Indsigelse mod en anmeldelse

Kære Nils Gunder Hansen.

Jeg læste din anmeldelse af Jurij Moskvitins bog om Henrik Stangerup, ”Du må ikke sjuske med dit liv” i avisen lørdag den 30. august. Jeg tror dog desværre ikke læserne får lyst til at købe bogen.

I Berlingske Tidende fik den fire stjerner af Ebbe Iversen (”Gennem hele bogen løber en ægte kærlighed til Henrik Stangerup”, skriver Iversen). I Weekendavisens bogtillæg skriver Claes Kastholm Hansen. Han kalder Stangerups romaner hovedværker, og finder portrætbogen grov, men så god, at ingen i fremtiden vil kunne komme uden om den, hvis de vil skrive om Stangerup.

Jurij Moskvitin gik jeg i klasse med i gymnasiet, og Henrik Stangerup studerede jeg teologi med, og jeg så ham ofte også i den svære, håbløse sygdomsperiode frem til hans død i 1998.

Nu vil jeg bede dig om at forklare mig og Kristeligt Dagblads læsere to konkrete ting (din negative helhedsopfattelse må du naturligvis fremsætte, som du gør). Men hvorfor skriver du netop i denne avis, at ordet dæmoni er en kliché?

Jeg ved godt, at den kyniske læge i ”Vildanden” kalder den fordrukne teolog ”dæmonisk” og røber, at det kun er for, at han skal bilde sig ind, at han er noget lidt mere interessant end en drukmås. Men hvad mener du? Det er svært for læserne, som den ene dag får at vide, at man ikke skal tro på Djævelen. Det har man ingen grund til, ham forsager man – og i lørdags kalder du så ordet dæmon en kliché. Hvornår er den blevet det? Var det allerede, da Martin A. Hansen skrev ”Løgneren”? Mener du også Kierkegaards analyser af dæmonien som fortvivlet indesluttethed i ”Begrebet Angest” er kliché – eller Luthers salme om dæmonernes og smådjævlenes afmagt. Skulle Luther ulejlige Vorherre selv med tomme klichéer?

Min anden indvending er, at du – jeg har lige fået bogen ”Du må ikke sjuske med dit liv” og kun nået en tredjedel – mener, at Jurij har ret i, at Stangerup ikke var særlig belæst. Hvordan kan du sige det? Hans far, professor Stangerup, var lærd og grundig, og i den forstand var Henrik Stangerup sin fars søn. Han læste alt om P.L. Møller, før han skrev ”Det er svært at dø i Dieppe”. På samme måde gik der et omfattende studium forud for ”Broder Jacob” og ”Vejen til Lagoa Santa”.