Sofie Hviid |
9. september 2008
En udstilling i København sætter i disse dage fokus på psykiatrien som felt. Organisationen bag udstillingen er tæt knyttet til Scientology
Nazistiske psykiatere, elektrochok og ubehagelige overgreb på psykiatriske patienter. Udstillingen "Psykiatri – Hjælp eller Død" sætter i denne uge spørgsmålstegn ved psykiatrien gennem tiden. Organisationen bag udstillingen, Medborgernes Menneskerettighedskommission, er grundlagt af den omstridte organisation Scientology og møder massiv kritik fra eksperter i psykiatri, som finder udstillingen dybt problematisk.
– Der er intet galt med debat og diskussion, men hvis det bliver skræmmekampagner på et fejlagtigt grundlag, som i det her tilfælde, så må vi tage klar afstand fra det, siger formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Anders Fink-Jensen, som selv har besøgt udstillingen.
Han mener, at organisationen fremstiller et forkert billede af psykiatrien:
– Der, hvor det bliver problematisk, er, når de viser billeder af en behandling som elektrochok. De viser gamle klip fra 1940'erne. Da det startede, fik folk brud på knogler, men sådan har det ikke kørt i masser af år. Det er et bevidst forsøg på at fordreje virkeligheden, siger han.
Det er ikke noget nyt, at Scientology kæmper mod psykiatrien. Religionsforsker René Dybdal Pedersen forklarer, at psykiatrien altid har været et kardinalpunkt for Scientology.
– Den teologiske forklaring er, at man skal arbejde hen imod at blive et rationelt menneske. Scientologerne mener, at psykiatrien ikke tager fat om problemet. Den sløver sindet og forhindrer mennesket i at udnytte sit potentiale, forklarer han.
Lars Søndergård, afdelingslæge og ph.d. på Psykiatrisk Center Rigshospitalet, har også besøgt udstillingen, og han kalder udstillingen for det rene nonsens. Han kan slet ikke genkende det billede, som organisationen fremstiller af psykiatrien, og overvejer, om udstillingen bevæger sig på den rette side af lægeloven:
– Det er kriminelt og uetisk at fraråde behandling. Man kan udsætte andre for fare. Det kan få meget alvorlige konsekvenser ikke at behandle sindssygdom. Man kan overveje, om udstillingen skulle anmeldes til Sundhedsstyrelsen, siger han.
Generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri Thorstein Theilgaard frygter de konsekvenser, som udstillingen kan have for psykisk syge:
– Konsekvensen kan være, at der er nogle svært udsatte mennesker, som lader sig lokke af deres besnærende budskab. Det kan have frygtelige konsekvenser for den enkelte og pårørende, siger han.
Koordinator af udstillingen Torsten Hjelmer forklarer, at organisationen primært ønsker at skabe opmærksomhed og diskussion om, hvor man sætter grænsen for anvendelse af tvang. Han stiller spørgsmål ved, om psykiatrien overhovedet hjælper patienterne.
– Vi vil rejse etiske og praktiske spørgsmål om, hvordan man håndterer psykiatri. Formålet skulle være at hjælpe. Det er jo en del af sundhedsvæsnet, men det er et problem, hvis behandlingsresultatet er så ringe og faktisk skadeligt for nogle, at det er det eneste alternativ, forklarer han.
hviid@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad