Jeg besluttede, at der ikke var andet for end at begynde at bage rugbrødet selv, hvis familien skulle undgå at blive ramt af forstoppelse og alvorlige mangelsygdomme. Her kommer min udmærkede kone ind i billedet, for hun kan noget med dej. Det kan jeg ikke; jeg synes, det er ulækkert at få på fingrene, og hvis det bliver tørt, er det værre end lyden af en negl på en skoletavle.

Sådan noget er min kone ligeglad med. Hun ælter løs uden at lade sig mærke med noget, og i lange perioder af vores ægteskab har hun egenhændigt forsynet husholdningen med det daglige brød, Gud velsigne hende. Jeg antydede diskret, at hun passende kunne påbegynde sådan en periode nu.

Det ville hun godt være med til, men vejen til det hjemmebagte rugbrød var ikke uden forhindringer. For eksempel opdagede hun, at det mest undseelige og ukommercielle produkt i dansk dagligvarehandel, den grå pakke gær med malteserkorset, er fuldstændig umuligt at opdrive i England, hvor tørgær er det eneste gær, der findes.

Dog ikke helt umuligt: I en excentrisk helsebutik lykkedes det hende at finde en lille pakke økologisk (!) gær til den beskedne sum af ét britisk pund.

(Hvorfor mon gær i Danmark, trods producentens totale markedsmonopol, nærmest ingenting koster? Og vi hamstrede endda gær under strejken i 1998, burde det ikke have fået en klokke til at ringe hos Daniscos salgschefer?)

I helsebutikken fandt min kone også rugmel samt det fornødne sortiment af forskellige frø og kerner – alt sammen til særdeles biodynamiske priser. Samlet set er det ikke ligefrem verdens billigste surdej, hun har sat i gang nede i køkkenet. Men på den anden side, hvem kan gøre en god fordøjelse op i penge?

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk