Trods forlydender om det modsatte kan abortdebatten stadig få afgørende indflydelse på, hvem der vinder til november. -
- -Foto: Elvis Santana/Stockxchng.
15. september 2008
Trods forlydender om det modsatte kan abortdebatten stadig få afgørende indflydelse på, hvem der vinder til november
KIRKEN I VERDENAf Andreas Rude
”It’s the economy, stupid.”
Bill Clintons slogan fra præsidentvalgkampen i 1992 blev spået en renæssance i 2008. Underskuddet på statsfinanserne og boligkrisen ville få amerikanerne til at tænke mere på tegnebogen og mindre på Bibelen, helt modsat valgkampen i 2004, hvor spørgsmål som abort, homoseksuelle ægteskaber og forskning på stamceller fra fostre fik afgørende betydning for, hvem vælgerne stemte på. Dengang vandt George W. Bush med støtte fra de mest trofaste kirkegængere. I år ville det blive anderledes, forudså mange kommentatorer.
Men sådan ser det ikke ud til at gå. Godt nok kradser krisen, men værdipolitik er for vigtigt et politisk redskab til, at man kan droppe det, og når det drejer sig om at få skovlen under sin rival og mobilisere sine græsrødder, er debatten om abort ikke til at komme udenom. Da John McCain pegede på Alaskas guvernør Sarah Palin, kom der pludselig hul igennem til de mange konservative kristne grupper, der havde en grum mistanke om, at McCain ikke var specielt optaget af abort, men som til gengæld så en åndsfælle i Palin.
Også blandt demokraterne er spørgsmålet om abort blevet brugt offensivt som politisk markør. Man har ganske vist mindsket den strenge isolation af demokratiske abortmodstandere, men den ideologiske profil er også strammet op. Abort skal være ”lovlig og sikker,” står der i partiprogrammet, uden det ”sjælden”, der hidtil havde udgjort sidste punkt i sloganet og dermed blødt det en smule op.
Værdipolitikkens comeback har også givet kirkerne et comeback, og jokeren for Obama og McCain er USA’s katolikker, der udgør 25 procent af vælgerkorpset, men som ikke stemmer så forudsigeligt som konservative protestanter. Den katolske kirkes modstand mod abort er velkendt, og spørgsmålet for både Obama og McCain er, hvor meget den enkelte katolske vælger lader sig influere af sin kirkes holdning og på hvilke områder. Liberale katolikker lægger typisk vægt på forestillingerne i katolsk sociallære om et samfund båret af retfærdighed og kærlighed, mens konservative katolske vælgere normalt prioriterer seksualmoralen højest.
I valget af Joe Biden som sin vicepræsidentkandidat forsøger Obama at appellere til begge typer. Den katolske senator har erklæret sig som modstander af abort på det personlige plan, men også som uvillig til at presse sin egen moral ned over hovedet på andre. Det gør næppe indtryk på konservative katolikker som Denvers ærkebiskop, Charles J. Chaput, der har svaret, at al lovgiving indebærer et element af overtalelse. Men andre er nok mere lydhøre, og nogle katolske ledere har advaret vælgerne mod at stirre sig blinde på abort, men også huske på andre ”pro-life”-emner i valgkampen som fattigdomsbekæmpelse og sygeforsikring, hvor demokraterne står bedre ud fra en katolsk opfattelse end republikanerne.
Til gengæld skal katolske politikere vare sig for selv at optræde som teologer. Det opdagede den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, da hun sidst i august i et TV-show retfærdiggjorde sin egen støtte til fri abort med, at den katolske kirke heller ikke havde nogen afklaret holdning. Det skulle hun aldrig have gjort. I løbet af de næste dage skyllede en flodbølge af kritik ned over hende fra katolske teologer og biskopper, der kraftigt understregede kirkens abortmodstand ”fra de tidligste tider” og skarpt irettesatte hende for at fordreje sandheden. Den diskussion kunne Obama-kampagnen godt undvære, og siden da har Pelosi været på retræte.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad