Stjerner der aldrig falmer

Inden for kultur, musik og film fylder gamle stjerner meget. Næsten daglig kan man læse om aldrende legender, der bliver ved og ved. Med succes og med publikum i alle aldre – også helt unge. Tag Bob Dylan, 67, Paul McCartney, 66, Dolly Parton, 62, Bruce Springsteen, 58, Harrison Ford, 66, Sean Connery, 78, Jack Nicholson, 71, Meryl Streep, 59, samt Helen Mirren, 62, som for øvrigt har modtaget en pris fra den amerikanske nudistforening for at have smidt tøjet i flere film, blandt andet ”Calendar Girls” fra 2006.

Og så er der ikke mindst Rolling Stones – fra 61 til 67 år – som i den grad trykker den af på scenen. Under deres koncert i Bergen i 2006 stod en læge med speciale i aldersbetingede sygdomme klar i kulissen. Ham blev der dog ikke brug for. Da Mick Jagger var i tyverne, udtalte han, at han ikke kunne se sig selv stå på en scene som 30-årig. Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. I forhold til disse vilde gamle fremstår Michael Jackson, Madonna og Prince, der alle er fyldt 50 i år, som de rene vårharer.

– At anerkendte rockmusikere kan fortsætte langt ud over pensionsgrænsen, er noget nyt. Det har hidtil især været forbeholdt musikere inden for klassisk musik og jazz, siger Anne Leonora Blaakilde, seniorforsker ved Gerontologisk Institut, en selvejende forskningsinstitution i København.

Hun er ikke i tvivl om, at det er den store efterkrigsgeneration født mellem 1945 og 1950, som har båret denne bølge frem. Den forkætrede 68-generation har ført sig frem med samme individualitet og egoisme som de unge, påpeger Blaakilde.

– Det pudsige er, at den generation, som havde travlt med at fordømme alle over 30 år, selv er blevet 30+, mildest talt, og så må ideologien jo omdefineres, siger hun.

Det gamle Beatles-hit ”When I’am sixtyfour” har fået en anden klang, når sangeren er langt oppe i tresserne.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk