Henning Tjørnehøj |
5. september 2008
Grundtvig er ikke blot uretmæssigt blevet prist for sin folkelighed. Han er også blevet gjort til en af folkestyrets grundlæggere, skønt han faktisk helst havde set kongens enevælde videreført
DEN 1. AUGUST SKREV kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) en klumme i Kristeligt Dagblad om Grundtvig som politiker. Hun beklagede, at hans virke på Christiansborg er ganske overset. Det har hun ret i, men det er vel ikke så besynderligt.
Hans indsats kom jo først og fremmest til at ligge på det kirkelige område. I øvrigt ville jeg som grundtvigianer gå stille med dørene, når det drejer sig om vor nationalskjalds politiske ageren.
Da der i 1848 skulle vælges kandidater til en Grundlovgivende Rigsforsamling lod Grundtvig sig opstille i Nyboder-kredsen i København og tabte. Det samme gjorde universitetets rektor, teologen professor H.N. Clausen. Han blev i Præstø-kredsen slået stort af bomuldsvæver Hans Hansen. Det var ikke tilfældigt, at en arbejder som den eneste blev valgt netop i Præstø. Denne egn havde sammen med Holbæk-egnen været arnestedet for protester blandt landarbejderne i anledning af deres elendige levevilkår.
Valget af Hans Hansen førte til en omgående reaktion fra den lokale sjælehyrde, Grundtvigs gode ven Peter Rørdam. Han indledte en bagvaskelseskampagne mod væveren baseret på en forlængst frafalden sag om et mindre tyveri.
Hvis denne sag ikke var blevet skrinlagt, havde væveren ikke kunnet opstilles. Den mulighed stod nemlig kun åben for uberygtede mænd.
Men kampagnen mod Hans Hansen havde den ønskede virkning: Han opgav sin kandidatur. Grundtvig lod sig opstille og blev valgt. Hvad skriver Rønn Hornbech nu om denne pinlige sag? Hun skriver blot følgende: Grundtvig blev ikke valgt ved dette ordinære valg, men vandt et suppleringsvalg få uger senere.
Det herlige ved Grundtvig er ifølge Rønn Hornbech, at han hele livet kæmpede for sine frihedsidéer. Gjorde han? For mange af vore landsmænd var det dengang en daglig kamp at holde sulten fra døren. Men jeg er endnu ikke stødt på et eneste citat, hvor Grundtvig udtrykker medfølelse med disse mange landsmænd
Og han stillede eller støttede heller ikke hverken som medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling eller senere som medlem af Folketinget og til slut Landstinget forslag til fattigdommens afhjælpning.
TVÆRTIMOD STEMTE GRUNDTVIG imod Grundlovens beskedne fattigbestemmelse om, at den, som ikke selv kan ernære sig eller sine (…) er berettiget til at erholde hjælp af det offentlige.
Han protesterede så højt og lydeligt, som han kunne mod denne berettigelse for de fattige til at få offentlig hjælp. Alligevel fik han kun 22 af de 152 grundlovsfædre med sig i protesten. Det viser, hvor langt ude til højre den frihedselskende Grundtvig stod i en forsamling, der ikke just var plaget af social forståelse.
Når Grundtvig protesterede så indædt mod fattigbestemmelsen i Grundloven, havde det to årsager.
For det første frygtede han som god Venstremand, at de offentlige udgifter ville stige for meget.
For det andet fastslog han, at man endelig ikke i Grundloven (måtte) gøre øvrigheden til en pligt at føde og klæde folket (eller) de rige til en pligt at føde og klæde de fattige, thi dermed stiler man efter al erfaring hvor han så havde den fra? mod at gøre hele folket til fattiglemmer, der hverken kan føde og klæde sig selv eller hinanden. Man overskærer kærlighedsbåndet, som er det eneste, der til gavn kan forbinde de rige med de fattige. Man føder dovenskaben, så flittigheden må sulte. Det er jo som at læse en Cepos-pjece rent bortset fra, at den europæiske underklasse netop her i 1800-tallet ganske ukærligt rejste sig mod den overklasse, som ifølge Grundtvig ville den det så godt.
Hans eget kærlighedsbånd til arbejderklassen håndværkerne, landarbejderne og de jordløse husmænd var ikke ligefrem stramt knyttet. I selve grundlovsåret 1849 mente han således, at proletariatet hverken havde hjerte eller ære i livet hvor han så vidste det fra. Han tog aldrig selv kontakt til menigmand. Grundtvigs omgangskreds var embedsstanden, adelen og hoffet og ganske særligt enkedronningen.
