Skrivekunstens blomstring

Fjerpennen blev først afløst af stålpennen, som jeg selv blev uddannet til at skrive med. Derefter blev denne afløst af fyldepennen (ofte af guld, hvilket desværre ikke garanterede gyldne tanker), derefter af kuglepennen, af skrivemaskinen, diktafonen og nu af computeren – den bærbare eller stationære.

DER ER SÅLEDES TALE om en lang række teknologiske forbedringer, som alle skulle lette tankernes adgang til den fysiske verden og dermed til andre mennesker, som enten bor langt borte eller langt ude i fremtiden, eller måske udgør en større gruppe.

Skal man så hver gang, der skiftes til en enklere og hurtigere teknik, befrygte brevkunstens forsvinden?

Det er jo rigtigt, at jeg aldrig modtager breve skrevet på lertavler, birkebark, eller vokstavler, endsige skrevet med gotiske bogstaver. Alt dette er forsvundet. I de sidste mange år er strømmen af breve skrevet på papir rigtignok skrumpet meget ind (hvorimod de trykte reklamer og standardskrivelser maser sig på i den grad).

Samtidig konstaterer jeg, at antallet af elektroniske breve bliver ved med at stige voldsomt. Sandsynligvis har der aldrig før har været skrevet så mange breve af så mange mennesker, og utvivlsomt er antallet af mennesker, der kan formulere sig, stærkt stigende.

Jeg skal medgive, at resultatet ikke altid er lige kønt, men jeg vil alligevel vove den påstand, at skrivekunsten blomstrer, og at vi står midt i en sproglig folkebevægelse. Snarere end at sørge over, at antallet af papirbreve falder, bør vi derfor sørge for at udvikle kvaliteten af den elektroniske kommunikation, som nu er kommet for at blive i al sin uundværlighed. Det skulle i øvrigt ikke hindre os i fortsat at fremsende trykte papirudgaver af breve.

Hertil kommer, at antallet af sms-meddelelser tælles i milliarder.

Jeg nøjes med her at se på de risici og fordele, der er forbundet med, at man så hurtigt og i så stor skala går over til elektronisk brevkommunikation, og hvad vi kan gøre ved det.

1) Mange har ikke råd til at købe elektronisk udstyr endsige at lære sig at bruge det. Det er vigtigt, at vi ikke lader disse mennesker blive hægtet af, men fortsætter med at sende dem papirbreve.

2) De elektroniske breve erstatter telefonsamtalerne, hvorved meget af vor daglige kommunikation bliver lidt mere formel og registreres skriftligt med den deraf følgende juridiske bundethed og øvrige risici, hvis materialet kommer i forkerte hænder. Husk at destruere harddisken, når du kasserer din pc. Det sker ikke af sig selv.

3) Det, vi kan frygte og bør arbejde på at undgå, er strømmen af lidet gennemtænkte og derfor overfladiske udsagn, trykfejl, unøjagtigheder og sommetider en vis afstumpethed i udtrykket. For slet ikke at tale om "detaljerne som en lavinetrussel for læseren", som Povl har døbt den fornemmelse, som vi alle sammen kender til, når vi her efter ferien vender tilbage til vrimlen af email og artikler. Selv oplever jeg, at mange af de spørgsmål, jeg modtager i et elektronisk brev, må jeg lade ubesvarede.

4) Vi bliver mere og mere afhængige af at kunne meddele os via computere. En meget stor del af dagen går med at aflæse eller formulere skærmtekster. Denne langvarige immobilisering medfører overvægt og kredsløbssygdomme. Vi må følge professor Bente Klarlunds opfordring til at gå 10.000 skridt om dagen – noget der i øvrigt også sætter tankerne godt i gang.

5) Computerbrevene lader sig let fusionere og mangfoldiggøre til de årsberetninger, som det er blevet almindeligt at fremsende til jul. Det kan selvfølgelig være nyttigt, at årets begivenheder på denne måde når ud til et stort antal mennesker, men det kan undertiden opfattes som en lidt upersonlig envejskommunikation, hvor en kongruent svarskrivelse næppe kan udformes. Man skal være forsigtig med at fortynde de budskaber, som måske hellere skulle sendes til et mindre antal enkeltpersoner.

SÅLEDES KAN JEG FULDT UD tilslutte mig Vilhelm Stenders forslag om at anvende noget af sommerferien til at udforme gode, kærlige, håndskrevne breve til familie og venner. Der er ikke tale om kopier til en række mennesker. De ægte personlige breve til "hin enkelte" er de unika, som vækker ægte glæde og inspirerer til svar.

Jeg har en god ven, som fra rejser hjemsender akvareller, som han maler på postkort med en ganske kort tekst. Dette er en anden form for brevkunstværker, som i øvrigt den bornholmske maler Oluf Høst ofte sendte til sine venner.

Man kan også sende digte, og postkortet opfordrer tilmed til denne koncentrerede form for budskaber. Engang skrev man digte og breve på birkebark – det var meget smukt, og ofte ganske holdbart. Mange af de på sanskrit nedskrevne, religiøse tekster og digte findes bevaret gennem næsten 2000 år.

Jeg tror ikke, vi behøver at frygte brevkunstens forsvinden. Tværtimod sker der det, at meget af den kommunikation, som tidligere kun var mundtlig og måske mere flygtig, nu også findes på skrift.

Det medfører naturligvis, at utallige mennesker, som aldrig førhen "satte pen til papiret" (som det stadigvæk kan hedde), i dag skriver mange gange om dagen, hvorved de opøver øget formuleringsevne.

Dette kommer blandt andet til udtryk i det meget store antal af bogudgivelser her i landet. Vi skal ikke lade os skræmme af teknologiens omstillinger. Det er som altid indholdet, der er det afgørende, og selvfølgelig vil man også om 100 år finde glæde og genkendelse i at læse de email, vi daglig bombarderer hinanden med – i hvert fald nogle af de bedste.

Endelig er der ikke grund til at forvente, at email uden videre forsvinder. De kan jo fortsat trykkes ud på papir eller gemmes i de små sorte kasser med plads til gigabytes af bogstaver og tanker, som min kone og jeg netop har koblet os på. Det vanskelige bliver blot at finde guldkornene engang ude i fremtiden.

Torben Clausen er professor emeritus