I de næste mange år var hun ikke tilbage i Egypten. Både hun og hendes søskende var i udlandet, da forældrene døde – de måtte ikke rejse ud, børnene ikke ind. Den historie kan læses i Leila Ahmeds erindringer, ”A Boader Passage”, fra 1999. I dag er hun (den første kvindelige) professor i kvindestudier på det religionsvidenskabelige institut på Harvarduniversitet i USA.

Når Leila Ahmed næsten udelukkende beskriver forholdene for kvinder med Egypten som eksempel, er det, fordi Egypten i mange år har været normsætter for udviklingen i islam. Hvad der sker i Kairo, siver videre ud i den arabiske verden.

Leila Ahmeds islamiske kvindehistorie handler i høj grad om, hvordan sløret fra at være en almindelig beklædningsgenstand fik så uendelig stor betydning for både den arabiske og den vestlige verdens opfattelse af kvinder, kultur – og islam.

I meget kort form: at sløret var en del af kvinders påklædning i alle religioner i før-islamisk tid. Profeten Muhammed bad kun sine hustruer leve bag et forhæng – muligvis for at beskytte dem fra chikane fra datidens ikke-muslimer – men det var først efter hans død, at sløret blev en del af kvindernes påklædning.

– Man kan se kvindernes stilling i datidens islam eksemplificeret i Muhammeds hustruer. Hans første kone, Khadija, var en selvstændig erhvervsdrivende kvinde og den eneste hustru, indtil hun døde. Den efterfølgende yndlingshustru, Aisha, var en barnebrud, hvis ægteskab med profeten blev arrangeret. Hun blev afsondret fra mænd, men fik alligevel en stor politisk rolle at spille. På det tidspunkt var der altså flere muligheder for kvinder, også i islam, end i den senere fortolkning af islam.

I slutningen af 1800-tallets Egypten kom det til et opgør om sløret. Og det var ifølge Leila Ahmed især den britiske kolonimagt – med brug af feministiske argumenter fra England, som dog ikke gavnede de engelske kvinders rettigheder – der ledede debatten. Men de foregik sammen med egyptiske intellektuelle mænd. Kolonimagten og egyptiske intellektuelle nåede sammen frem til den konklusion, at frigørelsen af den muslimske kvinde handlede om, at hun skulle smide sløret og tage den vestlige kultur til sig for at komme frem i en moderne verden.

– Det nærede en modstandskultur. Sløret blev i den arabiske verden et tegn på værdighed og gyldighed. På den måde blev de to synspunkter hinandens spejlbillede. Modstanden bestred den koloniale tese om kvinder og slør ved at vende den om – men på samme præmis som kolonimagtens fortolkning, siger Leila Ahmed.

Men rigtig fodfæste fik den politisk-religiøse islam først efter Egyptens nederlag i Seksdages-krigen i 1967. Her blev argumentet ”Gud har forladt Egypten” brugt som en del af forklaringen, og da Anwar Sadat tog over ved Nassers død i 1970, åbnede han dørene for Det Muslimske Broderskab. Med fredsslutningen mellem Egypten og Israel i 1979 blev religionen for alvor politisk.

Leila Ahmed mener generelt, at de sekulære stemmer forsvinder. Og det gælder ikke kun i den arabiske verden.

– Men jeg mener, at de unge muslimske forskere er i gang med en revolutionær udvikling. Jeg hilser alle intellektuelle åbninger af islam velkommen, fordi de er tegn på bevægelse. Jeg håber, det er en positiv udvikling, og det mener jeg, det er i USA, men den er i gang i hele verden. Det er sværere at afgøre i Mellemøsten, hvor de konservative unge kræfter blander sig med de progressive.

Leila Ahmed siger og skriver, at det er uden for enhver tvivl, at kvinder diskrimineres i de arabiske lande, og de har heller ingen grund til at begræde, at de arabiske lande blev åbnet for nye idéer med den vestlige kultur. Men løsningen ligger ikke i at afskrive sin egen religion og kultur.

