hendes ængstelighed og skrøbelighed, men det kniber mere, når hun skal beskrive og reflektere over den ydre verdens realiteter.

Kirsten Hammann: En dråbe i havet. 328 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag

kultur@kristeligt-dagblad.dk