HVIS GUD HAR UDTÆNKT det således, som det klart kommer til udtryk i Bibelen, at det kun er i troen på Jesu forsonergerning på korset, at der er frelse, så pådrager man sig en meget alvorlig skyld, hvis man forkynder, at enhver bliver salig i sin tro.

Som Kaj Mogensens skriver: ”Enten gælder Kristi forsoning alle, eller også findes den slet ikke.” Så kan folk blive i deres vantro eller afgudsdyrkelse, de bliver jo frelst uanset hvad. I så fald bliver kristendommen kun til terapi, en mentalhygiejnisk foranstaltning, for at vi skal føle os bedre tilpas og være gode mod hinanden.

MON DET VAR DEN tankegang, Jesu apostle gik i døden for? Mon ikke det netop var med livet som indsats at redde så mange som muligt fra den evige fortabelse. Fordi ”kærligheden tvang dem” (2. Kor. 5, 14).

Derfor er tanken om fortabelsen ikke en kilde til tilbagelænet selvtilfredshed – jeg hører jo til de frelste – men til en taknemmelig glæde over, at Gud elsker ethvert menneske så højt, at han lod Jesus lide og dø, for at vi skulle blive frelst, blot vi tager imod hans gave til os.

Jeg føler en taknemmelighed over, at jeg har fået skænket denne tro (og ikke som Kaj Mogensen mener, vi tror, at troen er det, ”som vi skal yde til gengæld, det, vi skal tage os sammen til for at blive frelst”). Og jeg føler en sorg over, at mennesker i almindelighed og nogle gode venner og familie i særdeleshed måske ikke har en personlig tro på Jesu forsonergerning vel vidende, at det står ikke til os at vurdere, hvem der bliver frelst eller går fortabt.

Det er en anspore til at være med i tjenesten for evangeliets udbredelse. Det giver ikke anledning til selvtilfredshed, nærmere til en sorg over, at man ikke er et mere brændende vidne (de første kristne og mange siden taget i betragtning).

Derfor er et kristent liv en blanding af dels sorg over egne fald og svigt, dels en fantastisk glæde over Jesu tilgivelse og omsorg og over Guds vidunderlige skaberværk, både i naturen og på mange måder også i kulturen.

Torben Poulsen,
læge,
Petuniavej 198,
Skive