1. september 2008
For at skabe dialog har en gruppe KFUM-spejdere bygget en moske i nærheden af Kolding og deltaget i fredagsbøn sammen med en gruppe muslimske spejdere fra Tunesien
Ifølge spejderloven er en spejder en person, der er hjælpsom, respekterer andre, værner om naturen og lytter til Guds ord.
Og nu har KFUM-spejderne, som er tilknyttet den danske folkekirke, også fået mulighed for at gå til fredagsbøn i en nybygget moske. En moske som de selv har været med til at bygge.
Opførelsen af moskeen er en del af et samarbejde mellem KFUM-spejderne i Danmark og en gruppe muslimske spejdere fra Tunesien, som blev skudt i gang i forbindelse med en stor spejderfestival i august. Moskeen er bygget for at give muslimerne et sted at tilbede deres Gud og for at få en dialog i gang om andre kulturer og religioner.
Spejdere til fredagsbønEt af programpunkterne i forbindelse med festivalen var fredagsbøn i moskeen. I første omgang blev der afholdt en fredagsbøn, hvor alle interesserede kunne se, hvordan det foregik, uden selv at skulle bede. I anden omgang var der både danske og tunesiske muslimer, der bad.
En af dem, der er ansvarlig for hele projektet, er formand for arab-udvalget, Steven Mountfield. Og han ser ikke noget kontroversielt i, at kristne spejdere bygger moske og deltager i fredagsbøn.
- Man kan godt sige, det er utraditionelt, men i vores formålsparagraf står der, at man skal kunne finde sin egen mening. Det mener vi, man gør gennem dialog, og det her er et godt eksempel på det. Vi håber at få en god dialog i gang, så vi kan mindske de barrierer og misforståelser, der er i verden efter 11. september, siger han.
Ikke et missionsprojektSteven Mountfield understreger, at samarbejdet med de muslimske spejdere ikke skal ses som et missionsprojekt fra nogen af parterne.
- Jeg ser det ikke som en fare, men som en styrke, at vi tør gå ind i en dialog. Vi gør det med et klart standpunkt om, at vi er kristne spejdere, så det skal ikke blive et kompromis med vores egen baggrund, siger han.
En gevinst ved mødet mellem de to religioner kan ifølge Steven Mountfield være, at de danske, kristne spejdere bliver mere opmærksomme på deres egen tro.
- Vi ser det lige så meget, som at vi får en større interesse for, hvad vi selv tror på og vil. På den måde får vi styrket vores egen religion, siger Steven Mountfield.
Moskeen er nu pillet ned igen, men den står klar til at blive brugt, når der igen kommer tunesiske spejdere på besøg.