Trossamfundene føler sig presset af civilsamfundet, det civile samfund føler sig presset af de troende, og EU fjumrer rundt i det, når der forsøges på at skabe dialog med de religiøse kræfter i Europa.
Det er den korte version af den debat om sekularisering og religion i det moderne EU, som italienske medlemmer af den liberale gruppe i Europa-Parlamentet forleden havde indkaldt religiøse og verdslige kræfter til i Bruxelles.
EU som statsmagt har ingen rødder i religionen og har aldrig haft nogen religiøs legitimation. De europæiske institutioner har været administrative, bureaukratiske, teknokratiske institutioner, der tog sig af ting som det indre marked eller landbrugspolitik, hvor religionen ikke spiller nogen som helst rolle. Men for nylig har EU bevæget sig ind på områder, hvor værdier spiller en meget vigtigere rolle, siger Sophie in t Veld, der er et medlem af parlamentets liberale gruppe.
Den unge hollænder er formand for en arbejdsgruppe, der ser på adskillelsen mellem stat og kirke, og hun sidder derfor på første parket til at iagttage, hvordan Unionen bøvler med at få samspillet med EUs religiøse borgere til at fungere, efterhånden som EU-samarbejdet lige så stille æder sig ind på problematikker, der har betydning for troende. For eksempel når der skal afsættes EU-midler til stamcelleforskning, når der skal diskuteres kloning af landbrugsdyr, og når det skal vedtages, om anti-diskriminationslovgivning også skal gælde bøsser og lesbiske.
Hele området omkring grundlæggende rettigheder er blevet til en slagmark i i Europa, siger Sophie in t Veld.
Selv områder som abort, familieret, skilsmisse, homoseksuelle ægteskaber og aktiv dødshjælp, hvor EU ikke har nogen formel magt, ser vi blive debatteret mere og mere på EU-niveau, understreger hun.
Hendes ønske er ikke at begrænse de religiøse kræfters mulighed for at deltage i EU-debatten på de områder, som ligger dem nær.
Spørgsmålet er, selvfølgelig, hvordan det foregår, Og hvordan vi forhindrer upassende og uretmæssig indflydelse inden for EU, siger hun og understreger, at det nok skal gå her i Parlamentet, hvor vi befinder os i.
Jeg er meget mere bekymret over EU-Kommissionen, siger Sophie in t Veld, der klager over, at det er fuldstændig uigennemskueligt, hvordan formand José Manuel Barroso udvælger de religiøse kræfter, som han har dialog med, ligesom det ikke er muligt for udenforstående at få indsigt i, hvad han taler med dem om, og i hvor høj grad de får lov til at komme med deres input til det lovforberedende arbejde, som EU-Kommissionen forestår.
Og så er hun overordentlig utilfreds med Kommissionens tilbagevendende møder med religiøse overhoveder. Hun kritiserer Barroso for at være for snæver i sit udvalg af mandlige gejstlige fra verdensreligionernes etablerede top.
Vi har bedt ham om at invitere kvinder og flere progressive religiøse stemmer med, understreger EU-parlamentarikeren.
Spanske Ndeye Andújar har også undret sig en del over EUs valg af religiøse samtalepartnere. Som muslimsk feminist og næstformand i det islamiske råd i Catalonien forstår hun ikke, hvorfor der for eksempel ikke er muslimske kvinder med i de inter-religiøse dialoger på EU-plan.
Man vil hellere arbejde sammen med folk, som faktisk nægter at anerkende menneskerettighederne, siger hun.
For hende virker det absurd, at man ikke i stedet inddrager moderne muslimer, der kan finde ud af at leve i et vestligt samfund og alligevel være praktiserende religiøse. Men hun mener, at det har en del at gøre med den kejtede måde, som de europæiske samfund behandler deres muslimske medborgere på. Og især kvinderne, som bliver behandlet som børn, der ikke kan tage vare på sig selv og skal reddes fra en ond, undertrykkende religion.
De sekulære ser muslimske kvinder som diskriminerede og mener, at den diskrimination er noget grundlæggende for islam. Men det betyder jo, at de har den samme tolkning som fundamentalisterne, siger hun.
Hun mener, at der er kommet en spøjs forestilling om, at enten er man muslim, eller også er man demokrat, hvilket ikke lader noget rum tilbage til dem, som gerne vil have lov til at være begge dele.
Vi bliver kritiseret af de sekulære institutioner, som tror, at den eneste måde at frigøre kvinderne på er ved at få dem til at frasige sig deres religion, siger hun.
