Skylder ej en Hvid af Hovedstolen

Af Johannes Nørregaard Frandsen

I en diskussion af de islandske håndskrifters placering i Danmark eller Island skriver N.F.S. Grundtvig: ”Vel paa sin Gjæld for Islands pergament/ Betalte stundum Danemark med Prent,/ Ja, skylder ej en Hvid af Hovedstolen.” Her anvender den gode Grundtvig ordet hovedstol i poetisk øjemed, men det er nu ellers et ord og begreb, som primært hører til i den hårde bank-, kredit- og finanssektor.

Jeg er blevet sat på hovedstolen af Kristian Helm Petersen fra det magnifikke Esbjerg, der spørger, hvad baggrunden for dette mærkelige udtryk for hovedsummen i et lån egentlig er? Ordbøger, siger han, kan berette at det stammer fra tysk Hauptstuhl, og det bliver man jo ikke voldsomt klogere af.

Ja, det er klart nok at udtrykket betegner en gælds oprindelige størrelse som pålydende værdi, hvorimod en restgæld er hovedstolen minus de afdrag, som er betalt. I de moderne dødsdromlån, som er afdragsfrie, er hovedstol lig med restgæld, og så håber man jo bare ikke, de bliver til varme stole, men det er en ganske anden sag.

Ordet hovedstol er sjovt med sine to led: hoved og stol. Hoved kan vi finde defineret i ældre ordbøger som ”den forreste del af kroppen hos mennesker og dyr, der rummer hjernen og sanseredskaberne”. Så er det sagt! Ordet hoved har sin oprindelse i et oldnordisk ord, der er blandet med det tyske Haupt, som igen er påvirket af det latinske caput.

Og nu er vi på sporet af den finansielle hovedstol! For caput, der altså er latinsk (genitiv) for hoved, er det samme ord som kapital, der egentlig kan betyde ejendom eller det, der angår hovedet, men som jo efterhånden er kommet til at betyde pengesummer, pengeophobning eller ejendom. Ordet findes også i kapitæl, der er en overligger i bygningskonstruktioner, altså et slags bygningshoved.