Alderdom får mere status

Leder af DSansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, Kaare Christensen, har oplevet, hvordan forskning i aldring og ældres sygdomme har gennemgået et statusløft.

– Det skyldes blandt andet, at vi har fået et gennembrud i molekylær forskning, hvor aldersforskning er blevet kædet sammen med kræftforskning, og så har området fået høj prestige, siger Kaare Christensen. Han forudser, at flere vil blive på arbejdsmarkedet i en høj alder, og at den stærke gruppe af gamle vil vokse.

– At vi får flere ressourcestærke ældre er selvfølgelig positivt, men det må aldrig gå ud over gruppen af svage ældre, som også vil findes fremover, siger han.

En international undersøgelse viser, at danske 60-79-årige har den højeste livskvalitet i verden, hvilket måske understreges af, at seniorhøjskoler har kronede dage.

Kendte mediefolk over 60 år skriver bøger om at blive gammel. Den gamle provo Ole Grünbaum, 63 år, er på banen med en bittersød bog om at blive gammel, "Den dag min fremtid forsvandt". Den handler blandt andet om at være på Viagra, på kontanthjælp og på den sidste tredjedel af livet. Men uden klynk. Og den jævnaldrende journalist og forfatter Lone Kühlmann slår et slag for en aktiv alderdom i bogen "Vi bliver ikke yngre – fat det!". I bogen giver hun sine jævnaldrende en opsang om at undgå desperation og få det bedste ud af denne fase i livet. Det handler om at slå sig til ro med sin alder og respektere sig selv, men også undgå en falsk begejstring, for så sjovt er det heller ikke at være dame i 60'erne, fastslår Kühlmann. Man bliver nemlig usynlig. Og hun citerer Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, 60 år: "Drømmen om at være usynlig er ungdommens drøm. Som gammel bliver man det automatisk."

Hvornår er man gammel i dag? Ingen vil være gammel. I stedet bruger vi omskrivninger som ældre, den tredje alder, seniorer og det grå guld. Det er et kulturelt problem, når man ikke kan finde et dækkende ord, og det viser, hvor meget vi er i vildrede med alderdommen, mener seniorforsker ved Gerontologisk Institut i København Anne Leonora Blaakilde. Måske er der i højere grad tale om en sindstilstand end om kalenderår. Og hvor gammel ville man tro, man var, hvis man ikke vidste det?

Hvorom alting er, vil vi i de vestlige lande få rigtig mange gamle fremover. De er født, så det er bare et spørgsmål om tid. De gamle vil dog ikke som tidligere fremstå som en kategori. På samme måde som man ikke kan skære alle unge og alle midaldrende over en kam, vil man i fremtiden forstå alderdommen som lige så mangesidig som andre aldre.

Der bliver tale om en uhomogen gruppe, hvor socialklasse, køn, etnicitet og økonomi spiller en rolle for de ældres liv, påpeger sociologen Myra Lewinter, der er ekstern lektor på Københavns Universitet og aktuel med bogen "Aldring – sociologisk set". Hun bebrejder medierne, at de holder fast i to stereotyper, hvad angår ældrebilledet, hvor man enten er frisk og rejser jorden rundt eller starter egen virksomhed, eller hvor man sidder ensom og syg med for ringe pleje.

– Disse to stereotyper, hvor man enten er stjerne i sit eget liv eller hjemmehjælpsmodtager, er med til at fastholde og øge polariseringen. Et mere nuanceret alderdomsbillede med alle mellemgrupperne ville mindske polariseringen og fremme integrationen mellem svage og stærke ældre, siger Myra Lewinter.

Men når folk på 60+ er lige så forskellige som folk på 35, må vi ifølge Anne Leonora Blaakilde sætte spørgsmålstegn ved, om vi fortsat skal have en folkepensionsalder, der er bestemt af fødselsåret. For hvorfor skal en sygeplejerske på 70 år, der gerne ville fortsætte med at arbejde, gå af, bare fordi at sådan er reglerne på det offentlige arbejdsmarked?

