Hun kalder det bare for systemet. Den dér uoverskuelige, sammenfiltrede og komplicerede størrelse, der har magten over hendes liv. Som i et enkelt brev kan reducere hende til 10 upersonlige cifre, og som ved en accept kan gøre hende til et levende menneske igen.
For 56-årige Susanne Bang er det offentlige ikke kun et fysisk kontor nede på kommunen. Det er en faktor, der har stor indvirkning på, om en skinnende sol eller grå skyer skal præge hendes humør. Det er sort eller hvidt. Som kontanthjælpsmodtager med loft kæmper hun i dag på fjerde år for at komme på førtidspension. En kamp, hun selv kalder for forfærdelig.
Der er 240.000 førtidspensionister i Danmark. Det er både sindslidende, udslidte og fysisk syge borgere, der modtager førtidspension. Men Susanne Bang er svær at placere. Hun lider af det sjældne kroniske træthedssyndrom ME/CFS, som det offentlige og lægerne har haft svært ved at anerkende som en grund til, at hun kan forlade arbejdsmarkedet.
Derfor er hun landet i den såkaldte matchgruppe nummer fem, der er det nederste trin for kontanthjælpsmodtagere. I denne gruppe bliver man ikke anset for at være duelig til arbejdsmarkedet. Susanne vil ikke længere være nederst, og førtidspensionen er hendes redningskrans. Når hun i dag taler om det offentlige, ligger hun på linje med mange andre danskere, der er afhængige af offentlig støtte.
Når jeg har været helt langt ude, har jeg sagt, at den danske stat vil mig ikke. Den har afskrevet mig som person. Og når det har været allermest sort, har jeg spurgt mig selv om, hvad staten vil med sin egen befolkning? Det politiske system presser folk til at blive syge, og når de bliver syge, føles det, som tror det ikke på dem, siger hun.
Fortællingen om Susanne og systemet begynder i august 2005. Da bliver hun sygemeldt på grund af stress. Hun har i et års tid søgt efter et nyt sekretærjob, men pludselig bliver hun overmandet af en afsindig træthed. Den forvandler hende til en person, der knap nok kan stå på benene i løbet af dagen, og som har en kort lunte i forhold til sine omgivelser.
Det var angstprovokerende. Jeg var en anden person, end den jeg virkelig gerne ville være. Jeg ønskede at være rar, effektiv og hensynsfyld. Men den person var lige pludselig væk. I stedet for var jeg strid, træt og i evig afmagt, siger hun.
En følelsesmæssig bagage fra fortiden i form af hendes fars selvmord er pludselig dukket op til overfladen, og Susanne Bang begynder at gå i terapi hos en psykiater, der diagnosticerer hende med en middelsvær depression. Sideløbende bliver hun glemt i kommunen under strukturreformen. Hun bliver ikke kaldt til samtale af sin socialrådgiver, og hver gang hun ringer til kommunen, får hun skiftende svar på, hvem hun skal tale med. Så Susanne lader kommune være kommune og går ind i sit andet år som sygedagpengemodtager, selvom man normalt kun får pengene i ét år.
Et år efter depressionens afslutning sidder trætheden stadig som en energidræbende djævel inde i hende. Og jagten på at finde den rette årsag til hendes tilstand sætter ind.
Jeg var bange for, at der var noget galt rent psykisk. Jeg ville ikke være ligesom min far og ende som ham. Derfor mente jeg ikke, at der var noget galt med mig, siger hun.
I oktober 2006 besøger Susanne Bang og hendes mand, Walter, et vennepar, der har fundet nogle papirer frem om et kronisk træthedssyndrom kaldet ME/CFS. Da hun læser dem, giver verden mening. Hun kender alt til hovedpinen, svimmelheden og hukommelses- og koncentrationsbesværet. Og hun læser, at ME/CFS er en livslang tilstand, der ofte resulterer i, at den sygdomsramte må opgive en erhvervskarriere.
Susanne Bang får skabt kontakt til en neurolog i Odense med speciale i sygdommen. Sammen med hende finder hun ud af, at en 30 år gammel stafylokok-forgiftning har startet sygdomsprocessen i forbindelse med stressen. Opløftet skriver hun til kommunen, at der er nyt i hendes sag. De har i mellemtiden fået ryddet op i sagsbunkerne, og hun bliver endelig tilknyttet en fast socialrådgiver. Hun bliver erklæret for uarbejdsdygtig, men hun kan omvendt ikke få en førtidspension, fordi hendes diagnose ikke er afklaret. Så Susanne Bang ryger på kontanthjælp.
Jeg følte mig som et nummer i systemet. Jeg var selv panikslagen i den første periode, fordi jeg selv havde en masse spørgsmål. Jeg ville gerne have haft en større lydhørhed efter, hvad jeg prøvede at fortælle dem nede på kommunen. Efter at vi fik en effektiv sagsbehandler, og der kom en diagnose, blev jeg taget mere alvorligt og seriøst, siger Susanne Bang.
I oktober 2007 bliver hun overført fra sygedagpenge til kontanthjælp. Efter fire måneder bliver hun kategoriseret i matchgruppe fem. Susanne søger igen om førtidspension. Men myndighederne har brug for mere information om hendes diagnose, inden hun kan få tilkendt den.
På Riget bliver hun diagnosticeret med en angstneurose, selvom der intet står om angstanfald i hendes papirer. Specialisten fra Odense har skrevet, at Susanne Bang har under 50 procent i arbejdsevne, mens der i Rigets papirer står, at hun har under to tredjedele i arbejdsevne, og derfor godt kan komme i arbejdsprøvning. Pludselig står Susanne Bang med to diagnoser en angstneurose i den ene hånd og et kronisk træthedssyndrom i den anden. Og verden ser igen kompliceret ud.
I dag bor Susanne Bang sammen med sin mand i en lejlighed i Tingbjerg en bydel i det ydre København, der er kendt som et stærkt socialt belastet kvarter. Fra deres lille terrasse kan de se ud på en del af Danmark, der lever i et afhængighedsforhold til den danske stat, men som samtidig altid ser kritisk på det system, de ikke kan leve uden. Og de er selv en del af det.
Walter er 61 år og på efterløn. Han har arbejdet som socialrådgiver igennem mange år, men nerverne er blevet slidt op. Han har energi til et deltidsjob, men hvis han tager sådan ét, ryger de sociale ydelser på kontoen. Og det har parret ikke råd til. De lever begge for en samlet månedlig indkomst på 13.692 kroner efter skat. Efter betalt husleje og forsikring er der ikke økonomisk overskud til fornøjelser som eksempelvis ferie eller bil. De beskriver sig selv som to mennesker, der ikke behøver det store. Men det bliver vanskeligere og vanskeligere at få tingene til at hænge sammen.
Vi har ikke penge til at give gaver til børnebørnene. Jeg har ikke råd til nye briller eller nye indlæg i mine sko. Vi kan ikke gå ud og spise. Vores økonomi løber faktisk ikke engang rundt. Vi må låne nogle penge, for at det hele hænger sammen. Vi ved ikke, hvad vi har af kroner og øre den næste måned. Vi lever med en konstant uvished, fordi vi ikke får at vide, hvor meget vi er berettigede til. Jeg er kategoriseret i kategori fem, hvor jeg er uden for arbejdsmarkedet, men jeg skal alligevel bedømmes hver tredje måned. Hvorfor kan jeg ikke bare få den førtidspension? spørger Susanne Bang.
Lige nu er livet ventetid. Venten på dommen om førtidspension og venten på resultater. Susanne Bang er tilknyttet arbejdsprøvning og er i øjeblikket i virksomhedspraktik på et ældrecenter tre timer om dagen. Nogle dage må hun gå hjem før tid, fordi et par timers bevægelse gør hende træt. Andre dage er hun glad.
Det har været forfærdeligt. Jeg har været i en situation, hvor vi hele tiden er begyndt forfra, men nu er jeg et sted, hvor jeg bliver set. Det går hen imod en slutning. Socialrådgiveren vil gerne observere mig og være sikker på mit reaktionsmønster. Nu skal jeg bare være mig selv. Jeg håber, at jeg kommer på pension hurtigst muligt, så vi kan lægge det her bag os, siger hun.
Susanne Bang står nu foran det sidste punkt. Hun venter bare på, at systemet giver sig.