Magt kommer gennem handling

Af Palle Schantz Lauridsen

Kan der opstå diktatur igen i Tyskland? Nej, da. Det er vi blevet alt for kloge til, mener gymnasieeleverne i Rainer Wengers klasse.

Sådan starter Dennis Gansels "Bølgen", der har en hændelse på en amerikansk "high school" som virkelighedsbaggrund og alverdens gruppepsykologiske fortællinger om børn og unge som fiktiv klangbund. "Fluernes Herre" kunne være en af dem og – forskellene til trods – "Døde poeters klub" en anden. For som i disse stærke, moralske fortællinger følger vi i "Bølgen" en gruppe unge mennesker og deres meget forskellige reaktioner på en meget dynamisk gruppeproces. Gymnasielærer Rainer ville egentlig hellere holde temauge om anarki, for fra sin egen ungdom kender han de autonome bevægelser indefra. Men dét emne er snuppet af en ældre kollega, der vredladent fortæller ham, at han mener, at molotovcocktails hører hjemme i kemiundervisningen og ikke i samfundsfagstimerne. Således såret på sin forfængelighed kaster Rainer sig over temaugen om diktatur eller "autokrati", som det hedder i filmen.

Han starter med bare at undervise helt normalt. Med spørgsmål og diskussioner. Men pludselig får han en idé. Og så begynder han på anskuelsesundervisning. De unge skal på deres egen krop føle, hvordan en folkebevægelse opstår og får magt. "Magt kommer gennem disciplin," siger han og indfører nye regler i klassen: Eleverne skal stå op, når de taler. Og det er slut med at kalde læreren ved fornavn. Nu er han ikke længere Rainer, men hr. Wenger."Magt kommer gennem fællesskab," siger han dagen efter, og så begynder eleverne at gå i det samme tøj. Og de designer et logo, de kan samles om. "Magt kommer gennem handling," siger han den tredje dag. Og så sker der ellers ting og sager. For det går for vidt.