Der er næppe tvivl om, at formandsskiftet i Det Konservative Folkeparti i går blev modtaget med betydelig lettelse i partiets bagland. Frygten for nye, opslidende magtkampe har luret længe, og bekymringen tog til, efterhånden som et generationsskifte pressede sig mere og mere på.
Den afgående formand, Bendt Bendtsen, kan se tilbage på ni år i førersædet med betydelig tilfredshed, og De Konservative har meget at takke ham for. Han overtog magten på et overordentlig kritisk tidspunkt, hvor partiets overlevelse stod på spil efter en række blodige år, der havde skabt dybe kløfter i folketingsgruppen og blandt partiets tilhængere.
Bendt Bendtsen fik ikke alene stabiliseret Det Konservative Folkeparti. Han bragte det også i position som et regeringsbærende parti, der på afgørende områder har været med til at præge udviklingen siden regeringsskiftet i 2001.
Men han formåede aldrig at omsætte de konservative fingeraftryk til forøget vælgertilslutning. Ikke mindst i værdidebatten kom han ofte til kort, og det kneb med at give partiet en klar profil. Derfor kom lederskiftet langtfra som nogen overraskelse.
Den aktuelle anledning er opstillingen af kandidater til Europa-Parlamentet, og ved at springe på et tog, der er ved at forlade perronen, sikrer Bendt Bendtsen sig både en ærefuld retrætepost og forsyner sit partis kandidatliste med et kendt navn. Dem har partiet ikke for mange af.
Også politisk forekommer tidspunktet velvalgt. Den nye partiledelse får nu god tid til at køre sig i stilling inden næste folketingsvalg, og taktisk er det en stor fordel, at man kommer før Venstre, hvor der også tales mere og mere om et generationsskifte.