Nikotin forstærker andre oplevelser, når man ryger en cigaret, og glæden ved oplevelserne skaber afhængighed af tobakken, mener professor
Kaffen smager bedre, og samværet med vennerne bliver endnu hyggeligere, når man har en cigaret i munden.
Og det er glæden ved disse oplevelser, som skaber den egentlig afhængighed af cigaretter - og ikke nikotinen i sig selv, fastslår en psykologiprofessor i en ny undersøgelse, skriver
ScienceDaily.
Nikotinen forstærker de oplevelser, man har samtidig med, at man ryger en cigaret, og derfor er det så svært at lægge smøgerne på hylden.
- Når du tænker over, hvor folk ryger, og hvem de ryger med, indser du, at det sker på bestemte steder og ofte med en bestemt gruppe mennesker. Måske er det grunden til, at nikotin er så afhængighedsskabende - hvis du vænner dig til at få en ekstra tilfredshed fra ting, du normalt nyder, kan manglen på nikotin mindske glæden ved en bestemt aktivitet, siger psykologiprofessor ved Kansas State University i USA, Matthew Palmatier.