15. september 2008
Religionshistorien kender til både mandlige og kvindelige guder, men Bibelens Gud er hævet over kønsforskellene. Det må vi tage hensyn til, når vi omtaler ham/hende
Jeg tillod mig at gøre opmærksom på, at ”i Bibelen er Gud både far og mor”, og det fik Knud Torm til den 18. august at komme med et meget overraskende forslag til at løse vort semantiske problem: ”Jomfru Maria er nøglen til ændringer”. Ingen vil tage tanken om at ophøje Maria til en del af treenigheden alvorligt, men Knud Torm kommer med fornuftige tanker, som jeg gerne vil knytte en kommentar til.
Blandt mine argumenter for, at Bibelen omtaler moderlige aspekter hos Gud, citerede jeg Davids salme 116, 5, som kalder Gud barmhjertig.
Desværre kom jeg for skade at illustrere det med en hjemmestrikket etymologi om barm og hjerte. Knud Torm gjorde mig opmærksom på, at den var helt ved siden af, og jeg takker ham for henvisningen til ”Nudansk ordbog”. Men som bekendt blev Davids salmer ikke forfattet på dansk. Derfor skulle jeg hellere have henvist til etymologien af det hebraiske ord, som vi oversætter med barmhjertig. Og her er der ikke nogen tvivl. Det kommer fra den glose, som betegner moderinstinktet, som for jøderne sidder netop i moderens bryst.
Selvfølgelig må vi skelne mellem den måde, Faderen forholder sig til Sønnen i treenigheden på, og den måde, vi kalder Gud vores Fader på: ”Min Fader og jeres Fader.” (Joh. 20, 18). At det sidste er en metafor, var allerede jøderne godt klar over. Men hvad med det første forhold? Torm spørger direkte, om jeg mener, at det er en metafor, når Jesus siger: ”Fader, tilgiv dem” (Luk. 23, 34), og selvfølgelig vil jeg svare ja. Den måde Faderen og Sønnen forenes på i treenigheden er noget helt andet end relationen far/søn, som vi oplever den i vores verden.
Jeg tror, uenigheden bunder i forskellige opfattelser af metaforen. Vores viden om Gud kan kun udtrykkes i metaforer, og det er netop, fordi Knud Torm undervurderer den centrale placering, metaforen har i det religiøse sprog, at han pådutter mig tanken om, at ”Gud må opfattes som en tvekønnet Gud”.
Religionshistorien kender til både mandlige og kvindelige guder, men den kristne Gud transcenderer alle kønsforskelle. Og det er derfor, at det er et problem, når vi anvender kønsbestemte ord for at betegne en virkelighed, som er hinsides alle kønsforskelle. Jeg må indrømme, at min kirkes patriarkalske struktur og dens undervurdering af kvindekønnet har medført en inflation i Maria-fromhed, som nærmer sig kætteri. Heldigvis har det sidste kirkemøde, Vatikanum II (1962-65), sat tingene på plads ved at placere hende, hvor hun hører hjemme, i kirken sammen med alle os andre.
Jean-Pierre Duclos,
cand.theol. og cand.mag.,
Liljevej 8,
Frederikssund
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad