Danske kalkmalerier digitaliseres

Kirsten Trampedachs og Sissel F. Plathes arbejde er lige nu ved at blive omsat til et digitalt register, der om et par måneder bliver tilgængeligt på internettet. Med et klik på musen på Nationalmuseets hjemmeside kan menighedsråd, fagfolk og kunstinteresserede få et overblik over de danske kalkmalerier.

Projektet har kostet 1,3 millioner kroner, som Augustinus Fonden har doneret. Når registeret bliver tilgængeligt for alle, er det op til det enkelte menighedsråd at tage stilling til, om det vil finansiere restaureringer af deres kalkmalerier.

– Det elektroniske register er et godt redskab, når menighedsråd skal finde ud af, om deres kirker rummer sjældne og værdifulde kalkmalerier, der trænger til en kærlig hånd, siger Kirsten Trampedach. Hun fremhæver, at det kan være svært for et nyt medlem af et menighedsråd at skabe sig overblik over en kirkes kulturskatte. Her kan registreringen hjælpe, idet det bliver let at sammenligne sin egen kirke med tilsvarende kirker rundt om i landet.

Et af de menighedsråd, der nyligt har sat restaureringer i gang, er Harridslev Kirkes menighedsråd, hvor formanden er Claus Sonne Korsholm. Han mener, at vedligeholdelse er en af de vigtigste opgaver i hans kirke.

– Vi vil gerne sikre kulturarven for de næste generationer og samtidig vise de sognebørn, som bruger kirken i dag, at der er oprindelig kunst gemt under kalken. For det giver nutidens kirke lidt perspektiv, siger formanden. Menighedsrådet ville først sætte fire synlige kalkmalerier i stand til en pris af 785.000 kroner. Uden moms. Men da det kom på tale, at et nyfund kunne graves frem, skød de yderligere 440.000 kroner ind i projektet. Nu venter de spændt på resultatet.

Med det nye elektroniske register er det Nationalmuseets håb, at flere menighedsråd og provstier vil sætte fokus på at bevare kulturarven. Problemet er, at kalkmalerier konstant er udsat for nedbrydning på grund af saltvandringer i murværket og snavs fra kirkernes varmeanlæg. Men betyder ikke, at kalkmalerierne skal på museum. Det kræver blot, at der med jævne mellemrum bliver udført konserveringsarbejde, mener Kirsten Trampedach.

– Kirkerne i dag er heldigvis stadig reelle rum for gudstjenester og anden brug. Nutidens mennesker kommer i dem og ser på de samme kalkmalerier, som deres forfædre forsøgte at forstå Bibelen igennem. Og det er meget positivt, for det giver en mental og historisk forbindelse, siger hun.

Samme forbindelse oplever Lise Thillemann lige nu i Harridslev Kirke. For mere end 500 år siden stod en maler på samme plads, som hun nu står. Hun bruger egnens egne farver, som middelalderens kunstner gjorde det. Sort til konjunkturer kommer fra kul. Blyholdig orange bruges til figurernes klædedragter – der nu er falmede. Men i 1500-tallet var den skrigende og stærk som farven på en Falck-redders dragt. Endelig fylder en varm rød jordfarve i kirkens malerier. Den kommer af cinnober. Den holder endnu.

Kun enkelte steder har farven skiftet, så røde læber smiler brunt og mørkt til beskueren.Nationalmuseet nye fund har sandsynligvis ikke prydet kirken i Harridslev i ret mange år. For moden skiftede med reformationen og protestantismens indtog i Danmark i 1536. Da den lutherske tro slog igennem herhjemme, blev mange katolske kalkmalerier malet over med hvidtekalk, og den tendens fortsatte helt op i 1800-tallet, viser nyere forskning i kirkekunst. Hvidtningen skete også i landsbykirkerne omkring Randers.

Mod slutningen af 1800-tallet blev det moderne at finde de gamle malerier frem, hvis de var bevaret i god stand og kunne fremstå symmetrisk i kirken. Det vil sige, at der for eksempel både skulle være et billede mod nord og mod syd i en buegang.

I dag er kravene ikke til symmetri, men til originalitet. Hvor meget af det oprindelige kan findes frem, så konservatoren kan genskabe et billede uden at digte? Det spørgsmål melder sig også hos Lise Thillemann, da hun lader sin skalpel flytte rester af hvidtekalk. Det sker på en mørk vinterdag i lyset fra en projektør og med hjælp fra kollegaen Mette Westergaard Nielsen, som er stenkonservator og arkæolog. Kvinderne arbejder forsigtigt. De vil nødigt beskadige maleriet. Stykke for stykke fjerner de kalken, og langsomt tager et helt billede form.

– Det er en grum scene, siger Lise Thillemann og peger på en nihalet pisk, der har sten sat fast på sine lædersnore. To mænd pisker Jesus. Blodet springer, mens han – der er både menneske og guddommelig – må spile sine øjne op for at klare smerten.

Menighedsrådet i kirken har brugt næsten en halv million kroner for at finde og restaurere dette kalkmaleri. Nu er det op til konservatorerne at få piskescenen til at fremstå så tæt på det oprindelige som muligt. De må ikke digte eller tilføje noget, hvilket kan være svært, når man kommer godt i gang. Men idealet for en konservator af i dag er kun at vise, hvad der er tilbage.

Det er ellers sket før, at andre har digtet videre. I et fag i skibet har en figur for eksempel fået tilføjet en engelsk bowlerhat, som ikke just var moden hverken i 1500-tallet eller på Jesu tid. Men i 1800-tallet var det udbredt, at kalkmalerier blev restaureret ved at få en ordentlig gang farvestrålende maling, lidt blev digtet til, linjer blev trukket skarpt op, og farverne kom på i tætte penselstrøg frem for de lette, der ellers kendetegner den oprindelige måde at male på. Tanken var brugerne af kirken. Her og nu. De skulle se og nyde, at der nu var sket en forandring.

I dag giver tidligere tiders voldsomme restaureringer det problem, at det er svært at skelne oprindelige linjer og farver fra dem, der gennem årene er føjet til. For at undgå de problemer i fremtiden sørger konservatorerne for at sætter deres særlige fingeraftryk, der hvor de har været. I stedet for at male tæt og kompakt, maler de små kryds tæt på hinanden. Fra afstand ligner det et tæt farvelag, men kommer man tæt på, ses det tydeligt, hvad der er nyt, og hvad der er gammelt.

Med den nye elektroniske oversigt vil det i fremtiden blive endnu lettere at sikre bevaringen, for her er det muligt at sammenligne sin egen kirke med andres og dermed lettere at finde argumenter for at sætte sin kirke i stand. Tanken med det elektroniske værktøj er, at menighedsråd, provstiudvalg, stiftsråd og donatorer kan se tilstanden af egne kirkes kalkmalerier og sammenligne dem med andre kirkers malerier. På sigt vil Nationalmuseet gerne tilføje fotos fra restaureringsprocesser som den, der lige nu afsluttes i Harridslev Kirke. Men det er kun første etape. I næste etape håber medarbejderne ved Nationalmuseet også at kunne registrere ikke-figurative billeder, ornamentik, skrift og mønstre.

– Vi håber at fortsætte arbejdet, så den elektroniske oversigt med tiden bliver et register ikke kun for fagfolk og menighedsråd, men også en base, som studerende og forskere kan finde inspiration i, siger Kirsten Trampedach.

klement@kristeligt-dagblad.dk