I et forsøg på at opveje flere vestlige landes trusler om boykot af næste års anti-racismekonference i Geneve opfordrede FNs højkommissær for menneskerettigheder, Navanetham Pillay, i denne uge til en åben debat om racisme og religiøs intolerance.
Lad os ikke glemme, at delte meninger ofte er en meget velkommen del af forholdet mellem ligemænd, sagde Navanetham Pillay i sin første tale til FNs Menneskerettighedsråd.
Den sydafrikanske jurist er trådt ind på scenen på et tidspunkt, hvor kritikken af FNs Menneskerettighedsråd tager til i takt med, at konferencen i 2009 rykker nærmere. En række muslimske landes forslag om at gøre blasfemi til en menneskerettighedsforbrydelse står urokkeligt i det skriftlige udkast, som lande som Iran og Libyen er med til forberede op til konferencen. En række vestlige lande truer med boykot, men de får svært ved for alvor at bremse den værdikamp, der nu har sneget sig inden for dørene i FNs Menneskerettighedsråd. Årsagen er, at OIC, Organisationen af den Islamiske Konference, har klart flertal blandt Menneskerettighedsrådets 47 medlemslande. Og i alliance med anti-vestlige lande som Kina, Rusland og Cuba bruger OIC sit flertal til at præge dagsordenen i Menneskerettighedsrådet.
Sådan var det allerede inden 2006, hvor FNs menneskerettighedsinstans var en kommission, der bar et så dårligt ry, at tidligere generalsekretær Kofi Annan besluttede sig for at opløse den. Men sådan er det også i dag trods det nye navn.
Jacob Mchangama, der er chefjurist i den liberale tænketank CEPOS, mener, at forklaringen på den uhellige alliance mellem muslimske lande og anti-vestlige diktaturer er ganske logisk.
En lang række af de stater har det til fælles, at de ikke er interesserede i et effektivt og kritisk internationalt organ, der kan kigge kritisk og upartisk på menneskerettigheder, siger han.
Derfor indgår de muslimske lande og de anti-vestlige lande som Kina, Rusland og Cuba, ifølge Jacob Mchangama, en alliance, hvor de muslimske lande vender det blinde øje til kinesiske eller russiske overgreb i Tibet eller Tjetjenien til gengæld for støtte bag idéen om at indskrænke ytringsfriheden, når det gælder kritik af religioner. En gennemgang af de resolutioner, Menneskerettighedsrådet har vedtaget, viser ikke overraskende, at Israel er det eneste land, der kritiseres. Hverken Kina, Rusland, Iran, Zimbabwe, Sudan eller Libyen har været ofre for lignende fordømmelse. Jacob Mchangama mener i bund og grund, at dialog er en fin ting. Men med den nuværende sammensætning af Menneskerettighedsrådet er hans opfattelse, at dialog ikke er muligt.
Ved at gå i dialog vil de vestlige lande være med til at legitimere et råd, som ingen legitimitet har, når det gælder menneskerettigheder. Derfor bliver de vestlige lande nødt til at være meget mere offensive og sætte en dagsorden i stedet for at lade de muslimske og anti-vestlige lande sætte dagsordenen. Vi bør ikke gå på listefødder for i sidste ende at nå til et udvandet kompromis, siger han.
Men Menneskerettighedsrådets racismekonference vil ikke nødvendigvis resultere i et ligegyldigt og udvandet kompromis, mener Morten Kjærum, der i øjeblikket er direktør i EUs Agentur for Fundamentale Rettigheder, og som tidligere har været medlem af FNs Komite for Bekæmpelse af Racisme. Ifølge Kjærum bør man hverken gætte for meget på konferencens udfald på forhånd eller true med boykot, fordi det blot vil skabe en yderligere polarisering og forhindre konstruktive løsninger.
I stedet for at boykotte bliver vi nødt til at få så væsentlige emner som racisme og diskrimination bragt til diskussion. Der bør komme forslag og konkrete initiativer på bordet, og det, vi har set indtil videre, er altså initiativet i spørgsmålet om blasfemi, siger Morten Kjærum.
Han mener netop ikke, at de vestlige lande bør lade dette initiativ stå alene ved for eksempel at boykotte konferencen, men i stedet at spille ind med Vestens egne visioner og ideer. Hvis det sker, mener Morten Kjærum, at de vestlige lande i stedet vil være med til at skabe en mulighed for at skabe en mere nuanceret debat om racisme og diskrimination og på den måde nå frem til et slutdokument, der omfatter konkrete forslag til, hvordan man bedre kan bekæmpe racisme og diskrimination på verdensplan.
En af de markante forskelle mellem FNs Menneskerettighedsråd og den tidligere Menneskerettighedskommission er netop ifølge Morten Kjærum, at Menneskerettighedsrådet omfatter en række konkrete enheder og mekanismer, der kan hjælpe til at følge op på eventuelle initiativer. Morten Kjærum ønsker ikke at tegne et rosenrødt billede af situationen i Menneskerettighedsrådet, for også han ved, at det stort set er domineret af de samme lande, der dominerede Menneskerettighedskommissionen.
Det er muligt, at man i sidste ende vil sige, at det er håbløst at fortsætte debatten og dialogen. Men så længe man ikke selv smider noget substans på bordet, er det for tidligt at snakke om boykot og kritisere konferencen. Vi er nødt til at blive bedre til at gå i debat med lande, som vi ikke kender så godt, siger han.