– Det er et helt horribelt argument. Udviklingen ligger i at åbne islam i den etiske dimension, som mandlige fortolkere gennem århundreder har ignoreret. Det er en etik, som insisterer på retfærdighed. For der er ingen tvivl om, at kvinder uanset kultur og tradition har brug for at forkaste kvindehadet. Men kvindelige forskere i de arabiske lande i dag hæmmes stadig af, at deres kamp bliver opfattet som en nykolonisering, siger Leila Ahmed.

– Og så gøres det også sværere af, at debatten om kvinder i islam er en gængs måde at udkæmpe kampe om andre anliggender på, som dybest set intet har med kvinders rettigheder at gøre. Al debat om islam i Vesten og i muslimske samfund er efterhånden politisk.

– Når kvinder tvinges til at bære slør og til isolering i hjemmet i Afghanistan, så handler det ikke om islam, men om kvindehad. Ved at få kvinderne væk fra arbejdsmarkedet løses en del af arbejdsløshedsproblemerne, og selv arbejdsløse mænd får en følelse af i det mindste at være mere værd end kvinder. Det er en politisk beslutning, som tvinges igennem med religiøs argumentation.

Professoren sætter sin lid til de mange unge kvinder – med slør – som i dag forsker i islams etik.

– Jeg kan udpege dusinvis af unge kvinder og også mænd, som er i gang med doktorafhandlinger om netop det emne i USA i dag.

– Terrorangrebene på USA i 2001 var et tilbageslag for islam. Men det havde også den ironiske sidegevinst, at de gjorde rigtig mange unge muslimer politisk og intellektuelt aktive for en demokratisk udvikling, blandt andet for at lægge afstand til den form for islam, som terroristerne hævdede at kæmpe for. Så på den måde var det positivt.

Leila Ahmed ser ikke samme massive udvikling i islamfortolkninger i de arabiske lande. ”Tonen på bjerget” er, at familieretten – trods spæde forsøg på udvikling – gennem århundreder har været urørt, og den dikteres som sådan stadig i lovgivning og regeringsførelse. Andre fortolkninger findes, men der tales ikke offentligt om dem. Der er muligheder for kvinders rettigheder i det eksisterende systemer, men det kræves, at kvinderne og deres familier ved, at man kan sikre sig i ægteskabskontrakter.

Og så er det befolkningstilvækst, fattigdom, mangel på uddannelse og mangel på retfærdige styreformer, som hindrer den frie debat og den frie forskning.

– Vestens argument om, at der mangler en reformation i islam, duer ikke. Det er bare ikke sådan, at når Vesten stikker en kurs, så skal alle følge den samme vej for at blive udviklede samfund. Der har været og er reformer i islam. De ligner bare ikke 1500-tallets Europas. Kolonitiden burde være ovre.

I Vesten ser Leila Ahmed sløret som ”en ankomstens uniform”, der signalerer begyndende vilje til modernisering. For den sikrer, at kvinderne kommer ud i samfundet, og at de møder mænd, de vil giftes med – også i Mellemøsten er arrangerede ægteskaber umoderne.

Men den udvikling skubbes baglæns af forbud mod slør, og den intense debat, som sløret afstedkommer i Europa, den findes stort set ikke som mainstream-debat i USA.

– Jeg forstår simpelthen ikke tankegangen bag forbud mod slør i uddannelsesinstitutioner i Frankrig og Tyrkiet. Den signalerer jo alene, at man vil berøve kvinder retten til uddannelse. Den uddannelse, som netop skulle gøre dem i stand til en intellektuel udvikling i fortolkningen af deres egen religion. Jeg har svært ved at se, hvordan sløret kan være en ulempe – og det er da dybt forunderligt, at samfund, som baserer sig på demokrati, lighed og retfærdighed, mener, at de skal regulere, hvad mennesker har på.

Leila Ahmed er lige så kritisk over for en række muslimske landes forsøg på via FN-systemet at gøre religionskritik til en overtrædelse af menneskerettighederne. Det vil ikke mindst skade de kvinder, der søger en anden tolkning af islam.

– Selvfølgelig skal man kunne kritisere religion og fortolkninger af religion. Hvem bestemmer, hvad der er religion? Det forslag vil være et slag mod ytringsfriheden.

– På den anden side..., siger Leila Ahmed med et mildt smil, så ville det da være godt, hvis man i Mellemøsten holdt op med at kritisere jøder og kristne.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk