Sognepræst Carsten Haugaard Nielsen mener, at Paulus i dag kalder kirken tilbage til sine rødder
For sognepræst Carsten Haugaard Nielsen befinder kirken i den vestlige del af verden sig i en overgangssituation i disse år. Den er på vej væk fra at være en kirke, der er båret af kultur og tradition til at blive noget andet, som ingen endnu rigtig ved hvad er.
I den situation har kirken brug for at gå tilbage til sine kilder, og et brev fra Paulus ville være meget kærkomment i Carsten Haugaard Nielsens postkasse i Tyrstrup Kirke. Også selvom han på baggrund af mangeårige studier af Paulus har en ret klar idé om, hvad der ville ligge Paulus mest på hjerte i forhold til den danske folkekirke.
– Kirken er hverken et kulturhus eller en kaffestue. Paulus har selv et meget stærkt fokus på hovedsagen i en kristen kirke: Jesus Kristus, og jeg synes, vi i høj grad har brug for at blive udfordret af Paulus i den situation, vi står i som kirke i dag. For mig at se har Paulus meget at sige om den sag, siger Carsten Haugaard Nielsen.
– Paulus siger selv, at han ikke vil vide af andet end Jesus Kristus – og det som korsfæstet. Og Paulus tænker ikke bare Kristus som en form for lære, men han tænker den kristnes liv som en forening med Kristus. Det gennemsyrer Paulus’ tænkning, at han også tolker sit eget liv som en forening med Kristus, siger Carsten Haugaard Nielsen.
Og hvis det lyder som det rene volapyk, er det kun et udtryk for, hvor langt væk vi er kommet fra det, som for kirkens første teolog var hovedsagen.
– Det kan godt være, at vores kirke har brug for at spidse sig til, så det kommer til at handle om det, det handler om, nemlig Kristus, og ikke alt muligt andet. Paulus’ breve, som er de ældste kristne dokumenter, vi har, er gennemsyret af Kristus-spiritualitet. Det er her, det spidser til for Paulus, siger Carsten Haugaard Nielsen.
Netop den stærke tale om forening med Kristus kan komme til at betyde noget særligt for folkekirken, vurderer han.
– Man taler om, at der er en spiritualitetsbølge på vej i folkekirken. Det er rigtig godt og spændende, og jeg tror, at Paulus har noget, han vil lære os i den situation, nemlig at kristen spiritualitet ikke er hvad som helst. Kristen spiritualitet er en erfaring, jeg kan gøre, som kan hjælpe mig i mit liv, og den erfaring må altid have udgangspunkt i Kristus, siger Carsten Haugaard Nielsen.
På den måde vil Paulus understrege, at kristen tro ikke er begrænset til særlige tider eller steder.
– Det at være kristen er for Paulus et helhedsprojekt for vores liv. Det handler om en spiritualitet, der både kan rumme erfaringen af gudstjeneste og af hverdag. Det tror jeg også, han ville skrive noget om i en epistel til den danske folkekirke.
For Carsten Haugaard Nielsen er det klart, at Paulus også ville understrege, at kirken er et fællesskab, som er alles ansvar og må bæres fra neden. Paulus ser nemlig kirken som Kristi legeme, hvor alle lemmer er betydningsfulde. Og sådan er det også i folkekirken i dag.
kirke@kristeligt-dagblad.dk