I hendes øjne går den aggressive, sekulære retorik, som man finder flere steder i Europa, direkte imod fundamentalisternes ærinde, fordi det styrker deres position i samfundet, når religionen bliver presset udefra. For hende gælder det om at få folk til at forstå, at man godt kan have en muslimsk tro uden sharia-lovgivning og med ligestilling mellem kønnene. Og at man reelt gør de europæiske muslimer en bjørnetjeneste, hvis man kun lytter til de mest konservative ledere.
Man burde se hen imod nye feministiske ledere, tænkere og aktivister, som kan give muslimske kvinder et alternativ til patriarkatet, siger hun.
En af de stærkeste fortalere for et sekulært Europa er Emma Bonino, medlem af de italienske Radikale. Den forhenværende EU-kommissær og udenrigsminister kommer fra et land, der om noget har bøvl med at adskille stat og kirke. Og hvor politikerne mærker pavens ånde i nakken, så snart de bevæger sig ind over religiøst følsomme områder. Hun har brugt det meste af sit politiske liv på at forsøge at holde kirken ude fra beslutninger om ting som skilsmisse og abort. Og hendes parti har ageret vagthund over for Vatikanets indflydelse på samfundsordenen.
Vi er ikke anti-religiøse. Vi er anti-klerikale. Det er noget andet, understreger Emma Bonino.
For hende er det vigtigt at få folk til at forstå, at man er på helt forskellige stadier af religiøs indflydelse i Europa. Og at grunden til, at det kan være svært at forene, er, at man skal spænde over ultraliberale lande som Belgien og Holland, der tillader aktiv dødshjælp, til ultrakonservative lande med strengt forbud mod abort, og hvor det ikke engang er tilladt at blive skilt som for eksempel i Malta.
Det betyder både noget for, hvor meget trossamfundene overhovedet inddrages i samfundsdebatten. Men også for, hvor vigtigt det er at holde øje med, om der rent faktisk er en adskillelse af stat og kirke.
Der er en forskel mellem at have Vatikanet lige ved siden af dig og at have det 10.000 kilometer borte, understreger Bonino.
Det gælder også i overført betydning, mener Anka Grzywacz fra den polske organisation Katolikker For Et Frit Valg. For i ånden ligger Polen klinet op ad Vatikanstaten, mener hun.
Jeg kommer fra et land, hvor religionen og staten er meget tæt sammenbundne. Hvor TV-Avisens hovedhistorie gerne åbner med at fortælle om noget, der er sket i kirkelivet, eller hvad paven har sagt, siger hun.
Hun mener, at den katolske kirke har en uberettiget stor politisk indflydelse, både i EU gennem privilegeret adgang til politikerne og i steder som FN-systemet, hvor man har sin egen plads gennem Vatikanstaten.
Især inden for områder som prævention og abort, som hendes organisation beskæftiger sig med. Anka Grzywacz mener, at det skaber en alt for ophøjet platform, hvor kirken får lov til at komme med uvidenskabelige påstande om sex, som at kondomer ikke beskytter mod hiv, eller at det er det samme at give fortrydelsespiller til voldtægtsofre som at give dem en abort.
Så kunne man sige, at de, der foretrækker, at voldtagne kvinder skal bære deres børn, ikke burde have noget at skulle have sagt. At vi skal få dem til at tie og sende dem tilbage til deres templer og kirker. Men det tror vi ikke på. Det vil bare skabe en mystik omkring dem, siger hun og understreger, at hendes egen organisation jo også er religiøst funderet og dermed også skulle udelukkes fra den offentlige debat, hvis man konsekvent lukkede de troende ude.
Kirkens position skal være på lige fod med de andre civile aktører. Den skal hverken være højere eller lavere, men først da kan der komme en balance i det offentlige liv, siger hun.
Den franske teolog og forhenværende prior ved Boquen-klosteret, Bernard Besret, mener, at vi bliver nødt til at være ærlige omkring det faktum, at trossamfundene i Europa er under et stærkt pres på grund af den øgede mangfoldighed i Europa og sekularisering.
Man beder religionerne om at afgive en stor del af deres selvopfattelse, nemlig den, at de er bærere af ikke bare dele af sandheden, men hele sandheden, siger han.
Og helt dybt indeni, så tror man ikke på det. Man tror ikke på mangfoldigheden, siger Besret.
Men han understreger, at snæversynet også gælder dem med et stærkt sekulært standpunkt, som slet ikke mener, at religiøse hensyn skal have lov til at spille en rolle i det offentlige liv.
Vi har alle sammen bygget vores egne fæstninger, siger han.
Det eneste, man kan bede om, er, at de sekulære ser, at deres ikke er den eneste fæstning. Og at troen er essentiel for medlemmerne af en religion, siger han.