Også selvom der er skrigende mangel på sygeplejersker. En kassedame på 66 fik af sin arbejdsgiver, Coop, et brev med farvel og tak på grund af sin alder, til trods for at hun hellere end gerne havde fortsat. En lærer på en teknisk skole måtte også gå, da han fyldte 70, selvom han ønskede at fortsætte. Man kunne tilbyde ham en vikarordning.

– Det er jo absurd, at folk ikke kan fortsætte i deres arbejde, hvis de har lyst. Kun selvstændige som håndværkere, landmænd, butiksdrivende, kunstnere, freelancere og selvstændige erhvervsdrivende kan selv bestemme, hvornår de vil stoppe med at arbejde. Hvorfor skal det være sådan? Vi har et tankesæt, der rubricerer folk på en ganske bestemt måde, alt efter om de er 40, 60 eller 80 år, siger Anne Leonora Blaakilde.

Myra Lewinter mener, at vi må bløde op på tilknytningen til arbejdsmarkedet, så der bliver mange mellemstationer. Men hun frygter, at ældre kun er inter- essante for arbejdsmarkedet, så længe der er mangel på arbejdskraft.

– De ældre fyres som de første, når vi får ledighed. Og selvom vi for tiden mangler arbejdskraft, er det jo ikke, fordi virksomhederne står i kø efter at få folk fra 55 år og opefter. Vi har stadig aldersdiskriminering på arbejdsmarkedet, og ældre fyres stadig, selvom det omskrives som omorganisering eller lignende, fastslår hun.

Hvis vi får et samfund, hvor det bliver mere almindeligt at se gamle mennesker på arbejdsmarkedet, bør det aldrig være en pligt at arbejde til højt op i alderen, og det bør ikke lægge pres på de svage om at gøre ligeså, understreger Anne Leonora Blaakilde.

– Nogle er nedslidt, når de er 60, nogle glæder sig til at blive fri for vækkeur, arbejdsbyrder og forventningspres, nogle vil i gang med noget helt andet, nogle vil slappe af og nyde friheden og bruge tid og penge på sig selv i en oplevelses- og forbrugerkultur. Dem skal der ikke ses ned på af den grund. Men hvis efterkrigsgenerationen fører sig frem i alderdommen på en egoistisk måde, kan der opstå generationskrig. De friske gamle er jo lige så individualistisk anlagt som de unge. De er ikke specielt opofrende eller givende, fordi de er kommet op i årene, og det kan muligvis føre til et opgør generationerne imellem, advarer Anne Leonora Blaakilde.

Hvad angår ældreomsorgen, frygter hun en øget polarisering, hvor de velstående og deres pårørende vil betale sig til privat pleje, og de offentlige plejehjem vil blive nedprioriteret. Det vil blot være et spørgsmål om tid, før vi får private plejehjem på samme måde, som vi har fået private skoler og hospitaler.

Myra Lewinter er ikke i tvivl om, at vi vil se en stigende ulighed på ældreområdet. Social ulighed, økonomisk ulighed og kønsmæssig ulighed.

– Der er for eksempel et stærkere pres på kvinder for at gå på pension end på mænd. Kvinder i parforhold har ofte en partner, som er lidt ældre end dem selv, og manden forlader som regel arbejdsmarkedet før kvinden. Det kan i mange tilfælde lægge et vist pres på kvinden. Langt de fleste af dem, der går på pension, har ikke ressourcer til at starte en ny karriere. Det er forbeholdt en lille gruppe stærke ældre. Uligheden vil også gøre sig gældende inden for pleje- og omsorgssektoren, hvor vi vil se en øget privatisering, og det vil sortere folk. Desuden betyder almengørelsen af arbejdsmarkedspensionen, at de fattige ældre får mindre at leve for end de rige, siger Myra Lewinter.

Hun ser endvidere en helbredsmæssig ulighed hos kommende generationer af ældre, idet mange unge spiser dårlig kost bestående af cola, chips, pizza og sukkerholdige morgenmadsprodukter. Det skaber en sukkerafhængighed, som kan føre til diabetes i en ung alder, og det vil medføre store problemer, når disse unge bliver gamle, advarer hun og tilføjer, at hun har svært ved at deltage i noget jubelkor om en god alderdom generelt i Danmark. På grund af en stigende polarisering.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk