Ortodoks i Danmark

Hvad forstår mon en russisk præst ved ”den skandinaviske mentalitet”? Og hvorfor finder han den skadelig? Kunne det skyldes, at skandinaviske ortodokse ikke sætter lighedstegn mellem ”ortodoks” og ”russisk”? Eller at de har den opfattelse, at deres modersmål, dansk, norsk og svensk, er lige så velegnede til at bære og formidle den ortodokse kirkes tro som det kirkelige kunstsprog, der benyttes i de fleste russiske menigheder?

Så mærkeligt det end kan forekomme danskere uden kendskab til den ortodokse kirke: Sproget, som bruges til kirkens gudstjenester, er genstand for uenigheder med nationalistiske overtoner. I mange lande i Vesteuropa arbejder provinsielle russiske ortodokse præster og lægfolk på for enhver pris at bevare kirkeslavisk (en slags middelalderbulgarsk) som det eneste autoriserede gudstjenestesprog, uagtet det ikke frembyder umiddelbar forståelighed for noget menneske, uanset vedkommendes modersmål.

En lignende strid pågår i selve Rusland, hvor spæde forsøg på at indføre nutidigt russisk sprog i kirkerne til fremme af den folkelige forståelse møder kraftig modstand.

I dén russiske menighed i København, hvor der ifølge præsten er ”vanskeligheder” med danskere, har man en klar politik: Det foretrukne og gennemgående liturgiske sprog er kirkeslavisk, men der kan fejres gudstjeneste på dansk én gang om måneden, dog med visse vigtige forbehold.

For det første: Aldrig om søndagen! Det er jo dagen, hvor kirken fejrer Herrens opstandelse, og denne vigtige fejring kan alene finde sted på slavisk. For det andet: Falder én af kirkens højtider på den lørdag, der er afsat til den dansksprogede tjeneste, da viger det danske, og tjenesten forrettes på kirkeslavisk. Kort sagt: Dansk sprog er lige netop tålt på ganske få hverdage, hvor intet særligt er på færde; men slavisk har klar og indiskutabel forrang.

Mon det skulle være de danske troende, som drister sig til at mene, at også dansk er et fuldgyldigt søndags- og højtidssprog, den russiske præst finder ”vanskelige”? Kunne det være de danske troende, som afviser forestillingen om slavisk som et særlig ”helligt” sprog, han finder inficerede af ”skandinavisk mentalitet”?

Den centrale påstand hos den russiske præst lader til at være, at hvis en dansker vil være ortodoks kristen, må han eller hun gå ”i lære” som russer, anerkende slavisk sprog og russisk mentalitet som kirkelig norm og henvise sit danske modersmål og sin danske egenart til en sekundær position, som i det højeste kan gøre sig håb om at blive tålt som en slags ekstranummer i den russiske kirke.

Vi står over for en problemstilling, som langtfra er begrænset til Danmark. I en række vestlige lande kæmper stærke russiske kræfter for at skaffe sig mest mulig kontrol med de ortodokse troende. Man søger at hindre, at den ortodokse kirke og tro bliver lokalt funderet og antager lokale former, ikke blot med hensyn til sproget, men omfattende hele det miljø og åndelige klima, kirken virker under.

I Vesteuropa er der etableret en selvstændig, ortodoks kirkelig enhed, kendt under navnet ”det vesteuropæiske eksarkat”. Det drejer sig om cirka 130 menigheder, fordelt over en række vesteuropæiske lande. Eksarkatet har sit hovedsæde i Paris og ledes af ærkebiskop Gabriel, som er belgier.

Eksarkatet er oprindeligt et resultat af flygtningestrømmen fra Rusland efter 1920. Eksarkatet anerkender i taknemmelighed den russiske arv, men i de mellemliggende snart 100 år er det blevet stadigt mere integreret i Vesten. Størstedelen af menighederne benytter lokale sprog i gudstjenesten, og majoriteten af de troende er franskmænd, englændere, hollændere, belgiere, nordmænd, danskere og så videre. De definerer sig som begyndelsen til en selvstændig, ortodoks kirke i Vesteuropa.

Alligevel modtog samtlige præster og menigheder i eksarkatet for lidt over 5 år siden, i øvrigt i en periode, som var ustabil, fordi den hidtidige ærkebiskop netop var død, og en ny endnu ikke valgt, et brev fra patriarkatet i Mosva, som i højstemte vendinger inviterede alle ”vore russiske brødre og søstre” til at ”vende hjem til moderkirken” og altså blive en del af den russiske kirke og give sig ind under Moskvas åndelige ledelse.

Et massivt flertal af eksarkatets troende stod dengang bag den nyvalgte ærkebiskop Gabriel, da han venligt, men bestemt takkede nej til Moskva. For vi er ortodokse og samtidigt vesteuropæere, ikke russere. Og derfor har vi ikke noget ønske om at organisere os som en del af den russiske kirke. Ligesom russerne ikke ønsker at ”vende tilbage” under den græske eller byzantinske administration, hvoraf de oprindeligt er udgået.

En lignende udvikling fandt sted et par år senere i England. Her løsrev en 15-20 ortodokse menigheder under ledelse af biskop Basil sig fra Moskvas patriarkat og sluttede sig i stedet til administrationen i Paris. Hvorfor? Fordi de ortodokse troende i disse menigheder er englændere, bosiddende i England, og derfor var grundigt trætte af massive og stadigt intensiverede krav om, at det kirkelige klima først og fremmest skulle være russisk.

Dermed er vi tilbage ved udgangspunktet: Der er en afgrund mellem den herboende russiske præsts nedladende mistænkeliggørelse af ”den skandinaviske mentalitet” på den ene side og de faktiske forhold i den ortodokse kirke i Vesten på den anden side.

For virkeligheden er heldigvis, at i Frankrig kombinerer kristne ubesværet deres ortodokse tro med ”fransk mentalitet”, i England hersker ”engelsk mentalitet”, og tilsvarende i alle de lande, hvor det vesteuropæiske eksarkat har sine menigheder. Der er ingen som helst modsigelse mellem at være præget af sit hjemlands mentalitet, sprog og væremåde samtidigt med, at man er ortodoks kristen. Det ser man overalt: I Grækenland, i Rumænien, i Bulgarien, sågar i Rusland og altså også i Skandinavien.

I Danmark hedder eksarkatets lokale ortodokse menighed ’Gudsmoders Beskyttelse’. Med vor ærkebiskops opbakning er vi fuldt ortodokse og fuldt danske. Vi glæder os inderligt over, at vor danske tænkemåde finder sin naturlige plads i den ortodokse kirke, og vi glæder os dagligt over at kunne lovsynge Gud på vort eget sprog.

For i vore hjerter ved vi, at kun på den måde, og ikke ved at efterabe russerne, kan den ortodokse kirke blive en selvfølgelig del af det kirkelige landskab i Danmark. Og kun på den måde kan den ortodokse tro blive et naturligt valg for danske kristne.

Poul Sebbelov er ortodoks præst