Over for Gud har vi ikke en pind at sige

Og stadig, når familien kommer på besøg, tales der teologi. Sådan som det altid har været i Arendt-familien. Fire af Arendts seks sønner er – eller var, for en af dem døde i 1986 – teologer.

Rudolph Arendt flyttede for nogle år siden sammen med sin hustru i en ældrebolig, der ligger over for refugiet, højskolen og kirken i Løgumkloster, hvor han tidligere hjalp til med gudstjenesten. Da han fyldte 80, betegnede han sin tredje alder som et ”udbytterigt livsafsnit”. Det var i hvert fald aktivt. I mange år anmeldte han teologiske værker i Kristeligt Dagblad og fik før og efter pensioneringen selv skrevet en række. Den første var ”Tænkning og Tro” fra 1967, som han blev æresdoktor for ved Aarhus Universitet og selv ser som et af sine hovedværker.

Hans sidste bog handlede om sandheden, og der er for Rudolph Arendt netop sandheden til forskel, når han sammenligner kristendommen med alle de andre religioner. For trods alderdommens besvær med at finde ordene er Arendts teologi fortsat enkel, skarp og intakt.

– Når det kommer til stykket, bestemmer vi ikke en pind over for Gud, fastslår han, og kristentroens sandhed står ikke til diskussion.

– Kristendommen har på den måde altid været forargelig. Det har altid været forargeligt at forkynde evangeliet, og da ikke mindst i dag, hvor vi opfatter os selv så demokratiske, at vi tror, vi skal stemme om alting. Over for Gud er der intet demokrati.

Den forargelige kristendom insisterer på sandheden, og her altså ikke blot en sandhed blandt alle andre, men det betyder jo ikke, understreger Arendt, at kirken besidder en sandhed til forskel fra andre. Kirken og præsten og hans prædiken er hér på enhver måde stillet som alle andre og må lade sig sige af sandheden.

Den gamle teologiske stridsmand, som i et halvt århundrede har været med til at sætte sit præg på folkekirken, ser som kirkens vigtigste udfordring i dag, at man fastholder ”forkyndelsen af kristentroen i sit inderste væsen”. For i dag er faren for religionsblanderi måske større end nogensinde.

– Vi skal ikke bekæmpe andre religioner eller livsopfattelser, men blot forkynde evangeliet, som kirken altid har gjort det. Begynder vi først at blande tingene, ender det i noget selvlavet makværk.

Samtidig har danskerne grund til at være glade for deres folkekirke, mener Rudolph Arendt.

– Der vil altid være flere, som står fjernere i forhold til folkekirken end tæt på. I dag er dens stilling i samfundet måske svagere, men det påfaldende er jo, at selvom folk ikke kommer i kirken så meget, så melder de sig heller ikke ud. Der er stadig et eller andet, der binder dem til kirken.

Hjemmet i Randers, hvor Rudolph Arendt voksede op, var missionsk. Familien gik i kirke om søndagen og til møder i missionshuset om aftenen.

– Og jeg fulgte pligtskyldigst med, selvom jeg ikke følte, at jeg fik noget ud af det.

I dette miljø blev der lagt vægt på den personlige omvendelse.

– Man skulle helst have en bestemt oplevelse af Gud, men jeg kunne ikke få nogen oplevelse af den art. Der skete ingenting, forklarer Rudolph Arendt, som først fandt sit kristelige ståsted, da han begyndte at læse Jakob Knudsens romaner – og efterhånden alle hans bøger – og her mødte, hvad han betegner som en karsk kristendom. En anden påvirkning kom fra Tidehverv.

– Det var jo folk med samme baggrund som jeg. De begyndte også i missionen.

Derved fandt han sin teologiske vej til Luther og Grundtvig og husker den tid som en befrielse, fordi det her gik op for den missionsk opdragede Arendt, at det ikke er mennesket, der baner vejen til Vorherre. Men omvendt.

steens@kristeligt-dagblad.dk