Han mente i øvrigt meget frihedsbevidst at det eneste, der kunne holde arbejderklassen på plads, var frygten for, hvad der bider i skind, altså tørre tæsk. Mange andre borgerlige var formentlig enige med ham. Men de havde dog pli nok til ikke at sige det højt.
NÅR MAN UDTALER SIG på denne måde om størstedelen af befolkningen, fortjener man efter mit skøn ikke at blive kaldt folkelig. Alligevel påstod den folkekære historiker Palle Lauring, at Grundtvig var en af de få på sin tid, der faktisk interesserede sig for almindelige mennesker.
Men Grundtvig er ikke blot uretmæssigt blevet prist for sin folkelighed. Han er også blevet gjort til en af det danske folkestyres grundlæggere, skønt han faktisk helst havde set kongens enevælde videreført omend i en mere oplyst form.
Grundtvig kritiserede også selve det parlamentariske princip om flertalsafgørelser talmajestæten og overtallet, som han hånligt kaldte det. Og han fandt det ikke bare smagløst, men den rene ødelæggelse, hvis landbefolkningen skulle finde på som den talrigeste at beherske hele riget.
I nogle historiebøger kan man læse, at Grundtvig hverken stemte for eller imod grundlovsforslaget. Kendsgerning er at han udlod at møde op ved den endelige afstemning i Den Grundlovgivende Rigsforsamling.
Rønn Hornbech citerer Paulus: Hvor der er ånd, er der frihed, og fra det udgangspunkt kæmpede Grundtvig. Som få i Danmarkshistorien forstod han åndsfrihedens nødvendighed. Men Grundtvig forstod ikke den sociale friheds nødvendighed, og det var den frihed, hovedparten af landets befolkning tørstede efter på Grundtvigs tid.
Hvis kejseren går ud over det, der er kejserens, og vil herske over det, der er Guds, så skal vi sige fra, fastslog Rønn Hornbech. Men skal vi ikke også sige fra, hvis kejseren vil undertrykke folket? Nej, ikke ifølge Paulus. Efter hans mening er øvrigheden indsat af Gud, så den, der sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom.
Paulus absoluterede altså de til enhver tid siddende øvrigheder, og Luther videreførte dette fundamentalistiske samfundssyn uafkortet, hvad de tyske bønder fik at føle i 1525. Den modstandsret for en undertrykt befolkning, som lederen af det engelske parlaments overhus, Thomas More, skrev om i sin bog Utopia i 1516, fandt ingen nåde hos Luther. Men den blev nævnt i den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789.
MEN GRUNDTVIG VAR IKKE menneskerettighedsforkæmper fastslog Rønn Hornbech det var åndens frihed det drejede sig om. Men det menneske, der har ikke har noget at spise, ikke noget at bo i, ingen uddannelse, intet arbejde, ingen mulighed for lægehjælp eller hjælp i alderdommen og så videre kan man altså ikke hjælpe med åndsfrihed.
I øvrigt er Rønn Hornbech heller ikke menneskerettighedsforkæmper. Helt på linje med DF-pastoren Søren Krarup mener hun, at menneskerettighederne har udviklet sig til en ideologi, nærmest en religiøs lære, som har det bestemte formål at forme en ny ånd, der bygger på en idé om det retfærdige menneske. En sådan menneskeretsidé er ikke blot håbløs i mødet med virkeligheden, den strider også imod Grundloven (!). Menneskerets-diskussionen er blevet til et lighedstyranni (Berlingske Tidende den 22. januar 2002).
Som om disse rettigheder skulle have til formål at gøre mennesker ens. Hensigten er at stille mennesker ens med hensyn til en række fundamentale rettigheder: frihed fra for eksempel slaveri, tortur, vilkårlig anholdelse og upartisk domfældelse og ret til ytrings- og forsamlingsfrihed, (fag)foreningsdan- nelse, lighed for loven, asyl i tilfælde af forfølgelse, gratis undervisning, understøttelse i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand eller alderdom med videre.
I sin tale for sin efterfølger som kirkeminister fastslog Bertel Haarder (V) blandt andet, at Birthe Rønn Hornbech altid har stået vagt om menneskerettighederne. Ja, det er der meget, der tyder på.
Jeg synes, at Bertel Haarder skulle spørge de afviste asylsøgere som Helle Thorning-Schmidt (S) tabte valget i november 2007 på at ville hjælpe, og som nu tvinges tilbage til Irak hvad de mener om integrationsministerens overholdelse af menneskerettighederne.
Henning Tjørnehøj er historiker og forfatter
På mandag er det 225-året for N.F.S. Grundtvigs fødsel
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad